Kæmpe navn melder afbud til Tinderbox kort før tid

Publikum på den fynske festival Tinderbox har fået en lussing. Et af festens store hovednavne har nemlig meldt afbud på åbningsdagen.
Den britiske sanger George Ezra skulle have spillet fredag, men han er tvunget til at aflyse på grund af strubebetændelse. Det skriver han på Facebook.
- Jeg har fået en slem omgang strubebetændelse, og lægen har sagt, at jeg ikke må synge i 48 timer, lyder det fra sangeren, der er kendt for hits som 'Budapest', 'Shotgun' og 'Blame it on me'.
- Jeg hader at være nødt til at aflyse show, men desværre er det ude af mine hænder. Stort undskyld til alle, der planlagde at komme for at se mig og bandet.
Blandt festivalens andre udenlandske navne finder man kunstnere som Imagine Dragons, Muse og Stormzy.