Seneste nyt

Kofod efterlyser konsekvent handling mod Polen

Overblik

  1. 19. okt kl. 19:34
    Kofod efterlyser konsekvent handling mod Polen

    Det er lidt af en armlægning, der i øjeblikket foregår mellem Polen og EU.

    Derfor er der behov for, at EU-Kommissionen skrider til konsekvent handling. Sådan lyder det fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S), der i dag har diskuteret retsstatsprincipper med sine EU-kolleger i Luxembourg.

    Polens øverste domstol, forfatningsdomstolen, afgjorde for nylig, at EU-lov ikke altid står over den polske lovgivning. Men det stemmer ikke overens med EU's traktater.

    - Dommen sætter spørgsmålstegn ved nogle helt fundamentale principper for EU-samarbejdet og skaber tvivl om domstolenes uafhængighed, siger udenrigsministeren til Ritzau.

    Han tilføjer, at det ikke giver meget mening at tale om et meningsfuldt EU-samarbejde, hvis ikke medlemslandenes domstole er frie og uafhængige.

    - Der er brug for, at der bliver handlet konsekvent fra kommissionens side, siger han.

  2. 3 min. siden

    Politiet opfordrer til at spare på strømmen i Nuuk: 'Udsæt al den vask og madlavning, der kan vente til senere'

    Den grønlandske hovedstad, Nuuk, blev ramt af en total strømafbrydelse tidligere på ugen. Og selvom strømmen er tilbage i det meste af byen, er der stadig problemer.

    Derfor opfordrer politiet i Grønland til, at man sparer mest muligt på strømmen i Nuuk for ikke at overbelaste nødkraftværket.

    - Vaskemaskiner, radiatorer og ovne bruger rigtig meget strøm – så udsæt al den vask og madlavning, der kan vente til senere og sluk for radiatorer i de rum, der ikke bruges, skriver Grønlands Politi på Facebook.

    Strømmen til Nuuk kommer normalt fra et vandkraftværk i Buksefjorden, men problemer på et kabel gav tidligere på ugen et strømnedbrud. Nu kommer strømmen i byen fra et dieseldrevet nødkraftværk.

  3. 59 min. siden

    Blinken: Op til Rusland at nedtrappe konflikt

    I forbindelse med OSCE-mødet i Stockholm i dag har den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, mødtes med sin russiske modpart Sergej Lavrov.

    Det skete, efter at USA og Nato-landene har udtrykt bekymring over den russiske troppeopmarchering ved grænsen til Ukraine. Mødet, som varede omkring en halv time, ses som et skridt på vejen til et egentligt topmøde mellem USA's præsident, Joe Biden, og Ruslands Vladimir Putin. I mellemtiden opfordrer Blinken russerne til at trække deres mange tropper tilbage fra området nær den ukrainske grænse.

    - Nu er det op til Rusland at nedtrappe de nuværende spændinger ved at sætte den nylige troppeopbygning i backgear, vende til normal fredstidspositioner og afstå fra yderligere intimidering og forsøg på at destabilisere Ukraine, sagde Antony Blinken ved et efterfølgende pressemøde.

  4. I dag kl. 19:39

    Skuddræbt på Nørrebro var 'kendt af politiet i bandesammenhæng': To er anholdt

    Politiet har siden i eftermiddag været massivt til stede i området omkring Nørrebrogade. (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)

    I eftermiddag blev en person skudt i ryggen og dræbt på Nørrebro i København.

    Nu fortæller Københavns Politi, at den dræbte mand i forvejen var "kendt af politiet i bandesammenhæng" - altså en person med tilknytning til bandemiljøet.

    Samtidig oplyser politiet, at man har anholdt to personer, som muligvis kan sættes i forbindelse med skuddrabet. Det skriver Københavns Politi på Twitter.

  5. I dag kl. 18:21

    Østrigs kansler vil træde tilbage, når hans parti har fundet ny leder

    Østrigs kansler, Alexander Schallenberg, har tænkt sig at træde tilbage, så snart hans parti - det konservative ÖVP - har fundet en ny partileder.

    Partiet skal have en ny formand, efter den tidligere kansler Sebastian Kurz trak sig fra formandsposten tidligere i dag. Kurz gik af som Østrigs kansler for mindre end to måneder siden, da han blev efterforsket i en korruptionssag.

