Seneste nyt

Jordskred udløser færre tog mellem Aarhus og Fredericia

  • Jordskred udløser færre tog mellem Aarhus og Fredericia

    Der kører i øjeblikket færre tog mellem Aarhus H og Fredericia på grund af et jordskred på strækningen.

    Mellem Brejning og Børkop kører der togbusser.

    Seneste Nyt

  • Østjysk betjent snuppede fire vanvidsbilister på tre timer

    En færdselsbetjent fra Østjyllands Politi beslaglagde mandag aften på under tre timer tre biler og én motorcykel på grund af vanvidskørsel.

    Det fortæller politikommissær hos Østjyllands Politi Amrik Chadha til TV2 Østjylland.

    - Det er mange, specielt fordi han var alene. Jeg mindes ikke, at vi har foretaget så mange beslaglæggelser på en vagt før, uanset hvor mange vi har været på vagt, siger Amrik Chadha til TV2 Østjylland.

    Sagerne skal nu for retten, og med de nye og skærpede regler, som den 31. marts i år trådte i kraft i forsøget på at stoppe vanvidskørsel, kan de fire bilister risikere en fængselsstraf.

  • FN: Konflikten mellem Gaza og Israel nærmer sig 'reel krig'

    Konflikten mellem Gaza og Israel nærmer sig nu en reel krig.

    Sådan lyder meldingen på Twitter fra Tor Wennesland, der er FN's særlige kordinator for fredsprocessen i Mellemøsten.

    - Stop angrebene øjeblikkeligt. Vi nærmer os en reel krig. Ledere fra begge sider må tage ansvar for deeskalering. Krigen i Gaza er ødelæggende, og uskyldige mennesker betaler prisen, skriver Wennesland.

    28 palæstinensere og to israelere meldes dræbt, efter konflikten i Jerusalem har udviklet sig til kampe mellem Hamas og Israel.

    Ifølge den militante palæstinensiske organisation Hamas affyrede man i eftermiddag 137 raketter mod det sydlige Israel i løbet af blot fem minutter.

  • Kvindelige musikere sejrer ved stor prisuddeling: 'Det er en ære at være en del af denne bølge'

    • Little Mix vandt prisen for Bedste Britiske Gruppe. (Foto: JOHN MARSHALL / HANDOUT © Scanpix)
    • Dua Lipa modtager prisen for Bedste Britiske Kvindelige Artist. (Foto: ©John Marshall © Scanpix)
    • Amerikanske Haim vandt prisen for Bedste Internationale Gruppe. (Foto: John Marshall © Scanpix)
    • Arlo Parks modtager prisen for Bedste Gennembrud. (Foto: JOHN MARSHALL / HANDOUT © Scanpix)
    • Griff vandt prisen for RIsing Star. (Foto: ©John Marshall © Scanpix)
    1 / 5

    Little Mix, Dua Lipa, Arlo Parks, Griff, Haim, Taylor Swift og Billie Eilish.

    De kvindelige musikere ryddede bordet ved aftenens Brit Awards, der er Storbritanniens svar på Grammys. Det skriver The Guardian, The Independent og NME.

    Det skrev endda historie, da Little Mix vandt prisen for Bedste Britiske Gruppe, for det har ingen pigegruppe gjort før. I deres tale takkede de nogle af de pigegrupper, som kom før dem - deriblandt Spice Girls, Sugababes, All Saints og Girl Aloud.

    Dua Lipa, som vandt for Bedste Britiske Kvindelige Artist, hyldede i sin takketale kvinderne i musikbranchen:

    - Sidste gang jeg var her for at acceptere denne pris i 2018, sagde jeg, at jeg ville se flere kvinder på disse scener. Jeg føler mig så stolt af, at vi nu tre år senere ser det ske. Det er virkelig en ære at være en del af denne bølge af kvinder i musik.

  • Over en million mennesker på Madagascar er truet af hungersnød

    Over en million mennesker på det sydlige Madagascar trues af hungersnød, da deres region er ramt af den værste tørke i fire årtier, siger FN ifølge AFP.

    Fem år i træk uden ret meget regn har gjort det af med høst. Tørken har også ført til afskovning og altødelæggende sandstorme.

    Øen Madagaskar, som ligger øst for det sydlige Afrika, har haft dens grænser lukket siden coronapandemiens begyndelse. Det har gjort den internationale nødhjælpsindsats vanskelig.

    Det meste af befolkningen i det sydlige Madagascar har traditionelt overlevet ved hjælp af landbrug, kreaturer og fiskeri.

  • Ny rapport: Britiske soldater dræbte 10 civile i Belfast i 1971

    10 personer, der i 1971 blev dræbt under en britisk militæroperation i Belfast, var ubevæbnede og uskyldige civile, som ikke udgjorde en fare.

    Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse af massakren i det katolske Ballymurphy-nabolag, skriver The Guardian.

    Rapporten kan sætte gang i forsøg på at retsforfølge britiske soldater, der mistænkes for at have begået ugerninger i Nordirland, påpeger det britiske medie.

    - Vi har fået rettet op på historien i dag. Undersøgelsen bekræfter, at soldaterne, der angiveligt kom til området for at redde os, vendte deres våben imod os, lyder det fra John Teggart, hvis far var blandt de dræbte.

