Seneste Nyt

Kirkeministeren har bedt sundhedsmyndighederne se på, om retningslinjerne for gudstjenester er gode nok

Flere tusinde af folkekirkens ansatte som præster, kirketjenere og korsangere er bekymret for den hastige stigning i coronasmitten og vil aflyse gudstjenesterne.

Det vil dog ikke ske fra kirkeministerens side.

Joy Mogensen (S) forstår dog godt bekymringen og har derfor bedt sundhedsmyndighederne om at se på, om retningslinjerne er gode nok.

- Jeg kan godt forstå, at folk er bekymrede, for der er en risiko hver eneste gang, vi forsamles. Derfor har jeg bedt myndighederne om at give vejledningerne et ekstra tjek.

- Jeg plejer at gå i kirke og vil savne det, men jeg skal være sammen med en i risikozonen, så det bliver en anden måde, jeg skal søge juleevangeliet i år, siger hun til Ritzau.

Nyheder

  1. Seks unge mænd anholdt og sigtet for drabsforsøg

    Københavns Politi har i dag anholdt seks unge mænd, som sigtes for drabsforsøg.

    Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

    Drabsforsøget fandt sted i et supermarked på Nørrebrogade den 27. januar.

    Ved overfaldet blev en 22-årig mand stukket med kniv og var efterfølgende i livsfare. En af de anholdte sigtes desuden for et andet drabsforsøg, da et vidne til overfaldet også blev stukket og ligeledes var i livsfare.

    Politiet mener, at knivstikkeriet er en del af at opgør mellem to grupperinger.

    De anholdte er mellem 16 og 20 år, og fire af dem sad i forvejen varetægtsfængslet for andre sager med relation til stridighederne.

  2. Etiopien fjerner oprørsgruppe fra terrorliste i håb om en fredsløsning

    Siden november 2020 har regeringen i Etiopien været i krig med oprørsstyrken Tigrayfolkets Befrielsesfront (TPLF).

    Men nu har parlamentet i landet besluttet at fjerne TPLF fra en terrorliste i et forsøg på at slutte varig fred med oprørerne. Det oplyser parlamentet ifølge Ritzau på Facebook.

    - Det blev bemærket under debatten om forslaget, at man må fjerne beskrivelsen af TPLF som terroristgruppe, hvis man skal opretholde fredsaftalen mellem regeringen og TPLF, lyder det fra parlamentet.

    I november sidste år indgik parterne en våbenhvile, som har sikret fred lige siden, og håbet er nu, at dagens beslutning vil styrke fredsaftalen.

    Krigen brød ud i første omgang, fordi regeringsstyrker tilbage i 2020 angreb den bjergrige Tigray-region, hvor TPLF havde magten. Det lykkedes at indtage de fleste byer, men i juni 2021 havde oprørsgruppen genvundet det meste af regionen.

  3. Skal du plukke ramsløg? Fødevarestyrelsen advarer mod 'giftig fætter'

    Det er kun planten til højre, som du skal tage med hjem og putte i maden. (© Fødevarestyrelsen)

    En af den danske naturs allermest eftertragtede urter begynder lige så langsomt at dukke op i skovbunden.

    Men skal du ud at samle ramsløg, skal du være opmærksom, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

    Ofte side om side med ramsløgene vokser nemlig den næsten identiske liljekonval, som kan give alvorlige forgiftninger.

    Sidste år fik Giftlinjen en håndfuld opkald fra danskere, som havde symptomer på forgiftning efter forveksling,

    Især før liljekonvallen har sat sine hvide, klokkeformede blomster, som er nemme at skelne fra ramsløgens stjerneformede blomst, er der stor risiko for forveksling.

    For man kan nemt komme til at tage fejl af de grønne, aflange blade, som ligner hinanden, lyder det i pressemeddelelsen.

    Vil man være sikker på, at man kommer den rette plante i maden, kan man nulre bladene, Ramsløg har en kraftig hvidløgsagtig duft, mens liljekonval ingen har.

  4. Strejkende skraldemænd har opløst blokade

    Onsdag morgen var indgangen til Amager Bakke – tidligere kendt som Amagerforbrændingen – blokeret af omkring 550 strejkende skraldemænd.

    Men godt tre timer efter blokaden begyndte, er den nu blevet opløst, skriver Ritzau.

