Justitsministeriet klar med nye retningslinjer: Ministre og embedsmænd må ikke længere slette sms'er
En række sms'er er blevet slettet under Minksagen. Og det er en situation, som skal undgås i fremtiden.
Sådan lyder det fra Justitsministeriet, der har lavet nye foreløbige retningslinjer for opbevaring af sms'er.
Under Minkkommissionens arbejde kom det frem, at statsministeren og flere embedsmænd automatisk havde slettet beskeder fra deres telefoner. Det betød, at kommissionen ikke kunne få adgang til at se dem.
Men med de nye retningslinjer skal ministerierne sikre, at der løbende bliver taget kopier af arbejdsrelaterede sms'er på ministres, særlige rådgiveres og departementschefers mobiltelefoner.
De ansattes arbejdsrelaterede sms'er skal også stadig opbevares, hvis de skifter telefon eller fratræder deres stilling.