Islands håndboldherrer lægger pres på Frankrig med sejr
Det islandske håndboldlandshold har gjort deres. Nu må de sætte deres lid til, at Danmark i aften hjælper dem videre ved EM.
Island slog onsdag eftermiddag Montenegro 34-24 i den sidste mellemrundekamp, hvilket betyder, at islændingene nu har samme pointantal som Frankrig.
Senere i aften møder Frankrig det danske landshold, i en kamp der kan afgøre franskmændenes skæbne. Taber Frankrig til Danmark, går Island og Danmark videre til semifinalen.
Dette kommer sig af, at Island er bedre indbyrdes end franskmændene, da de forleden vandt med otte mål over Frankrig.
Kampen mellem Danmark og Frankrig spilles klokken 20.30 og kan følges på dr.dk, i LIGA på P3 og på TV 2.