    Strejken skyldes en strid mellem skraldemændene og Amager Ressource Center (ARC) om arbejdstider. Lige nu er skraldemændene ansat af forskellige private skraldefirmaer, men fra 1. maj vil de i stedet være ansat af ARC.

    ARC har onsdag været i kontakt med politiet for at få blokaden brudt, og politiet har også været til stede og opfordret til at opløse blokaden, oplyser Ritzau. Selv om blokaden er opløst fortsætter arbejdsnedlæggelsen.

  5. Mand får otte års fængsel for mere end 160 tilfælde af seksuelle overgreb på børn og unge

    En mand i 50'erne er blevet idømt 8 års fængsel i Retten i Odense for mellem 2013 og 2020 at have begået overgreb på børn, han mødte på internettet.

    Det skriver Ritzau.

    På sociale medier og diverse chatfora groomede han børnene, og han var tiltalt for mere end 160 forhold om seksuelle overgreb. Han er også dømt for besiddelse af børneporno.

    Foruden fængselsdommen er han idømt et kontaktforbud, skriver Ritzau.

    Politiet fik mistanke om, at manden havde børneporno derhjemme og ransagede hans hjem.

    Her opdagede man, at manden ikke kun besad børneporno, men også selv havde været med til at producere det. Der blev sikret mere end 54.000 videoer i sagen.

    Manden valgte med det samme at anke dommen til landsretten. Da han allerede er varetægtsfængslet i sagen, er den forlænget, indtil sagen bliver behandlet i landsretten.

  6. Regeringen afsætte 43 millioner til ugeaviser

    Regeringen vil give økonomisk støtte til ugeaviser og distriktaviser på den kommende finanslov.

    Det siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til Avisen Danmark.

    - Det er vigtigt, at der findes lokalmedier i hele Danmark. De er med til at binde Danmark sammen og skabe et fællesskab om de vigtige historier fra dagligdagen i Danmark, siger Engel-Schmidt til mediet, siger han.

    I alt vil regeringen afsætte en pulje på 43 millioner, skriver Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen på Twitter.

    - Lokale ugeaviser og distriktsaviser har længe været under stort økonomisk pres. Nu kommer regeringenfinansloven for 2023 med en tiltrængt pulje på 43 millioner kroner, der skal understøtte avisernes betydning for oplysning og demokrati.

    Hvilke ugeaviser som får del i pengene er ikke afklaret, skriver Avisen Danmark.

    Regeringen forventes at præsentere hele sit forslag til finansloven torsdag.

  7. Lufthavnen i den syriske by Aleppo er ude af drift efter luftangreb

    Tidligt i morges lokal tid har et israelsk luftangreb ramt ned tæt ved lufthavnen i den syriske by Aleppo.

    Det har betydet, at lufthavnen nu er ude af drift, fortæller lederen af Syriens civile lufthavnstjeneste til lokale medier, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Israel har i flere år gennemført angreb i Syrien på mål, som israelerne mener er forbundet med Iran. Onsdagens angreb ved lufthavnen i Aleppo er det tredje på bare seks måneder

    Lufthavnstrafikken til Aleppo er i stedet blevet omdirigeret til hovedstaden Damaskus og byen Latakia.

    Der er ikke meldinger om dræbte eller sårede efter luftangrebet.

  8. For tredje dag i træk strejker over 500 skraldemænd: Blokerer forbrændingsanlæg

    Talsperson Michael Johansen for City Container, som er et af de firmaer, der strejker. (Foto: © Stine Schmidt Jørgensen / DR)

    550 københavnske skraldemænd var i dag samlet til strejker i protest mod forhandlingerne med det kommunalt ejede Amager Ressourcecenter (ARC).

    Lige nu er skraldemændene ansat af forskellige private skraldefirmaer, men fra 1. maj vil de i stedet være ansat af ARC.

    Det er deres fremtidige arbejdstider, som skraldemændene strejker over. For i dag har skraldemændene senest fri ved 16-17-tiden, men med den nye kontrakt vil nogle i stedet have fri klokken 20.

    Michael Johansen er talsperson for skraldemændene i City Container, som er et af de fire skraldefirmaer, der strejker.

    - Vi er utilfredse med, at ARC ikke vil forhandle en arbejdstidsaftale med os. De har svigtet os igennem to år nu, hvor vi har prøvet at få lavet en aftale. Så sent som i torsdags svigtede de aftalen igen, selvom vi troede, at vi havde en aftale med dem, siger han.