    Efterladte jublede over dagens afgørelse, der kan sætte et foreløbigt punktum efter 50 års kamp. (Foto: PAUL FAITH © Scanpix)
  • Odense tager første stik i DM-semifinale

    Odense Håndbold tog tirsdag aften det første stik i DM-semifinalerne.

    Mod de dobbelte forsvarende mestre fra Team Esbjerg blev det til en 27-26-sejr på hjemmebane i den første semifinalekamp.

    Lois Abbingh blev topscorer for Odense med ti scoringer i kampen.

    I den anden semifinale mødes Herning-Ikast og Viborg, og den første kamp spilles onsdag aften.

    Returopgøret spilles i Esbjerg på lørdag.

  • Stor sexismeundersøgelse i Københavns Kommune er udsat på ubestemt tid

    En stor undersøgelse om sexisme og seksuel chikane i Københavns Kommune er udsat på ubestemt tid.

    Undersøgelsen er nemlig ikke med i den seneste budgetaftale og er derfor udskudt. Det skriver Ritzau.

    Partierne i Borgerrepræsentationen i København blev ellers i oktober enige om, at man skulle undersøge sexisme og seksuel chikane i kommunen.

    Det skete i forbindelse med, at Frank Jensen måtte trække sig som overborgmester i Københavns Kommune, efter flere kvinder anklagede ham for seksuelle krænkelser.

    Susan Hedlund(S), der er første næstformand i Borgerrepræsentationen og gruppeformand i Socialdemokratiet i København, fortæller til Ritzau, at undersøgelsen ikke blev bragt op, da der skulle forhandles.

  • Leicester-sejr sender titlen til Manchester City

    Manchester City er engelsk mester.

    Det er en realitet efter Leicester tirsdag besejrede Manchester United med 2-1. Sidstnævnte kan derfor ikke længere indhente bysbørnene fra Manchester City, der er foran med ti point med tre spillerunder tilbage.

    Det er Manchester Citys syvende engelske mesterskab og tredje i de seneste fire sæsoner.

    Sejren betyder også, at Leicester rykker op på tredjepladsen i ligaen. Luke Thomas og Caglar Soyuncu stod for Leicesters scoringer, mens Mason Greenwood var på pletten for Manchester United.

  • Risiko for skybrud og torden i nat og i morgen tidlig, melder DMI

    I nat og i morgen tidlig er der risiko for skybrud og torden over de sydlige og centrale dele af Danmark.

    Det skriver DMI.

    I løbet af i nat og i morgen bevæger kraftige regn- og tordenbyger sig fra Nordtyskland og op over de sydlige og centrale dele af Danmark. Det giver mulighed for kraftige byger med torden og lokale skybrud. Det er dog usikkert, om der stedvis eler lokalt kommer over 15 millimeter inden for 30 minutter, som er kriteriet for skybrud.

    Hvor og hvornår bygerne rammer er dog ifølge DMI noget usikkert.

  • Slots- og Kulturstyrelsen politianmelder Børsen for svindel

    Slots- og Kulturstyrelsen har politianmeldt avisen Børsen for mulig svindel med coronakompensation.

    Det oplyser Kulturministeriet tirsdag aften i en pressemeddelelse.

    Det er statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), der skal stå for efterforskningen, fremgår det.

    - Det er en meget alvorlig sag. Det er fuldstændigt uacceptabelt, hvis virksomheder snyder med hjælpeordningerne. Den konkrete sag er overgivet til politiet og bliver strafferetligt efterforsket, og Slots- og Kulturstyrelsen vil samtidig tage stilling til et eventuelt tilbagebetalingskrav over for Børsen, siger kulturminister Joy Mogensen (S).

    Tre ansatte i annonceafdelingen hos Børsen og avisens kommercielle direktør, Frederik Gundorph Olesen, har allerede forladt deres stillinger på avisen som en konsekvens af sagen.

  • Otte idømt fængsel i stor kokainsag med tråde til Portugal og Brasilien

    Otte personer er blevet idømt fængsel ved Københavns Byret i en sag om indsmugling af og handel med cirka 23 kilo kokain fra Portugal og Brasilien.

    Ni personer var tiltalt i sagen, men én er blevet frifundet. Det er en 32-årig mand. Det skriver Ritzau.

    To af de dømte - en mand og en kvinde på henholdsvis 29 og 45 år - udvises desuden for bestandig.

    Sagen blev af Københavns Politi døbt Operation Trolley. Det var nemlig i kufferter med hjul - også kendt som trolleyer - at kokainen blev smuglet ind landet gennem Københavns Lufthavn fra Portugal og Brasilien.

  • Dronning Elizabeth åbnede i dag det britiske parlament som den første store opgave efter prins Philips død

    • Dronning Elizabeth holder tale i parlamentet. (Foto: Chris Jackson © Scanpix)
    • Dronningen ankommer sammen med sin søn prins Charles, mens kronen bæres på en pude. (Foto: RICHARD POHLE © Scanpix)
    • Parlamentet set oven fra med dronningen i midten. (Foto: Pool © Scanpix)
    • Storbritanniens premierminister Boris Johnson var naturligvis også med. Bag ham ses Labour-leder Keir Starmer. (Foto: STEFAN ROUSSEAU © Scanpix)
    • Kronen er på plads i parlamentet. (Foto: Chris Jackson © Scanpix)
    1 / 5

    Dronning Elizabeth åbnede i dag tradition tro det britiske parlament, House of Lords, eller Overhuset, som vi kalder det på dansk.