    Partiet skal altså nu have valgt en ny formand.

    - Jeg er af den faste overbevisning, at begge poster – regeringschef og leder af det østrigske parti, der har fået flest stemmer – snart igen bør besættes af en og samme person, siger kansler Schallenberg ifølge Ritzau.

  6. I dag kl. 17:42

    Kronprinsessens 50-årsfødselsdag fejres med taffel på Rosenborg

    Når kronprinsesse Mary den 5. februar næste år fylder 50, så vil det på aftenen blive markeret med et gallataffel på Rosenborg Slot i Kongens Have i København. Det oplyser kongehuset.

    Dronningen er vært for taflet, hvor blandt andet den kongelige familie og repræsentanter for det officielle Danmark deltager.

    Det seneste taffel på Rosenborg blev afholdt i 2006 i forbindelse med slottets 400-års jubilæum.

  7. I dag kl. 17:36

    Skud på Nørrebro: En person er dræbt af skud i ryggen

    Politiet er talstærkt til stede på Nørrebro. (Foto: Emma Toft)

    En person er blevet ramt af et skud på Nørrebro i København. Københavns Politi oplyser til flere medier, at vedkommende er blevet dræbt af skud i ryggen.

    - Vi kommer derud, hvor vi kan konstatere, at én person er ramt af skud i ryggen. Personen bliver kørt på hospitalet. Kort efter får vi at vide, at personen er afgået ved døden, siger vagtchef i Københavns Politi Martin Kajberg til TV 2 Lorry.

    Tidligere på eftermiddagen meldte politiet ud, at man var rykket ud med mange styrker til en anmeldelse om et muligt skyderi, og nu bekræfter man altså, at en person er skudt og dræbt.

    Ifølge politiet er det sket i et område omkring Nørrebrogade, hvor der nu også er spærret af. Anmeldelsen kom klokken 16.28, oplyser politiet til TV 2 Lorry.

    Artiklen er opdateret klokken 17.53 med nye oplysninger.

  8. I dag kl. 17:30

    Kun syv sygeplejersker har sagt op i Region Nordjylland

    Kampagnen blandt sygeplejerskerne med opfordring til en kollektiv opsigelse har tilsyneladende ikke båret frugt i Nordjylland.

    Region Nordjylland har modtaget syv opsigelser fra sygeplejerske den 30. november.

    - Til sammenligning modtog vi den 30. november 2020 i alt otte opsigelser fra sygeplejersker, lyder det fra Region Nordjyllands pressekonsulent Mathias Mosskov.

    Opfordringen til protestopsigelser kom fra en Facebookgruppe med navnet '#Kollektivopsigelse - Vi siger fra!' med sygeplejersken Luca Pristed som administrator.

  9. I dag kl. 17:12

    Alle skal testes ved indrejse til Norge

    Som en del af de nye coronarestriktioner, som den norske regering indfører for at bremse smitten med Omikron-varianten, bliver det nu obligatorisk for alle indrejsende at blive testet for corona.

    Hvis der er et testcenter ved grænsen, hvor man kommer ind i Norge, skal testen tages der.

    Ellers skal testen tages senest 24 timer efter ankomsten.

    Kravet gælder også for færdigvaccinerede samt personer, som allerede har været smittet med corona, fastslår den norske sundhedsminister, Ingvild Kjerkol.

    Alle indrejsende over 12 år skal bære mundbind på offentlige steder, hvor det ikke er muligt at holde afstand, indtil de har fået en negativ test.

    Det nye krav om test gælder fra midnat.

  10. I dag kl. 16:56

    I morgen starter politiets jule-spirituskontroller

    Hvis din julefrokost ikke er blevet aflyst, er der en stor sandsynlighed for, at en fredag eller lørdag i de kommende uger står på netop julefrokost.

    Det gør de nemlig for rigtig mange. Derfor sætter politiet fra i morgen gang i de årlige jule-spirituskontroller i trafikken, som har fokus på lidt for glade julefrokostgæster, der har sat sig i bilen med for høj promille.

    Der vil især være fokus på fredage og lørdage i december, men også på søndage, hvor promillen stadig kan være høj fra om lørdagen, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse. Desuden vil der være ekstra kontroller 1. og 2. juledag.