    Amager Ressourcecenter svarer i et skriftligt svar, at de gerne vil i dialog med skraldemændene, men ikke så længe at de strejker og blokerer forbrændingsanlægget ulovligt.

    Beboere i København, Tårnby, Dragør og på Frederiksberg vil lige nu opleve fyldte skraldecontainere på grund af strejken.

  9. Klimabevægelse vil have Lynetteholm sat på pause

    Stendæmningen ved Lynetteholm i Københavns Havn. Den lange stendæmning skal på sigt udgøre en vigtig del af den kommende Stormflodssikring af København. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

    Klimabevægelsen i Danmark har i dag søgt om at opnå "opsættende virkning" i sagen om den kunstige halvø Lynetteholm.

    Det betyder med andre ord, at de vil have byggeriet sat på pause så længe, der er en retssag.

    I 2021 sagsøgte Klimabevægelsen staten for blandt andet ikke at have undersøgt de miljømæssige konsekvenser af Lynetteholm godt nok. Men der kan gå år, før der falder dom.

    De seneste uger har flere forskere udtrykt bekymring for, hvad Lynetteholm kommer til at betyde for saltgennemstrømingen fra Øresund til Østersøen, og hvordan det påvirker dyre- og plantelivet i havet.

    - Vi bliver nødt til at sætte foden ned og få byggeriet sat på pause. Man kan ikke gennemføre det her, før vi kender konsekvenserne, siger Frederik Roland Sandby, der er sekretariatsleder i Klimabevægelsen i Danmark.

    By & Havn, der er bygherre og står for anlægget af Lynetteholm, ønsker ikke at udtale sig, men henviser til Transportministeriet, hvor anlægsloven om Lynetteholm hører hjemme.

    Transportminister Thomas Danielsen (V) vil ikke kommentere retssagen, men skriver i en mail til DR, at det er vigtigt, at der er mulighed for at få prøvet anlægsloven ved domstolene, og at han ser frem til rettens afgørelse.

  10. Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn: Vi afviser ikke at sende kampfly til Ukraine

    - Der er ingenting, vi afviser. Vi ønsker at hjælpe til med alt, hvad vi kan.

    Sådan lyder meldingen fra Michael Aastrup Jensen (V), formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.

    Sammen med seks andre medlemmer af nævnet er han lige nu i den ukrainske hovedstad, Kyiv.

    - Hvis vi kan hjælpe til med nogle F-16-kampfly, og det kan lade sig gøre inden for det danske forsvar, så er vi absolut ikke afvisende over for det, siger han til DR.

    Hør Michael Aastrup Jensen svare på spørgsmål fra DR's reporter i videoen:

    Inger Støjberg (DD) er også med på turen, og hun afviser heller ikke muligheden for, at der kan blive sendt danske kampfly til Ukraine.

    - Fra Danmarksdemokraternes side kommer vi ikke til at stå i vejen for nogen former for støtte, men det skal selvfølgelig give mening. Og det er så der, hvor blandt andet militæreksperter skal hjælpe os med at træffe de beslutninger, siger hun til DR.

    Præsident Zelenskyj har talrige gange bedt de vestlige lande om kampfly, men flere lande - herunder Danmark - har været tilbageholdende.

    I torsdags meddelte Polen imidlertid, at man sender fire MiG-29-kampfly til nabolandet, og dagen efter godkendte den slovakiske regering en plan om at sende 13 kampfly til landet.

  11. Gwyneth Paltrow i retten: Sagsøgt for 300.000 dollar efter skiulykke

    Sagen mellem Gwyneth Paltrow og Terry Sanderson. forventes at vare lidt over en uge. (Foto: © Rick Bowmer, Ritzau Scanpix)

    Retten i Utah har taget hul på sagen mellem den verdensberømte skuespiller Gwyneth Paltrow og en pensioneret optiker ved navn Terry Sanderson.

    Striden handler om han en skiulykke tilbage i 2016, skriver The Guardian.

    Paltrow er beskyldt for på ski at ramme den 76-årige mand og efterfølgende have efterladt ham på skibakken med alvorlige skader.

