Kate Moss afviser i retten beskyldning om, at Johnny Depp skulle have skubbet hende ned ad en trappe

Listen over kendisser, der tager plads i vidneskrænken i retssagen mellem Johnny Depp og ekskonen Amber Heard, fortsætter med at vokse.
I dag var supermodellen Kate Moss, der var kærester med Johnny Depp mellem 1994-1998, indkaldt som vidne, skriver The Guardian.
Via videolink afviste Kate Moss, at Johnny Depp skulle have skubbet hende ned ad en trappe under en rejse til Jamaica.
- Han (Johnny Depp, red.) har aldrig skubbet, sparket eller kastet mig ned ad en trappe, nej, sagde hun om påstanden og tilføjede, at hun gled ned ad trappen og slog ryggen, og at Johnny Depp hjalp hende tilbage på værelset og skaffede lægehjælp.
Kate Moss var indkaldt som vidne, da Amber Heard i retten havde påstået, at Johnny Depp netop skulle have været skyld i Kate Moss' ulykke.
Der træffes efter planen afgørelse i retssagen på fredag.