
Rumkapslen med materiale fra asteroiden Bennu er landet på Jorden og er intakt. Det oplyser Nasa.
Kapslen er landet i Utahs ørken med faldskærm efter at have fløjet med en fart på op til 44.500 kilometer i timen. Indtil videre går alt som planlagt.
I øjeblikket er folk fra Nasa ved kapslen for at undersøge den.
De måler blandt andet temperaturer, mængden af gasarter samt tilstanden på kapslen og har gjort det med gasmasker. Personalet har nu taget gasmaskerne af.
Kapslen skal derefter hentes i helikopter og undersøges.
Flyvningen har taget syv år og er den største prøve fra asteroider, der er ankommet til Jorden. Materialet kan være med til at give os svar på, hvordan Solsystemet og livet på Jorden opstod.