    Ifølge Sandersons advokater skulle verdensstjernen have kørt hensynsløst. Ifølge dem betød sammenstødet, at Sanderson fik en hjerneskade, fire brækkede ribben og andre alvorlige skader. Han sagsøger Paltrow for 300.000 dollar (cirka 2 millioner kroner).

    Skuespillerindens advokater har kaldt beskyldningerne for "noget værre vrøvl".

  12. Argentinsk fodboldboss melder om galskab før verdensmestres testkamp

    Der er stor interesse for de argentinske verdensmestres næste fodboldlandskamp.

    Rigtig stor endda.

    Ifølge nyhedsbureauet AFP har mere end 1,5 millioner argentinske fans ansøgt om billet til Argentinas første hjemmekamp som verdensmester, der spilles natten til fredag dansk tid mod Panama.

    De fodboldglade fans måtte kæmpe om 63.000 tilgængelige billetter, da 20.000 af dem allerede var gået til inviterede personer.

    Præsidenten for Argentinas Fodboldforbund (AFA), Claudia Tapia, fortæller, at forbundet også har modtaget mere end 130.000 anmodninger om medieakkrediteringer, men at man kun har kapacitet til at huse 344 journalister.

    - Vi ville elske at kunne rumme alle, men vi ville have brug for to stadioner bare til journalisterne. Galskaben for Argentina er total, siger Claudia Tapia.

    De argentinske fodboldfans, der ikke kan komme ind og se kampen på stadion, kan glæde sig over at kunne se den i fjernsynet. Den argentinske regering har nemlig besluttet, at kampen skal kunne ses gratis for alle.

  13. Transportminister er ikke i tvivl om, at kørselsafgifter kommer til Danmark

    Skal det være dyrere at trille afsted i sin bil i København end i Vestjylland?

    I løbet af i år sættes der gang i et forsøg, hvor 2.200 danske bilister skal afprøve, hvordan det ville fungere, hvis der blev indført kørselsafgifter - også kaldet roadpricing - når man sætter sig bag rattet i sin bil.

    Og idéen med kørselsafgifter er ikke nogen dårlig idé, mener transportminister Thomas Danielsen (V). For allerede i 2025 begynder en kilometerbetaling for lastbiler.

    - Jeg er ikke i tvivl om, at vi også kommer til at indføre roadpricing for persontransporten på sigt. Det vil være hensigtsmæssigt og klogt, og det er min klare ambition, siger han til Jyllands-Posten.

    Ifølge Jyllands-Posten er ideen bag kørselsafgifter, at det skal kobles sammen med hele afgiftssystemet, så en bil bliver billigere at købe, men til gengæld dyrere at bruge – alt efter om det sker i byen eller på landet.

    - Vi skal gøre det billigt at køre ude på landet, hvor der er langt mellem husene, hvor man ofte har brug for to biler, og hvor der ikke er meget kollektiv trafik – og dyrt inde i byerne, hvor der er trængsel og meget kollektiv trafik, siger ministeren til Jyllands-Posten.

    Thomas Danielsen understreger, at den nuværende regering ikke har aktuelle planer om at indføre afgifterne. Men kommende regeringer kan ikke komme udenom det, mener han.

  14. Inflationen falder en smule på grund af lavere gaspriser

    Inflationen i Danmark faldt en lille smule i februar, hvor den blev opgjort til at være 8,3 procent sammenlignet med samme måned sidste år.

    Det viser et EU-harmoniseret forbrugerprisindeks, som Danmarks Statistik har offentliggjort.

    Det er særligt faldende gaspriser, som giver det lille fald. I januar blev inflationstallet opgjort til at være 8,4 procent.

    Og det er også for tidligt at få armene i vejret, forklarer Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank.

    - Vi har endnu til gode at se det underliggende prispres aftage, skriver han i en kommentar ifølge Ritzau.

    - Den skyhøje inflation har ramt danskernes privatøkonomi hårdt og gjort dagligdagen væsentligt dyrere.

  15. Danske politikere er ankommet til Kyiv

    Medlemmer af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn er ankommet til den ukrainske hovedstad, Kyiv.

    Her skal de efter planen mødes med en række ukrainske parlamentarikere samt den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba.

    Medlemmerne af nævnet, som blandt andet tæller Michael Aastrup Jensen (V), Henrik Dahl (LA) og Inger Støjberg (DD), skal også besøge byen Irpin i udkanten af Kyiv, der blev hårdt ramt, da russiske styrker sidste år forsøgte at indtage den ukrainske hovedstad.

