
Tre personer er blevet anholdt for det, der i sushiens hjemland bliver kaldt "sushi-terrorisme", skriver BBC.
Både japanere og turister lægger gerne vejen forbi sushirestauranter, der præsenterer retterne for kunderne på rullende transportbånd.
I februar gik en video, hvori man ser en mand slikke på en soyaflaske og gnide spyt på forbipasserende sushiretter, viralt i Japan.
Siden er flere lignende videoer dukket op og har vakt bekymring.
Flere sushirestauranter har offentligt appelleret til folk om at stoppe, mens båndene helt er stoppet med at køre hos andre restauranter.
Flere sushirestauranter har truet med søgsmål, men onsdagens anholdelser menes at være de første af sin slags. Den ene anholdte er ifølge BBC 21 år, mens de to andre er mindreårige.