Folketinget har lige sløjfet store bededag, men hvis det står til Dansk Folkeparti i København, skal kommunens ansatte stadig kunne holde fri, dagen efter de har fyldt sig med varme hveder.
I aften skal politikerne på Københavns Rådhus tage stilling til forslaget om at undersøge, hvilke muligheder kommunen har for at indføre en lokal fridag i stedet for helligdagen.
Men nu lyder det fra Kommunernes Landsforening, at dén beslutning ligger uden for kommunernes råderum.
Det skræmmer dog ikke Finn Rudaizky fra Dansk Folkeparti. Han holder fast i, at kommunen har ret til som minimum at undersøge, hvilke muligheder der er - og derfor er det ikke spildt, at det skal diskuteres i aften.
- Hvis Københavns Kommune kan finansiere det, har de lov til at give de ansatte en fridag. Det kræver bare en aftale mellem arbejdstager og arbejdsgiver, siger han.