Italien vil have gjort espresso til verdenskulturarv

Espresso.
Den lille kop med bare en enkelt mundfuld væske er symbolet på Italiens kærlighedsforhold til kaffe, og det skal anerkendes, mener man i det sydeuropæiske land.
Derfor bør espressoen optages på Unescos liste over levende verdenskulturarv.
- I Italien er kaffe meget mere end bare en drik, siger landbrugsminister Gian Marco Centinaio.
Det er ikke kun espressoen, men også alt det, der hører sig til, når den bliver indtaget, der gør den helt særlig, mener ministeren.
- Det er et ægte ritual, en integreret del af vores nationale identitet, og den udtrykker den måde, vi omgås, og som adskiller os fra resten af verden, siger han.
Den napolitanske pizzabagning er allerede anerkendt som verdenskulturarv af Unesco.