Joe Biden: Ikke-vaccinerede føderalt ansatte skal bære mundbind på arbejde
Har du ikke fået dig en coronavaccine som føderalt ansat i USA, så skal du bære mundbind, når du er fysisk på arbejde.
Sådan lyder det i hvert fald fra USA's præsident, Joe Biden, ved en præsentation af en række tiltag, der skal være med til at mindske spredningen af coronavirusset i USA, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Derudover skal de berørte ikke-vaccinerede holde fysisk afstand og testes med jævne mellemrum.
Et andet tiltag går på, at få flere af de større børn til at blive vaccineret, hvor skoledistrikter skal sørge for, at der jævnligt opstilles pop-up-vaccinationsklinikker.