    Det skriver BBC.

    Det var dronningens første store opgave, siden hendes mand prins Philip døde i sidste måned. Normalt har prins Philip altid været med, når dronningen skulle åbne parlamentet.

    Under åbningen holdt dronningen en tale, som blandt andet handlede om, hvordan Storbritannien skal komme ud af corona-pandemien.

    Også prins Charles og hans kone, Camilla, hertuginde af Cornwall, deltog i åbningen af parlamentet, ligesom Storbritanniens premierminister Boris Johnson.

  • Krav om mundbind forlænges i den kollektive transport

    Regeringen har besluttet at forlænge kravet om brug af mundbind i busser, metro og tog.

    Det oplyser transportministeriet i en pressemeddelelse.

    Kravet om mundbind eller visir forlænges i fire uger frem til 10. juni. Samtidigt forlænges forbudet mod indtagelse af alkohol i busser, mens der også fortsat vil være begrænsninger på antal passagerer i fjernbusser.

    - Samfundet genåbner gradvist, og derfor er det ekstra vigtigt, at vi passer på, hvor vi kan. Mundbind og visir er blevet en del af hverdagen i den kollektive transport, og vi har brug for at holde fast i de velkendte forholdsregler og gode vaner, så vi forhåbentlig kan undgå for mange lokale nedlukninger, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    Epidemikommissionen tog stilling til sagen på møde den 4. maj 2021 og afgav indstilling om, at reglerne videreføres.

  • Bornholmerne har haft 26 grader i dag, mens resten af landet måtte nøjes med mere beskedne temperaturer

    Solen, de høje temperaturer og kolde øl bliver nydt her til aften på torvet i Svaneke på Bornholm. (Foto: Lene Nielsen)

    Det lækre sommerlignende vejr, som har præget Danmark de sidste par dage, har i dag været forduftet over det meste af landet.

    I stedet har den stået på 10-15 grader og gråvejr.

    Men på Bornholm er stemningen anderledes Middelhavs-agtig med temperaturer omkring 26 grader. Det skriver DMI.

    Blå himmel og sommervejr i dag i Svaneke. (Foto: Lene Nielsen)

    På øen mod øst blev der også i går målt 26 grader, hvilket betød, at vi dermed fik årets første meteorologiske sommerdag. En sommerdag er nemlig ifølge DMI defineret ved at temperaturen når op over 25 grader.

  • Overborgmester optimistisk om EM-fest på trods af corona

    32 dage.

    Så løber Simon Kjær, Christian Eriksen og resten af det danske landshold på banen til den første kamp ved EM i fodbold. På hjemmebane i Parken.

    Og selvom stadion ikke bliver propfyldt, coronaen raser og storskærmsarrangementerne går en usikker fremtid i møde, så er overborgmester i København, Lars Weiss (S), optimist.

    - Det er stort. En af verdens største sportsbegivenheder, der kommer til København samtidig med, at vi er i gang med genåbningen. Det bliver en fest uden lige, siger Lars Weiss.

    Også DBU’s administrerende direktør, Jakob Jensen, ser glasset som halvt fyldt frem for halvt tomt.

    - Fodbold er en magisk kraft. Der kommer nok ikke titusindvis af tilskuere på Rådhuspladsen som i 1992, hvis vi vinder. Men der skal nok blive masser af fest, energi og støtte fra hele Danmark til det her arrangement, siger Jakob Jensen.

    Lars Weiss, Michael og Brian Laudrup, Flemming Povlsen og Jakob Jensen med EM-trofæet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Aftale om EU's coronapas kan lande i løbet af de kommende uger

    En aftale om coronapas i EU kan falde på plads i løbet af de kommende uger.

    Sådan lyder det fra Tysklands EU-minister, Michael Roth, efter forhandlingerne om coronapasset skrider frem.

    Dog er den tekniske udformning af certifikatet langt fra på plads, skriver Ritzau.

    Certifikatet skal åbne døre for turister og andre rejsende i Europa til sommer.

    Forslaget om et coronapas blev fremlagt af EU-Kommissionen i marts. Det omfatter både information om vaccination, test og immunitet efter overstået sygdom.

    EU-Kommissionens forslag til et coronacertifikat skal fungere via en QR-kode med en digital signatur. Hvad certifikatet kan åbne af døre, er op til medlemslandene at afgøre.

  • Dansk dyrepark strammer regler, efter dyrepasser blev angrebet af gepard

    En gepard fotograferet i et naturreservat i Kenya. Billedet har altså intet med Ree Park på Djursland at gøre. (Foto: RADU SIGHETI © Scanpix)

    Når dyrepasserne fremover skal give rovdyr mad i dyreparken Ree Park, skal dyrene sluses ind i et andet rum, før passerne må gå ind i buret.

    Det sker, efter en dyrepasser i april blev angrebet af en gepard, da han skulle give den mad. Det skriver Fagbladet 3F.

    Dyrepasseren blev revet og bidt på arme, skuldre og ben, før en kollega fik trukket ham ud af buret. Efterfølgende blev han hentet af en ambulance og kørt på hospitalet, hvor han blev syet og fik antibiotika.

    Dyrepasseren - eller andre medarbejdere i Ree Park - skal derfor aldrig ind gepardanlæggene igen, fastslår direktør i Ree Park, Jesper Stagegaard, over for Fagbladet 3F.