    Dagens besøg handler om at blive klogere på, hvordan Danmark konkret kan hjælpe til i Ukraine, siger Michael Aastrup Jensen, formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.

    - Vi er fuldstændigt enige i Folketinget om at hjælpe alt, hvad vi overhovedet kan. Derfor håber jeg, at vi kan gå i detaljer om, hvad det er, der er brug for i næste fase i den offensiv, som Ukraine forhåbentligt snart kan igangsætte.

    Hør DR-korrespondent Anna Gaarslev fortælle om dagens besøg i Kyiv her:

    Opdateret med video samt citat fra Michael Aastrup Jensen

  16. Dansk Industri bakker op om et farvel til uddannelsesparathedsvurderingen

    Der er ros fra Dansk Industri (DI) til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) for hans planer om at droppe uddannelsesparathedsvurderingen.

    For vurderingen har ikke fungeret hensigtsmæssigt, mener DI's underdirektør for forskning og videregående uddannelser, Mikkel Haarder.

    - Skoler og kommuner har brugt mange ressourcer på uddannelsesparathedsvurderingen, men for mange elever har ikke oplevet, at en negativ vurdering har ført til nogen hjælp, siger han.

    Hos Dansk Industri mener man, at opgaven med at gøre elever klar til videre uddannelse kan klares uden vurderingen.

    - Det vil selvfølgeligt være nødvendigt, at kommuner og skoler fremover er opmærksomme på at identificere - og ikke mindst hjælpe - de elever, som har behov for en særlig indsats, siger Mikkel Haarder.

  17. Endnu en ukrainsk løve evakueret til Danmark

    Løven Molly er netop kommet til Knuthenborg Safaripark på Lolland, efter hun blev evakueret fra det østlige Ukraine. (Foto: © Knutheborg Safaripark, Knutheborg Safaripark)

    Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg Safaripark har netop hentet endnu en ukrainsk løve til Danmark.

    Den nye hunløve, der er tre år gammel og kaldes Molly, stammer fra en zoologisk have i det østlige Ukraine. Herfra blev hun sidste år evakueret til Poznan Zoo i Polen, der har fungeret som mellemstation.

    Og Molly har det godt, fortæller direktør i Knuthenborg Safaripark, Christoffer Knuth.

    - Vi har lavet et sundhedstjek på hende, og vi kan se, at hun har et fint helbred med masser af gode år endnu. Derfor er vi helt trygge ved at skulle introducere hende til de to andre løver, der allerede er faldet godt til. Sammen udgør de en rigtig fin begyndende løveflok, siger han.

    Kort før jul sidste år kom tre løver fra Ukraine til Knuthenborg. Den ene af dem er dog siden blevet aflivet, fordi den havde misdannelser på ryggen.

  18. Tre personer døde efter russisk droneangreb i Ukraine

    Ifølge lokale myndigheder har tre mennesker mistet livet i Kyiv-regionen efter et russisk droneangreb. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    På Telegram oplyser den regionale militære administration, at et "civilt objekt" er blevet beskadiget, og at redningsarbejderne stadig arbejder på stedet.

    Ifølge mediet Kyiv Independent har det ukrainske militær nedskudt 16 ud af 21 iransk-fremstillede droner, der angreb i løbet af natten.

  19. New Zealand bruger millioner på at hjælpe teenagere med knuste hjerter

    Intet føles bedre end en stormende forelskelse – og næsten intet er værre end et knust hjerte oven på et breakup. Særligt ikke hvis man er teenager.

    Derfor er den newzealandske regering nu klar med støtte og har lanceret kampagnen 'Love Better', der skal komme hjerteknuste teenagere til undsætning.

    Kampagnen omfatter både videoer med unge, der fortæller om brud, artikler, podcasts og andet indhold til sociale medier.

    - Dette er ikke en tilgang, der er blevet afprøvet af nogen anden regering i verden, fortæller den assisterende minister for social udvikling, Priyanca Radhakrishnan til The Guardian.

    Kampagnen vil koste cirka 27,5 millioner kroner ifølge The Guardian.

