Kirkeminister vil undersøge anklage om overgreb i Københavns domkirke
Ifølge Berlingske har en ansat i Københavns domkirke krænket et barn, men beholdt sit job. Kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) siger nu til mediet, at hun vil undersøge sagen nærmere.
Til Berlingske har en mand fortalt, at da han var mellem 12 og 14 år, blev han krænket seksuelt af en ansat i kirken. Den formodede krænker har ifølge avisen ledelsesansvar for flere kolleger.
Domkirken fik kendskab til sagen i 2014, hvor den blev politianmeldt. Den blev dog henlagt på grund af de daværende regler om forældelse.
- Den adfærd, der er beskrevet i artiklen, er uforenelig med at arbejde i folkekirken eller andre steder. Det kan ikke siges tydeligt nok, siger Ane Halsboe-Jørgensen til Berlingske.
Overgrebene skulle have fundet sted i 1990'erne.
I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at manden har fortalt, at han som barn blev krænket seksuelt i kirken. Det er ikke korrekt. Manden fortæller derimod, at han blev krænket af en ansat i kirken.