  • Medicinalgigant får stor bøde for støtte til V-profil

    Medicinalvirksomheden Orifarm bliver nu straffet for at have overført penge til folketingspolitiker Troels Lund Poulsens (V) valgkamp før valget i 2019.

    Det skriver Politiken, som har afdækket sagen, tirsdag.

    Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien (Enli) har udstedt en bøde til virksomheden på 95.000 kroner.

    Det er den hidtil største bøde herhjemme i en sag, der vedrører partistøtte til politikere.

  • Slovakiet sætter brugen af AstraZeneca-vaccine på pause

    Slovakiet har sat brugen af AstraZeneca-vaccine på pause. Det oplyser de slovakiske sundhedsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Beslutningen er truffet efter en 47-årig kvinde i sidste uge mistede livet efter vaccination med AstraZeneca.

    Personer, der allerede har fået første stik med AstraZeneca-vaccinen, vil også blive tilbudt stik nummer to, men vaccinen vil ikke blive tilbudt til ikke-vaccinerede.

    Danmark droppede brugen af AstraZeneca-vaccinen i midten af april. I Norge bliver brugen af vaccinen fra AstraZeneca frarådet.

    Slovakiets præsident Zuzana Caputová var tirsdag formiddag på besøg på Statens Serum Institut i København.

    På sit besøg i Danmark har Zuzana Caputová også mødtes med kronprins Frederik og senest statsminister Mette Frederiksen.

  • Bjarne Corydon efter snyd med coronakompensation: 'Vi skal give en undskyldning'

    Bjarne Corydon. (Foto: søRen Bidstrup © Scanpix)

    Fire medarbejdere er i dag blevet afskediget, efter at en advokatundersøgelse har vist, at der blev manipuleret med annonceindtægter på Børsen. Det skete angiveligt for, at avisen kunne få mere i corona-støtte.

    Ingen medarbejdere har haft personlig økonomisk vinding. Det understreger avisens ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør Bjarne Corydon, som anser det for en meget alvorlig sag:

    - Vi skal give en undskyldning, og det er mig, der skal give den. Det er de færreste mennesker eller organisationer i verden, der kan gardere sig fuldstændig mod fejl og også alvorlige fejl, siger han til Ritzau.

  • En måned til EM: Trofæet lægger vejen forbi København

    I dag er der én måned til EM i fodbold begynder.

    Det er med København som vært for fire kampe, herunder Danmarks tre gruppekampe.

    I den forbindelse er EM-trofæet på rundtur rundt i de 11 værtsbyer, og i dag var turen så kommet til København. Og DBU-direktør Jakob Jensen glæder sig til slutrunden begynder.

    - Det er en kæmpe glæde at kunne præsentere pokalen og kunne tage hul på den fest, som allerede begynder nu. Ikke kun i København, men i hele Danmark.

    - Vi glæder os meget til at turneringen går i gang og til at hele Danmark skal have en kæmpe fest, siger han.

    Flere af de danske landsholdskoryfæer var med ved Henri Delauney-trofæets besøg i København, heriblandt Michael Laudrup og EM-vinderne Brian Laudrup og Flemming Povlsen.

    - Gensynsglæden er altid stor, når man ser noget, man godt kan lide.

    - Jeg var selvfølgelig lige henne og tjekke at de havde stavet Danmark rigtig i indgraveringen. Det havde de, så der er plads til et dansk skilt en gang mere, siger Flemming Povlsen.

  • Ny politisk aftale giver kommunerne lov til at bortadoptere børn ved fødslen

    En bred politisk aftale om tvangfjernelser er kommet på plads.

    Alle Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige er blevet enige om en aftale, der blandt andet skal sikre børn flere rettigheder samt give bedre forhold for anbragte børn og unge.

    En del af aftalen betyder, at det fremover bliver muligt for kommunerne at bortadoptere børn umiddelbart efter fødslen. Børnene vil efter fødslen komme med adoptivfamilien hjem, uden først at skulle anbringes i en plejefamilie.

    Regeringen præsenterede i januar sit udspil til en børnereform, og netop elementet med bortadoptioner, som besluttes inden fødslen, vakte stor debat dengang.

    Lige nu er der pressemøde om den nye aftale. Det kan man følge her.

  • Chelsea-træner melder dansk forsvarsspiller klar til CL-finale og EM

    Det satte straks gang i frygten hos danske fodboldfans, da Andreas Christensen måtte lade sig udskifte med en baglårsskade i Chelseas 2-1-sejr mod Manchester City i weekenden.

    Men nu er der godt nyt. Det fortæller Chelseas træner, Thomas Tuchel, på et pressemøde.

    - Det ser meget bedre ud for ham, end vi frygtede.

    - Sæsonen er forhåbentlig ikke slut for ham. Realistisk set er han senest tilbage til kampen mod Aston Villa, lød det fra Thomas Tuchel.

    Det var ellers frygtet, at Andreas Christensen i værste fald kunne gå glip af resten af sæsonen og være tvivlsom til EM-slutrunden.

    Champions League-finalen spilles 29. maj, mens Danmark spiller første kamp ved EM 12. juni.

  • Venstre-formand forstår ikke beslutningen om at droppe Johnson & Johnson-vacciner

    Det giver ikke mening for Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, at sundhedsmyndighederne har taget coronavaccinen fra Johnson & Johnson ud af det danske vaccineprogram.

