Kasakhstans tidligere spionchef mistænkes for forræderi
Situationen i Kasakhstan, der grænser op mod Rusland, er højspændt.
Torsdag ankom russiske styrker til landet, og i går gav præsident Kasym-Jomart Tokajev sikkerhedsstyrker ordre om at skyde uden advarsel i forbindelse med urolighederne.
I dag oplyser Det Nationale Sikkerhedsråd (KNB), at den tidligere chef for Kasakhstans nationale sikkerhedstjeneste er blevet anholdt for mistanke om højforræderi.
Karim Massimov, som den tidligere leder af sikkerhedstjenesten hedder, er anholdt sammen med et ukendt antal personer.
Massimov blev anholdt torsdag, efter at han var blevet afskediget fra posten.
Det fremgår ikke af erklæringen, hvad der konkret ligger til grund for mistanken.