Københavns Overborgmester: Milliardregning for Lynetteholm skal sendes til Christiansborg
Byggeriet af den kunstige halvø Lynetteholm er godt i gang i Øresund ud for Københavns Havn. Når halvøen er færdig, skal der efter planen bygges ejendomme til 35.000 beboere og lige så mange arbejdspladser.
Samtidig skal der opføres metro og en ny ringvej rundt om København.
Da Lynetteholm blev præsenteret i 2018, blev metro og ringvejen fremhævet som selvfinansierende - da salg af byggegrunde og ejendomme ville kunne betale for begge dele.
Men to professorer i transportøkonomi konkluderer, at der formentlig er udsigt til en milliardregning til netop skatteborgerne, hvis de planer skal blive til virkelighed.
Spørger man Københavns Overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, skal regningen sendes til Christiansborg.
- Selvfølgelig er en statsvej også et anliggende for en statslig medfinansiering eller finansiering.
Ifølge Mogens Fosgerau, der er professor i transportøkonomi ved Københavns Universitet, mangler der mindst fem milliarder kroner til ringvej og metro til den kunstige halvø.