    - Den beslutning forstår jeg simpelthen ikke. Som jeg forstår det, har 15 millioner mennesker fået vaccinen i USA. Ud af dem har én fået en blodprop, og nul har mistet livet. Sammenholdt med hvad vi hører om de lidelser, folk har fået på grund af corona, forstår jeg ikke beslutningen, siger Jakob Ellemann-Jensen.

    Statsminister Mette Frederiksen kalder beslutningen 'særegen'.

    - Beslutningen afviger fra andre lande. Som jeg forstår det, afviger beslutningen fra alle andre EU-lande, siger Mette Frederiksen.

  • Nick Hækkerup beklager, at han ikke delte PET-vurdering om børn i Syrien

    Justitsminister Nick Hækkerup (S) beklager, at han ikke oplyste Folketinget om en trusselsvurdering af børn med dansk tilknytning i Syrien.

    Det siger han tirsdag på et samråd.

    - Jeg er oprigtig ked af, at vi sidder her nu og har den debat, for jeg har på intet tidspunkt haft et ønske om at forholde Folketinget nogen oplysninger.

    - Hvis jeg kunne spole (tiden, red.) tilbage, ville jeg have sagt det, og det beklager jeg, at jeg ikke gjorde, siger han.

    Det blev ikke præsenteret for ham som en ny oplysning af embedsværket, og det var en del af et omfattende materiale, han som ny minister skulle sætte sig ind i, uddyber han.

  • Gymnasiet i Holstebro lukker ned fra i dag og en uge frem

    Smitteudviklingen i Holstebro Kommune og tre nye smittetilfælde på skolen får rektor Peter Damgaard til at sende alle elever hjem.

    - Vi gør det her for at vise den rette indsats på det rette tidspunkt. Vi har været i dialog med sundhedsmyndighederne, der vurderer, at det er den rigtige beslutning, fortæller han.

    Incidenstallet i Holstebro Kommune ligger lige nu på 319, men det er endnu uvist, hvad de korrigerede testtal viser.

  • Denne uges kontakttal ligger igen på 1,1

    Denne uges kontakttal ligger igen på 1,1, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

    Det betyder, at 10 personer smitter 11 andre.

    - Det viser en fortsat let stigende epidemi. Vi kan holde det her niveau, hvis vi fortsat har fokus på de gode vaner, som sammen med test, opsporing og vacciner er vores supervåben mod corona, lyder det fra Magnus Heunicke.

  • 925 coronasmittede og to døde

    Der er registreret yderligere 925 coronatilfælde i det seneste døgn. Det fremgår af de seneste tal fra Statens Serum Institut.

    Samtidigt stiger antallet af indlagte med 12 til 165.

    Af de indlagte er 32 på intensiv afdeling og 19 er i respirator.

    Der er registreret yderligere to coronarelaterede dødsfald.

    Dagens smittetal er baseret på 192.141 pcr-test. Det svarer til, at 0,48 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er indtil videre vaccineret 1.531.336 personer, hvilket svarer til 25,7 procent af befolkningen. De personer har minimum fået første stik med vaccine.

    902.930 personer er færdigvaccinerede og har fået begge stik. Det gælder for 14,8 procent af befolkningen.

  • Fire ansatte på Børsen stopper efter snyd med coronakompensation

    Fire medarbejdere må forlade Børsen som følge af en sag om uberettiget og mulig snyd med kompensation under coronakrisen.

    Der er tale om tre ansatte i annonceafdelingen og avisens komercielle direktør, Frederik Gundorph Olesen.

    - Børsen skal ikke modtage en krone mere i kompensation, end vi er berettiget til. Jeg vil gerne undskylde sagen over for læsere, myndigheder og det øvrige samfund, siger ansvarshavende chefredaktør Bjarne Corydon.

    Han modtog i april en henvendelse fra en whistleblower, og den førte til, at avisen satte en ekstern advokatundersøgelse i gang.

  • Mette Frederiksen vil indkalde til forhandlinger om ytringsfrihed og censur

    Statsminister Mette Frederiksen vil indkalde til forhandlinger om ytringsfrihed og censur. Det siger hun i Folketingssalen, hvor der er i dag er spørgetime med statsministeren.

    Det sker efter spørgsmål fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der spurgte ind til netop det.

    Kristian Thulesen Dahl henviste til DR's historie om en underviser på Københavns Professionshøjskole, der modtog trusler, efter hun på sin private Facebookside havde tilkendegivet, at hun ville begynde at bruge Muhammedtegningerne i sin undervisning.

    Trusler, der har medført, at hun i dag har hemmelig adresse og fast kontaktperson hos PET og ikke længere har intentioner om at bruge tegningerne.

    - Det er et indgreb i friheden og noget, som vi ikke kan acceptere. Det er et knæfald for alt det forkerte, når vi begynder at censurere os selv. Det er ligegyldigt, om det er i vores egen tale, i aviserne eller i klasselokalerne. Det kan vi ikke acceptere, siger Mette Frederiksen.

    DF-formanden ville vide, om statsministeren ville indkalde til forhandlinger om ytringsfrihed og censur, hvilket hun altså har svaret ja til.

  • Betjent beslaglagde fire køretøjer for vanvidskørsel på tre timer

    En betjent fra Østjyllands Politi havde en vellykket aften i kampen mod vanvidsbilisme mandag aften.