  20. Djokovic fortryder ikke vaccine-nej trods nægtet adgang til turneringer i USA

    Selvom Novak Djokovic ikke længere er nummer ét på verdensranglisten, fortryder han intet. (Foto: © KAMRAN JEBREILI, Associated Press)

    Tennisstjernen Novak Djokovic kommer ikke til at fatte ketsjeren og spille med om titlen i den store turnering Miami Open, der begynder i denne uge.

    Serberen var heller ikke med til sidste uges amerikanske turnering Indian Wells.

    Afbuddene til begge turneringer skyldes, at Novak Djokovic ikke er vaccineret mod coronavirus og derfor ikke kan rejse ind i USA.

    Serberen fortryder dog intet.

    - Jeg har lært igennem livet, at fortrydelser kun holder dig tilbage og dybest set får dig til at leve i fortiden, siger Novak Djokovic ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Den serbiske tennisstjerne Djokovic mistede mandag sin førsteplads på herrernes verdensranglisten til spanske Carlos Alcaraz, der vandt Indian Wells.

    Det kunne han med al sandsynlighed have undgået, hvis han havde ladet sig vaccinere. Alligevel anerkender han, at spanieren nu er verdens nummer ét.

    - Jeg vil lykønske Alcaraz. Han fortjener absolut at være tilbage på førstepladsen, siger Novak Djokovic.

  21. Danske Skoleelever er glade for, at parathedsvurdering skrottes

    Hos organisationen Danske Skoleelever er man glade for, at børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er klar til at droppe den omstridte uddannelsesparathedsvurdering.

    - Det har skabt et ekstra pres oven i det pres, vi unge allerede oplever i vores uddannelsessystem, siger formand for Danske Skoleelever, Marie Holt Hermansen.

    - Det gør, at vi også går rundt og er bekymrede for, om vi nu socialt og personligt er gode nok mennesker til at få lov til at kunne komme videre på den uddannelse, vi drømmer om at gå på, siger hun.

  22. Kinas præsident har forladt Rusland efter besøg

    • Vladimir Putin og Xi Jinping skåler ved en reception i Moskva. (Foto: © Pavel Byrkin, Ritzau Scanpix)
    • Her ses de to præsidenter i går aftes dansk tid efter en middag i Moskva. (Foto: © GRIGORY SYSOYEV, Associated Press)
    1 / 2

    Kinas præsident, Xi Jinping, har sagt farvel og tak for nu til sin russiske kollega Vladimir Putin og er rejst tilbage til sit hjemland.

    Samtalen mellem de to præsidenter har ifølge Putin været både "åbne og venlige" og "vellykkede og konstruktive". De to ledere brugte også statsbesøget på at underskrive en række dokumenter om et "strategisk samarbejde", sagde præsident Putin ifølge The Guardian på en fælles pressekonference.

    Her understregede Putin også, at Kinas bud på en løsning på krigen i Ukraine kunne være grundlaget for en fredelig løsning - når Vesten er klar til det.

    USA ser dog med andre øjne på den idé, siger talsperson i Det Hvide Hus, John Kirby.

    - Jeg tror ikke, man med rimelighed kan se på Kina som upartisk på nogen måde.

    Han henviser til, at Kina har afholdt sig fra at kritisere Ruslands invasion af Ukraine og slet ikke kalder det for en krig.

  23. Sri Lanka har fået første store pose penge fra valutafond

    Sri Lanka er i økonomisk krise og har modtaget den første portion penge fra et økonomisk redningsprogram fra Den Internationale Valutafond (IMF).

    Det oplyser landets præsident, Ranil Wickremesinghe, til parlamentet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Landet har modtaget 330 millioner dollar (2,28 milliarder kroner) ud af i alt tre milliarder dollar.

    - Dette sætter scenen for, at Sri Lanka får en bedre finanspolitisk disciplin og forbedret regeringsførelse, siger præsidenten.

    Landet har ifølge Reuters en statsgæld på omkring 84 milliarder dollar og står i en af de værste økonomiske kriser i flere årtier.

    Det er 17. gang, at Sri Lanka modtager en økonomisk hjælp fra IMF og tredje gang, siden borgerkrigen i landet sluttede i 2009. Den årelange krig begyndte tilbage i 1983.

  24. Onsdag giver endnu en grå dag med regn

    Skal du se andet end grå skyer i dag, skal du befinde dig i Nordjylland sidst på eftermiddagen. Foto: Viggo Hjort Kohberg.

    Der er fortsat mere brug for regnjakker end solbriller, og onsdag kan minde om en genudsendelse af tirsdagens vejrudsigt.

