Jakob Ellemann står fast på afskaffelse af store bededag: 'Men vi ser på oppositionens forslag'

Regeringen vil kigge nærmere på det forslag, som oppositionen har fremlagt i dag, siger Ellemann.

Forsvars- og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) vil tage sig tid til at læse ordentligt op på det finansieringsforslag til forsvaret, som en samlet opposition er kommet med som et alternativ til at afskaffe store bededag.

Men sidstnævnte er fortsat det rigtige at gøre, siger han.

- Det er regeringens holdning, at store bededag bliver afskaffet som fridag, fordi det giver en økonomi og et ganske stort arbejdsudbud, siger han.

- Nu kommer vi til at se på det forslag, der er lagt frem fra oppositionen, men vi mener fortsat, at bededag skal afskaffes, siger Ellemann-Jensen.

Har vi en store bededag i 2024?

- Det tror jeg ikke, at vi har, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Blødere kurs mod forsvarssamarbejdet

Dog lyder vicestatsministeren til at bløde op i kravet om, at de øvrige partier skal tilslutte sig afskaffelsen af en helligdag for at være med i det næste forsvarsforlig. Han skal lige nå at læse oppositionens forslag.

- Jeg kommer ikke til at have en meget firkantet holdning til noget, der lige er præsenteret, og som jeg ikke har haft ordentlig tid til at sætte mig ind i.

- Vi har præsenteret vores forslag. Nu skal vi også behandle det andet med respekt, siger Ellemann til Ritzau.

De ni partier, der ikke er med i regeringen, har fundet tre milliarder kroner til forsvarsforliget, som de foreslår skal finansieres på tre ben.

1,25 milliarder kroner skal komme fra prioritering af offentlige investeringer på baggrund af saldoforbedringer. 1 milliarder kroner fra Aftale om Vinterhjælp, der var overfinansieret og 0,75 milliarder i "sanering af erhvervsstøtten i forhold til målet i regeringsgrundlaget".