    På tre timer stoppede han fire bilister, der alle kørte så hurtigt, at de fik inddraget deres køretøjer.

    Han havde til en start taget opstilling på en vej, hvor den tilladte hastighed var 50 kilometer i timen. På to timer stoppede han en 23-årig mand, der kørte 112 kilometer i timen på sin motorcykel og to unge mænd, der kørte om kap.

    På vej hjem blev han overhalet af en bil på motorvehen. Den blev målt til at køre 206 kilometer i timen. Det betød, at den 18-årige kvindelige bilist fik beslaglagt køretøjet og mistede førerretten.

  • Aftale vil hjælpe elever og studerende med handicap

    29,2 millioner kroner fra Satspuljen for 2019 skal blandt bruges på at forlænge erhversuddannelsernes grundforløb med op til 50% for studerende med handicap, også kendt som Team Danmark-modellen.

    Derudover bliver de videregående uddannelsesinstitutioner tilbudt faglig rådgivning, så de bedre kan vurdere, hvilke behov studerende med handicap har.

    - Handicap må ikke være en hindring for, at man kan forfølge sine drømme. Med den her aftale kommer vi en smule tættere på målet og får ryddet nogle af forhindringerne af vejen, siger Børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil.

  • Lejere i boligbestyrelser skal lære om faresignaler efter skandalesag

    Lejere, der sidder i bestyrelsen for deres boligselskab, skal klædes bedre på for at forhindre fusk og svindel, foreslår en arbejdsgruppe.

    Det sker efter skandalen om svindel for op mod 20 millioner kroner i Østjysk Bolig. Alle 130 bestyrelsesmedlemmer af boligforeninger i Aarhus skal nu samles for at høre, hvad der gik galt.

    Det kan nemlig få alvorlige konsekvenser og medføre erstatningsansvar, hvis bestyrelsesmedlemmerne ikke er opgaven voksen, forklarer leder af det kommunale tilsyn med boligforeningerne, Bente Lykke Sørensen.

    Arbejdsgruppen mener, at tilsynets afgørelser skal lægges åbent frem, så bestyrelsesmedlemmer ved det, når tilsynet for eksempel kommer med kritik af boligforeningernes ledelse for eksempelvis høje cheflønninger eller inhabilitet.

  • EU-kommissær: Italien har brug for hjælp til at håndtere 1.400 nye migranter

    Italien har brug for ekstra hjælp fra de andre EU-lande, efter at flere end 1.400 migranter her i weekenden ankom til øen Lampedusa.

    Det er budskabet fra Ylva Johansson, EU-kommissær for indre anliggender, som nu opfordrer Danmark og de andre medlemslande til at tage imod nogle af de nyankomne.

    - Jeg ved, det er mere besværligt i disse pandemitider, men jeg tror dog, det kan lade sige gøre. Tiden er inde til at udvise solidaritet med Italien, siger hun ifølge Euractiv.

    Som EU-reglerne er i dag, skal man som udgangspunkt søge om asyl i det første land, man ankommer til. Det har lagt et stort pres på Italien og andre 'frontlinjestater', der gerne vil have det ændret.

    EU-landene forsøger for tiden at blive enige om en ny asyl- og migrationspolitik.

  • Ny københavnsk festival gennemfører med 5.000 gæster i august

    Et væld af festivaler har allerede trukket stikket for sommeren 2021 på grund af coronarestriktionerne.

    Men arrangørerne af den nye Øresound Festival har ikke opgivet håbet, og i dag har de præsenteret en model, der gør, at festivalen kan afholdes med 5.000 gæster. Det kan opjusteres til 10.000, hvis restriktionerne tillader det.

    Gæsterne vil blive inddelt i ti zoner, hvor hvert område vil have adgang til mad, drikke, toiletfaciliteter og et sceneområde samt et lounge-område. Der skal fremvises coronapas hver dag.

    Festivalen løber over tre dage på Tiøren på Amager fra den 12. til den 14. maj.

    Det er første år, at Øresound Festival skal afholdes.

  • Unge har taget formiddagsfærgen hjem: I dag vaccineres 300 læsøboere

    Ligesom flere andre danske øer har Læsø fået lov at se bort fra vaccinationskalenderen.

    Derfor begynder man på kattegatøen i dag at vaccinere alle borgere over 16 år.

    Vaccinen er blandt andet blevet tilbudt 36 unge mellem 16 og 18 år, der har folkeregisteradresse på øen, men til dagligt går i skole på fastlandet. Ud af dem har 20 sagt ja.

    - De er kommet med formiddagsfærgen, og så tager de fleste tilbage med aftenfærgen, så de kan komme tilbage i skole, fortæller forvaltningschef for ældre- og sundhed på Læsø, Helle Christensen.

    Mere end 300 læsøboere uden for den oprindelige vaccinekø bliver vaccineret i dag.

  • Italiensk IS-kvinde idømt fire års fængsel

    En italiensk IS-kvinde er netop blevet idømt fire års fængsel for medvirken til terror.

    Hun har siddet varetægtfængslet siden den 29. september 2020.

    Retten har vurderet, at kvinden har været bevidst om, hvad hun rejste ned til, og at hun i samarbejde med sin mand har forsøgt at radikalisere sine børn.