    En front har i løbet af nattetimerne nærmet sig fra vest, og den er ved at trække ind over Jylland og vil resten af dagen fortsætte mod vest.

    De steder, hvor der vil falde mest regn, er estimatet omkring 5-6 millimeter, og ellers vil de fleste få et par millimeter.

    Det forbliver overskyet i hele landet, kun Nordjylland kan måske få lidt sol sidst på dagen, når regnvejret er trukket forbi.

    Temperaturen ligger højt fra morgenstunden - mange steder over otte grader. Senere kan vi nå 10 grader.

    Vinden er taget til i styrke og blæser med jævn til hård fra sydvest.

  25. Taiwan er forberedt på kinesiske tiltag, mens præsidenten er bortrejst

    I næste uge rejser præsidenten for Taiwan, Tsai Ing-wen, udenlands til Mellemamerika med planlagt stop i USA.

    Og der er planer klar, hvis Kina skulle prøve på noget, mens præsidenten er bortrejst, skriver Ritzau.

    Ifølge viceforsvarsminister, Po Horng-huei, er Taiwans væbnede styrker forberedt på flere forskellige scenarier.

    - Under præsidentens oversøiske besøg har forsvarsministeriet beredskabsplaner for alle skridt fra Kina klar.

    Kina afholder jævnligt militære øvelser omkring Taiwan og har fordømt Tsais stop i USA. I Vesten frygtes det fra flere sider, at Kina forbereder en invasion.

    Tsai Ing-wen har planlagt stop i New York og Los Angeles. Her er det forventet, at hun skal mødes med formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Kevin McCarthy, som bekræftede mødet i marts. Det taiwanske præsidentkontor har endnu ikke bekræftet mødet.

  26. En person har mistet livet under brand i Valby

    Natten til onsdag er en person død i forbindelse med en brand i en etagebygning i Valby.

    Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.

    Ifølge politiet tyder de første undersøgelser på, at vedkommende har røget i en sofa og herefter faldet i søvn.

    Det har ikke været nødvendigt at evakuere andre beboere i ejendommen, oplyser politiet, som i løbet af dagen i dag skal foretage yderligere undersøgelser.

    - Vi arbejder på underretning af pårørende og en endelig identifikation, siger Martin Kajberg, der er vagtchef hos Københavns Politi.

  27. FN: Tre gange større investering nødvendig, hvis rent vand skal sikres

    Hvis verden skal nå 2030-målet om rent vand, vil det kræve en tre gange så stor investering som i dag.

    Sådan lyder det fra FN, inden der senere i dag afholdes FN-topmøde om vandressourcer, skriver Ritzau.

    Op til mødet har FN udgivet en rapport, der slår fast, at det altså vil kræve væsentligt større investeringer end i dag for at nå verdensmålet om adgang til rent vand for alle i 2030.

    Rent vand og sanitet er blandt de 17 verdensmål, som FN lancerede i 2015.

    Ifølge de seneste tal fra 2020 har to milliarder mennesker ikke adgang til drikkevand, der håndteres på sikker vis.

  28. Den Internationale Valutafond og Ukraine enige om lånepakke

    Over de næste fire år agter Den Internationale Valutafond (IMF) at udbetale cirka 15,6 milliarder dollar til at genoprette Ukraines økonomi.

    Det er IMF og de ukrainske myndigheder blevet enige om, skriver IMF i en pressemeddelelse.

    Beløbet svarer til cirka 108 milliarder kroner, og aftalen er kommet i hus efter anmodning om hjælp fra ukrainsk side.

    - Ud over de forfærdelige humanitære omkostninger, fortsætter Ruslands invasion af Ukraine med at have en ødelæggende indvirkning på økonomien, udtaler IMF-leder Gavin Gray i pressemeddelelsen.

    Aftalen skal, før den kan implementeres, formelt godkendes af IMF's direktion og forventes behandlet i de kommende uger.

  29. Mindst 9 personer er døde efter jordskælv i Afghanistan

    Et jordskælv med en styrke på 6,5 har i dag rystet store dele af Pakistan og Afghanistan.

    Mindst ni personer er døde som følge af kollapsede tage, oplyser en talsperson for Pakistans akutberedskab Bilal Faizi, ifølge nyhedsbureauet AP.

