Den kontroversielle rapper, der blev kendt under navnet Kanye West, men nu går under navnet Ye, bliver endnu engang suspenderet fra Twitter for at bryde med platformens regler.
Det sker, fordi han på det sociale medie har tilskyndet til vold, skriver Twitters ejer, Elon Musk, på Twitter.
- Jeg gjorde mit bedste. På trods af det har han igen brudt vores regler mod at opfodre til vold. Kontoen vil blive suspenderet, skriver Musk.
Det er ellers kun en måned siden, at Ye blev lukket tilbage på Twitter. Det skete mindre end en dag efter, at Elon Musk havde overtaget ledelsen.
Dengang var han blevet suspenderet for at være kommet med en række antisemitiske udmeldinger.