    I 2015 forlod kvinden Italien med sin mand og deres tre børn for at rejse til Syrien og tilslutte sig det såkaldte kalifat. Det er uvist, hvad kvinden helt præcist har foretaget sig i kalifatet.

    I Syrien fik den nu dømte IS-kvinde og hendes mand et barn mere. Kvinden og de fire børn blev evakueret fra al-Hol-lejren i september 2020. Manden er formentlig død i dag.

  • Von der Leyen giver opsang til EU-lande, der ikke har blåstemplet konvention mod kvindevold

    Vold mod piger og kvinder, hvad enten det er fysisk eller psykisk, er en forbrydelse, der skal bekæmpes i alle henseender.

    Derfor er det også "fuldstændig uacceptabelt", at en række EU-lande, heriblandt Bulgarien, Tjekkiet og Ungarn, endnu ikke har godkendt den såkaldte Istanbul-konvention, der skal forhindre netop det.

    Det er meldingen fra EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, på dagen, hvor konventionen fylder ti år.

    - Flere medlemslande har endnu ikke ratificeret konventionen, og andre overvejer at træde ud af den. Det er fuldstændig uacceptabelt, siger hun.

    Kommissionsformanden så gerne, at EU som samlet hele tiltræder konventionen, men det har flere medlemslande blokeret for. Derfor vil Europa-Kommissionen senere på året "fremlægge nye regler, der skal forhindre og bekæmpe vold mod kvinder."

  • Har du mod på mere corona? Experimentarium åbner ny corona-udstilling i dag

    Direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, havde også tid til at afprøve eksperimenterne, da han åbnede ny corona-udstilling på Experimentarium i Hellerup. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    Experimentarium i Hellerup har i dag slået dørene op for nysgerrige børn og voksne, som på eksperimenterende vis vil lære mere om, hvordan corona og andre vira smitter.

    Direktøren i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, har i dag åbnet en interaktiv corona-udstilling på Experimentarium i Hellerup. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    Direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, åbnede officielt udstillingen, som byder på fem forskellige interaktive elementer.

    Coronatemaet er en mindre udstilling, som består af fem forskellige vidensoplevelser. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    Du kan blandt andet prøve at vinde over virusset i et computerspil eller dyste om, hvem som er bedst til at vaske virus af hænderne.

    I udstillingen kan du også teste din viden om corona og andre kendte vira. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Flere børn dræbt skoleskyderi i Rusland - 19-årig anholdt

    En indsatsstyrke fra russisk politi ankommer til skolen i Kazan i Tatarstan i det sydlige Rusland. (Foto: MAX ZARECKIY © Scanpix)

    Flere børn og en skolelærer er blevet dræbt af en eller flere gerningsmænd på en skole i den russiske by Kasan.

    Det præcise antal dræbte er endnu uklart - det samme gælder antallet af sårede.

    På en video fra skolen kan man se to børn springe ud af et vindue for at undslippe skyderiet.

    Ifølge det russiske nyhedsbureau RIA er en 19-årige mand anholdt. På video kan man se en politimand holde ham mod jorden foran skolen. Tidligere har der forlydender om to gerningsmænd. Motivet er ukendt på nuværende tidspunkt.

    Byen Kasan ligger i den muslimske republik Tatarstan i det sydlige Rusland, 800 km øst for hovedstaden Moskva.

  • Sophie Hæstorp Andersen ønsker at stoppe som regionrådsformand

    Socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen har i dag meddelt, at hun vil trække sig fra posten som regionrådsformand i Region Hovedstaden.

    - Jeg træder tilbage for at hellige mig den opgave, jeg har taget på mig som overborgmesterkandidat for Socialdemokratiet i København, siger hun om sin beslutning i en pressemeddelelse.

    Hun har siddet på posten i næsten otte år.

    Regionsrådet skal på et møde den 22. juni tage stilling til, om de kan imødekomme hendes anmodning og tage stilling til, hvem der skal sætte sig i formandsstolen i resten af denne valgperiode.

  • Sønderjyske-spiller tester positiv kort inden pokalfinale

    Med to dage til pokalfinalen har Sønderjyske netop meddelt, at en af fodboldklubbens spillere er testet positiv for corona.

    - I onsdags i sidste uge blev et medlem af sønderjyskestaben testet positiv for covid-19, og siden har sønderjysketræningen været aflyst eller gennemført med stramme restriktioner helt i henhold til covid-19-protokollerne, skriver klubben.

    - Siden er alle testet negative flere gange, men mandag var der igen en positiv test, da trup, stab og den øvrige besætning omkring holdets dagligdag blev testet.

    Derfor skal hele truppen og alle omkring holdet testes igen tirsdag og onsdag frem mod pokalfinalen torsdag mod Randers FC.

    Dog skal ingen i isolation, da der denne gang er ingen nære relationer til den smittede spiller, lyder det.

  • Har du haft corona? Nu ligger dit coronapas også klar i MinSundhed-appen

    Hvis du har en positiv corona-test, som er mellem 14 og 180 dage gammel, kan du nu nemt få dit coronapas for coronaimmunitet i appen MinSundhed.

    Det oplyser Sundhed.dk, som står bag appen MinSundhed.

    Tidligere skulle man logge ind på Sundhed.dk og selv finde sit gamle positive svar for at bevise, at man har været smittet.

    Dit coronapas for coronaimmunitet gælder dog kun, hvis du er testet positiv for corona på baggrund af en PCR-test. Det vil sige, at det ikke er nok med en lyntest i næsen.