    Snesevis af andre blev såret.

    Jordskælvets epicenter var Hindu Kush-bjergkæden i Afghanistan og kunne altså mærkes i Pakistan og flere andre steder uden for landets grænser.

    Det har udløst jordskred i nogle af de bjergrige områder og forstyrret trafikken.

  30. Grækenlands premierminister: Der bliver med sikkerhed valg i maj

    Grækerne skal til stemmeurnerne i maj.

    Det har Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, sagt i et tv-interview her til aften, beretter Reuters.

    - Jeg kan sige med sikkerhed, at valget bliver afholdt i maj.

    Meldingen kommer tre uger efter en togulykke, der kostede 57 mennesker livet og førte til protester i hele landet og en tilbagetræden fra landets transportminister.

    Mitsotakis siger, at han ikke overvejer at træde tilbage.

    - Jeg sigter mod at vinde valg igen, og det tror jeg på, at vi til sidst vil lykkes med, siger han ifølge Reuters.

    Den konservative regerings fireårige periode udløber til juli.

  31. Uganda indfører strammere lovgivning mod LGBT+-personer

    LGBT+-personer lever i forvejen under strenge love i Uganda, og fremover bliver blandt andet homoseksualitet endnu mere kriminaliseret i det afrikanske land.

    Ugandas parlament har vedtaget en lov, som gør "et bredere spektrum af LGBT+-aktiviteter strafbare", herunder "forsøg på homoseksualitet". De seneste cirka ti år har sex mellem personer af samme køn været strafbart med livsvarigt fængsel i Uganda.

    Loven blev vedtaget med støtte fra næsten alle de 389 folkevalgte, som var til stede under afstemningen.

    Over 30 afrikanske lande har forbud mod homoseksuelle relationer. Den nye lov i Uganda synes at være den første, som gør det ulovligt blot at tilkendegive, at man er homoseksuel, skriver Human Rights Watch ifølge Reuters.

  32. Over 530 dræbt i Haiti siden nytår

    Vold og anarki eskalerer fortsat i det caribiske land Haiti, der er præget af en usikkerhed, der aldrig er set mage, konkluderer FN i en ny rapport.

    Over 530 er ifølge verdensfredsorganisationen blevet dræbt i landet siden nytår. Mindst 187 af dem mistede livet i løbet af ti dage i opgør mellem kriminelle bander fra 27. februar til 9. marts, skriver Ritzau.

    Situationen i Haiti, hvor bandekrig raser, mens befolkningen lever med sult og sygdom, bekymrer FN.

    - Situationen er allermest alarmerende for børn, som ofte bliver udsat for alle former for væbnet vold, blandt andet tvangsrekruttering og seksuelle overgreb, rapporterer FN's kontor i Haiti.

    Læger uden Grænser har fortalt om den eskalerede situation i landet, hvor mange civile er fanget i deres hjem, fordi der er risiko for at blive ramt af skud, når de går på gaden.

  33. Gidsel giver barndomsklub prygl i europæisk knockoutrunde

    Skjern Håndbolds europæiske togt lakker tilsyneladende mod enden. Og det kan klubben blandt andet takke en af sine mest berømte sønner for.

    Mathias Gidsel var nemlig som vanligt en afgørende figur på det Füchse Berlin-hold, der vandt 28-23 i den første af to ottendedelsfinaler i EHF European League.

    VM-stjernens hjemkomst til barndomsbyen havde trukket det halve Skjern af huse, og i en udsolgt arena strittede hjemmeholdet i lange perioder godt imod.

    Da Rene Rasmussen udlignede ti minutter før tid til 22-22, kom tilskuerne op af sæderne i den vestjyske håndboldby.

    Men det var også sidste gang, Skjern havde færten af en overraskelse. Den østrigske fløjveteran, Robert Weber, var i Hans Lindbergs fravær en stærk afslutter for berlinerne, som derefter lavede seks mål på stribe.

    Gidsel scorede syv gange på ni forsøg for Füchse Berlin, der altså har et komfortabelt forspring med til returkampen.

    Bedre gik det for ottendedelsfinalernes anden danske deltager, Skanderborg Aarhus, der på udebane i Spanien slog Granollers med 34-32.

    Begge returopgør spilles tirsdag i næste uge. De samlede vindere avancerer til kvartfinalerne.

    /ritzau/

Mere fra dr.dk