Island snubler mod Kroatien og sender matchbold til Danmark
Får de danske håndboldherrer point i aftenens EM-kamp mod Holland, er semifinalepladsen i hus.
Det står klart, efter Island mandag eftermiddag tabte med 22-23 til Kroatien i mellemrunden.
Islændingene gik ellers til pause foran 12-10, men tabte i anden halvleg terræn. Kroaterne har allerede udspillet deres muligheder for videre avancement ved slutrunden, men det holdt ikke Balkan-landet fra at drille Island.
Med nederlaget kan Island nu maksimalt opnå seks point i mellemrunden, hvis det bliver til sejr over Montenegro i den sidste mellemrundekamp.
Danmark har allerede seks point og kan derfor nøjes med et uafgjort resultat mod Holland i aftenens kamp, der spilles klokken 18.00.
Kampen kan følges på dr.dk, i LIGA på P3 eller ses på TV 2.