    I julekontrollerne i 2020 - hvor mange julefrokoster var aflyst på grund af corona - blev 432 personer sigtet for spirituskørsel og 784 for at være påvirket af narkotika eller medicin under kørslen.

  11. I dag kl. 16:36

    Nye restriktioner i Norge efter mistanke om stort Omikron-udbrud

    Den norske regering skruer nu op for coronarestriktionerne for at forsinke udbredelsen af Omikron-varianten. Det har den norske statsminister Jonas Gahr Støre (Arbeiderpartiet) netop fortalt ved et pressemøde.

    Udmeldingen kommer, efter at man har konstateret, at mellem 50 og 60 mennesker er blevet smittet med corona i forbindelse med en julefrokost i Oslo, og man har fastslået, at en af dem er smittet med Omikron-varianten. Selvom det endnu ikke er fastslået, antager man, at de andre også er blevet smittet med den nye variant.

    Der bliver både regionale stramninger, som omfatter brug af mundbind, i Oslo og de omkringliggende kommuner, samt nationale tiltag og nye indrejserestriktioner. Derudover opfordrer regeringen til, at alle tager imod tilbuddet om booster-vaccinen.

  12. I dag kl. 16:31

    Snevejret forhindrer svin i at nå frem: Danish Crown forventer 10.000 færre slagtninger i dag

    Snevejret i Nordjylland har også haft betydning for Danish Crown, som i dag forventer at slagte tusindvis færre svin end planlagt.

    - Vi er faktisk rimelig hårdt ramt af snevejret. Når vi går ud af dagen, vil vi have tabt omkring 10.000 slagtninger. Det svarer til 15-20 procent af det, vi slagter over hele Danmark på en dag, fortæller pressechef for Danish Crown Jens Hansen.

    Det er Danish Crowns jyske slagterier i Horsens, Herning og Sæby, som er ramt.

    Slagteriet i Sæby skulle have stået for cirka halvdelen af de 10.000 slagtninger.

    - Vi har sendt en del medarbejdere hjem i Sæby – det vil sige flere hundrede, siger Jens Hansen.

  13. I dag kl. 15:58

    Tyskland strammer coronaskruen: Uvaccinerede udelukkes fra blandt andet butikker og barer

    Tyskland skruer nu bissen på og udelukker landets uvaccinerede borgere fra en lang række aktiviteter.

    Fremover vil kun tyskere, der er vaccinerede eller raskmeldt efter coronasmitte, få adgang til en række butikker og kultur- og fritidsbegivenheder.

    Det oplyser den afgående forbundskansler, Angela Merkel, her til eftermiddag efter et møde med ministre fra de tyske delstater, skriver Reuters.

    Dermed indfører hele landet den kurs, som en række tyske delstater i forvejen havde taget hul på, mens det tyske parlament, Forbundsdagen, skal stemme om en generel vaccinepligt for alle voksne tyskere, der ville gælde fra februar eller marts.

    De tyske smittetal er eksploderet i den seneste tid, og flere delstater har allerede været nødt til at flytte patienter til andre dele af landet på grund af overfyldte hospitaler. (© Ourworldindata.org)

    - Situationen i vores land er alvorlig, lød det fra Merkel ved dagens pressemøde, hvor hun kaldte stramningen "en solidaritetshandling", beretter Reuters.

    I øjeblikket er lidt over 68 procent af tyskerne færdigvaccinerede, hvilket er et stykke under regeringens minimumskrav om 75 procent.

  14. I dag kl. 15:52

    Nye EU-sanktioner mod Belarus er på plads

    For godt to uger siden blev EU-landene enige om at indføre nye sanktioner mod Belarus - tidligere kendt som Hviderusland - som reaktion på den voldsomme migrantkrise, der i den seneste tid har udspillet sig langs grænsen mellem Polen og Belarus.

    Nu er de nye sanktioner blevet forhandlet endeligt på plads og godkendt, og det glæder udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

    - Det er helt afgørende for os, at vi står sammen og ikke accepterer, at sårbare og uskyldige personer bliver brugt som gidsler i det kyniske magtspil, som Lukasjenko (landets præsident, red.) og hans regime står for, siger ministeren til Ritzau.

