Jeppe Kofod forventer enighed i Nato om svensk og finsk medlemskab
Det er stadigvæk vores nordiske naboer Sverige og Finland, der fylder på Natos møde i Berlin.
Selvom de endnu ikke officielt har ansøgt om medlemskab, er processen på en måde startet.
For fredag viste Tyrkiet sig som den største, og måske eneste, modstander af et potentielt svensk og finsk Nato-medlemskab. Og nu forsøger de 29 andre landes udenrigsministre at få tyrkerne til at ændre holdning.
Blandt dem er den danske udenrigsminister Jeppe Kofod, der håber på en hurtig optagelse.
- Jeg forventer, at den politiske proces fortsætter, så alle lande vil byde dem velkommen, hvis de ansøger om medlemskab, siger Kofod.