    Coronapasset er stadig din adgangsbillet til for eksempel at tage i biografen eller på restaurant.

  • USA affyrer varselsskud mod iranske skibe

    13 iranske både, udrustet med maskingevær, sejlede tæt på amerikanske militærskibe i går, mandag. De bevægede sig væk igen efter 30 varselsskud. (Foto: - © Scanpix)

    Et amerikansk militærskib har i går affyret varselsskud mod 13 iranske skib, som kom lidt for tæt på den amerikanske flåde, som var i gang med at transportere en missil-ubåd.

    Det skete i området omkring Hormuzstrædet, som forbinder Den Persiske Bugt og Omanbugten.

    De iranske både bevægede sig ind på en rækkevidde af 140 meter.

    Derefter sejlede de væk igen, efter at 30 varselsskud var affyret, oplyser Pentagon.

    John Kirby, talsperson for Pentagon, har omtalt de iranske bådes opførsel som "meget aggressiv".

    Iran har ikke officielt udtalt sig om episoden, der er den anden på to uger.

  • Britiske eksperter var bedre end almindelige briter til at gætte coronakrisens udvikling

    Er eksperter eller helt almindelige borgere bedst til at gætte, hvordan en epidemi udvikler sig?

    Det spørgsmål satte et hold britiske forskere sig for at undersøge sidste år, da covid-19 ramte Storbritannien, skriver videnskab.dk.

    140 eksperter og 2.086 borgere uden nogen faglig indsigt blev bedt svare på en række spørgsmål. Blandt andet hvor mange der ville være døde som følge af pandemien ved udgangen af 2020.

    Nu har forskerne gennemgået svarene, og 44 procent af eksperternes svar viste sig at være nogenlunde korrekte. Markant højere end de almindelige briter, der kun ramte plet med 12 procent.

    Du kan læse om 'gættekonkurrencen' i det videnskabelige tidsskrift Plos One her.

  • Ni personer meldes dræbt ved angreb på en russisk skole

    Russiske specialstyrker rykkede ind på skolen i Kazan, hvor skyderiet skete. (Foto: Yegor Aleyev © Scanpix)

    Mindst ni personer meldes døde efter et angreb mod en russisk skole i byen Kasan. Der er ifølge beredskabsmyndighederne tale om en lærer og flere elever. Antallet af døde er ikke officielt bekræftet.

    Det oplyser de russiske nyhedsbureauer Interfax og RIA Novosti ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Foruden de dræbte er mindst fire blevet bragt til hospitalet, siger beredskabsmyndighederne til RIA

    Kasan er Ruslands femtestørste by, og den ligger cirka 800 kilometer øst for Moskva.

  • Kommuner vil have naboer genhuset, når rådne mink graves op

    Derfor opfordrer både Viborg og Holstebro kommuner Fødevarestyrelsen til at tilbyde at genhuse de borgere, som bor tættest på minkgravene i Nr. Felding og Kølvrå.

    - Vi mener, man bør overveje at tilbyde genhusning til naboerne i en tre-ugers periode, fordi det ikke er muligt at leve op til de almindelige krav om udsugning, siger miljøchef Torben Mølgaard fra Holstebro Kommune til DR Midt Vest.

    På det virtuelle borgermøde i aftes sagde Fødevarestyrelsens direktør Nikolaj Veje, "at hvis det bliver helt ulideligt, må vi tage det og løse det. Men vi forestiller os ikke, at det er hele byområder, der skal genhuses. Men vi må finde løsninger der, hvor det bliver nødvendigt."

  • Flere hundrede luftangreb i nat mod både Israel og Gaza

    I nat har der været omkring 200 raketangreb fra Gaza mod Israel, mens Israel har angrebet Gaza med cirka 150 luftangreb, siger Allan Sørensen - Mellemøst-korrespondent for Kristeligt Dagblad.

    Han siger, at sundhedsmyndighederne i Gaza melder om 22 døde, mens der er syv sårede her til morgen i en israelsk by ved grænsen til Gaza.

    - De fleste i det sydlige Israel har beskyttelsesrum i deres hus, mens det ser anderledes ud i Gaza, hvor der ikke er beskyttelsesrum.

    Allan Sørensen tror ikke, at hverken Israel eller Hamas trækker sig i konflikten, så der skal en diplomatisk løsning til.

    - Israel skal presses af USA, mens lande som Egypten og Qatar har indflydelse på Hamas, siger han.

  • For flot til at være sand? Folketinget diskuterer mærkning af retoucherede modelbilleder

    Glat hud, lange ben, skarpe kindben og sixpack.

    Det er typisk det syn, vi ser, når vi støder på reklamer med poserende modeller.

    Men som oftest er der snyd med i spillet, for billederne af de naturligt smukke kvinder og mænd har ofte været igennem en gang digital retouchering.

    Men kunne det være en idé at lave en mærkning, der kan sættes på de billeder, hvor der ikke er blevet snydt?

    Det skal Folketinget diskutere i dag.

    - Jeg blev inspireret af andre brancher, der har mærker, der hylder de sunde valg. For eksempel Ø-mærket og Svanemærket, siger Helene Baundgaard-Sørensen, der ophavskvinde til idéen.

    SF har stillet forslaget i Folketinget.

Mere fra dr.dk