    Det er femte gang på blot et år, at EU-landene indfører sanktioner mod Belarus, og ifølge udenrigsministeren er sanktionerne denne gang rettet mod omkring 30 enkeltpersoner og virksomheder eller organisationer, der har medvirket til den politiske krise ved EU's ydre grænse.

    Sanktionerne træder i kraft i det øjeblik, at listen bliver offentliggjort.

  15. I dag kl. 15:36

    WHO: Tidligere smittede er ikke beskyttet mod Omikron-varianten

    En overstået corona-infektion er ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ikke tilstrækkeligt til, at man er immun overfor at blive smittet med den nye Omikron-variant.

    - Vi mener, at en tidligere infektion ikke beskytter mod Omikron, siger den sydafrikanske professor i mikrobiologi Anne von Gottberg fra Sydafrikas Nationale Institut for Smitsomme Sygdomme (NICD) ved et pressemøde hos WHO's regionale Afrika-kontor ifølge The Guardian og Der Spiegel.

    Det er et område, som stadig bliver udforsket, så der er tale om en foreløbig observation. Det ser dog ud til, at hvis man har været smittet tidligere med andre varianter, får man ikke lige så slemme symptomer, hvis man får Omikron-varianten.

  16. I dag kl. 14:54

    ECDC: Omikron kommer til at dominere i løbet af få måneder

    EU's sundhedsagentur, Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC), forudser, at Omikron-varianten inden for få måneder vil være den dominerende corona-variant i Europa.

    - Matematiske modeller, som ECDC har udarbejdet, indikerer, at Omikron i løbet af få måneder vil være i skyld i mere end halvdelen af alle SARS-CoV-2 infektioner i EU/EEA (Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, som også inkluderer Island, Liechtenstein og Norge, red.), lyder forudsigelsen fra ECDC i et offentliggjort notat om truslen fra den nye variant.

    Der tages dog forbehold for, at den nuværende viden om den nye variant er meget usikker, men de foreløbige data fra Sydafrika tyder på, at Omikron bliver spredt væsentlig hurtigere end delta-varianten.

  17. I dag kl. 14:53

    Betjente straffes for at filme og posere med død mand

    To betjente på 35 år og 36 år er blevet idømt fængselsstraffe for at have misbrugt deres stillinger som politibetjente, da de blandt andet filmede en død mand.

    Det skriver Ritzau, som har fået det oplyst fra sagens anklager, Jette Malmberg.

    Den 36-årige er blevet straffet med tre måneders ubetinget fængsel, men den 35-årige har fået en betinget fængselsstraf på 20 dage.

    De har begge anket dommen til landsretten, hvor de vil frifindes.

    Her tog den ene betjent sin mobiltelefon og begyndte på Snapchat at filme sin kollega, som poserede grinende og lavede fremstrakte arme ved siden af den afdødes hoved, som var smurt ind i størknet blod.

    Ifølge Ritzau blev den 36-årige er også blevet kendt skyldig i flere andre forhold. Han skulle have filmet en nøgen mand, der sad i håndjern på bagsædet af en patruljevogn.

  18. I dag kl. 14:05

    4.680 nye coronatilfælde det seneste døgn

    4.680 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn.

    Det er det næsthøjeste antal registrerede tilfælde på et døgn hidtil. I går var tallet 5.120, og det var det højeste registrerede nye tilfælde på et døgn herhjemme.

    Samtidig er der nu i alt fundet 14 tilfælde af Omikron-varianten. 11 af de 14 har forbindelse til rejseaktiviteter

    Der er nu 427 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er 12 færre end i går. Af de indlagte er 57 på intensivafdeling, og 35 af dem får hjælp af en respirator.

    Tre personer er døde med corona det seneste døgn.

    Dagens smittetal er baseret på 189.695 PCR-test. Det svarer til, at 2,47 procent af de testede været smittet med covid-19.

  19. I dag kl. 13:55

    Sms fra Barbara Bertelsen under møde: "Efter det her er der ingen efterspørgsel efter dansk mink"

    Under mødet i regeringens koordinationsudvalg 3. november fik Per Okkels, der var departementschef i Sundhedsministeriet, en sms fra Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen.

    Klokken 22.16 tikker den ind.

    - Det VAR en værdifuld stamme....efter det her er sgu ingen efterspørgsel efter dansk mink.... lige så lidt som efter kinesisk flagermus, skriver Bertelsen til Okkels.

    Den tidligere departementschef i Sundhedsministeriet blev i dag spurgt i Minkkommissionen om, hvad der menes med beskeden.

    - Det er en efterrationalisering, men jeg tror, Mogens Jensen siger (på mødet, red.), at mink i Danmark udgør en værdifuld stamme. Men jeg kan ikke genkalde det én til én, siger Okkels.

    Beslutningen om at aflive alle mink var blevet truffet få minutter før, at Bertelsen sendte sms'en.

  20. I dag kl. 13:21

    Efter opfordring til kollektive opsigelser: Fem har sagt op i Region Hovedstaden

    Region Hovedstaden har modtaget maksimalt fem opsigelser fra sygeplejersker, der er relateret til den kollektive opsigelse, der blev opfordret til i starten af ugen.

    - På den baggrund foretager Danske Regioner en vurdering af, hvorvidt omfanget er så stort, at det kan betragtes som kollektive opsigelser, som giver anledning til indberetning for Arbejdsretten, lyder det fra regionen i et skriftligt svar.

    Bliver sagen indberettet, skal der tages stilling til, om opsigelserne skal dømmes ugyldige.

    Opfordringen til protestopsigelser kom fra en Facebookgruppe med navnet '#Kollektivopsigelse - Vi siger fra!' med sygeplejersken Luca Pristed som administrator.

  21. I dag kl. 13:06

    Terrorsagen fra Holbæk: Dropper sigtelsen mod flere personer

    Statsadvokaten har valgt at droppe sigtelserne mod flere personer i en sag, der omhandler terror fra Holbæk.

    Det bekræfter kommunikationsenheden over for DR Nyheder. De ønsker dog ikke at sige, hvor mange personer der er tale om.

    DR Nyheder har kontaktet forsvarsadvokaterne til de syv personer, som er løsladt i sagen. De bekræfter alle, at sagen er droppet mod deres klienter.

    En ottende person, der blev løsladt i september, er efterfølgende afgået ved døden. Hans sag er ligeledes afsluttet.

    I begyndelsen af februar blev i alt 13 personer anholdt på baggrund af en sigtelse om forsøg og medvirken til forsøg på terrorisme, som ifølge politiet skulle være foregået i enten Danmark eller Tyskland.

    DR Nyheder har tidligere talt med A, som var sigtet i sagen, og som i over ti uger sad varetægtsfængslet.

    Han er en af de personer, hvor sigtelsen er droppet, oplyser hans forsvarsadvokat, Peter Secher.

    Der er stadig fem sigtede i sagen, og de sidder fortsat varetægtsfængslet.

  22. I dag kl. 16:56

    Sag om 25 timers bæltefiksering får regeringen til at fremsætte nyt lovforslag

    Det var ikke en korrekt handling, da den lukkede psykiatriske afdeling i Glostrup bæltefikserede 23-årige Silas Dam i over 25 timer tilbage i 2018.

    Det medgiver sundhedsminister Magnus Heunicke i en skriftlig kommentar til DR, efter at Silas Dams sag netop har været for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

    Silas Dam, der er autist, blev bæltefikseret efter en episode, hvor han reagerede voldsomt.

    Efterfølgende førte han en sag i både byretten, i landsretten og hos menneskerettighedsdomstolen.

    Nu har staten og Silas Dam indgået et forlig, der ikke alene giver ham en erstatning på 90.000 kroner, men også kræver, at regeringen fremsætter et lovforslag om indførelsen af en notatpligt minimum en gang i timen under en bæltefiksering.

    - Det er en sejr for alle psykiatriske patienter. For min sag vil jo forhåbentlig bane vejen for en bedre psykiatri, siger Silas Dam om afgørelsen.

  23. I dag kl. 12:51

    Axelsen spiller sig semifinalen ved World Tour Finals

    Viktor Axelsen er klar til semifinalerne ved World Tour Finals som gruppevinder. Det blev en kendsgerning, da han torsdag slog inderen Lakshya Sen med cifrene 21-15, 21-14.

    Den danske verdensetter er dermed sikker på gruppesejren efter bare to spillede kampe, da de to resterende deltagere i gruppen begge trak sig med skader i deres første kamp onsdag.

    Rasmus Gemke trak sig med en knæskade mod Axelsen, mens den tidligere japanske verdensetter Kento Momota opgav at spille mod Lakshya Sen, som dermed også avancerer til turneringens næste fase.

  24. I dag kl. 12:34

    Brand påvirkede togtrafikken i Holstebro

    Foto: Steen Færgemand

    En større brand i centrum af Holstebro påvirkede torsdag formiddag togdriften mellem Holstebro og Herning.

    Branden gav meterhøje flammer og sort røg, og man skulle holde sig ude fra røgfanen, da det kan være sundhedsskadeligt at indånde den kraftige røg, fortæller Midt- og Vestjyllands Politis indsatsleder Claus Ejlersen.

    - Der har været personer inde i bygningen, de er alle reddet ud.

    I alt ti personer er kørt til forskellige hospitaler med henblik på observation for røgskader.

    Brandårsagen er endnu ukendt.

  25. I dag kl. 12:26

    Christian Eriksen er igen på træningsbanen

    Christian Eriksen var senest i kamp mod Finland ved EM. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Christian Eriksen, der blev ramt af hjertestop under sommerens EM, genoptræner på OB's træningsanlæg i Ådalen i Odense.

    Det bekræfter sportschef Michael Hemmingsen over for B.T.

    - Vi er rigtig glade for, at Christian Eriksen i disse dage holder formen ved lige på vores baner.

    - Vi har holdt forbindelsen med Christian, siden han skiftede fra OB, og derfor er vi glade for, at han spurgte os, om han kunne genoptræne i Ådalen, siger Michael Hemmingsen.

    Ifølge avisen træner Eriksen alene i selskab med en personlig træner.

    Den italienske sportsvis La Gazzetta dello Sport skrev i november, at Eriksen har besluttet at fortsætte karrieren, men det er ikke blevet bekræftet fra Eriksen.

    Han kan dog blive tvunget til at skifte fra sin klub, Inter, hvis han vil fortsætte karrieren, da han har fået indopereret en hjertedefibrillator, som man ikke må spille med i Italien.

  26. I dag kl. 12:25

    Sundhedsstyrelsen vil sætte fødsler tidligere i gang

    Artiklen er blevet rettet, efter at Sundhedsstyrelsen har oplyst, at man ikke har formuleret tydeligt nok, at der var tale om anbefaling, der er sendt i høring. Det er også blevet præciseret, at det ikke er en anbefaling om senest at sætte fødslen i gang en uge efter termin, men blot at det er der, man i dialog med den gravide skal overveje en igangsættelse.

    Sundhedsstyrelsen har sendt en ny national klinisk anbefaling i høring, der ser på, hvornår en fødsel bør sættes i gang.

    Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at man overvejer en igangsættelse en uge efter termin, hvilket er tre-fem dage tidligere end i dag.

    Anbefalingen kommer på baggrund af en anbefaling fra en række faglige eksperter.

    Resultaterne viser, at igangsættelse en uge over terminen reducerer risiko for fosterdød med cirka 80 procent, og at der samlet set ikke er negative påvirkninger af barnet ved igangsættelse.

    Anbefalingen gælder kun for raske gravide.

  27. I dag kl. 12:23

    Forsvaret: Der var ni og ikke otte på piratfartøj

    Efter nærmere gennemgang vurderer Forsvaret, at der var ni og ikke otte formodede pirater om bord på det fartøj, Esbern Snare standsede.

    Ændringen sker på baggrund af yderligere gennemgang af videomateriale fra fregattens Seahawk-helikopter samt informationer fra de tilfangetagne pirater.

  28. I dag kl. 12:19

    To mænd skal i fængsel for at opbevare 200 kilo dynamit i et skur på Amager

    Torsdag middag har Københavns Byret idømt to mænd på 21 og 55 år fængselsstraffe på henholdsvis fem og fire år for at have opbevaret mere end 200 kilo dynamit på en adresse på Amager.

    Det skriver Ritzau.

    Dynamitten blev fundet i en planlagt politiaktion 18. april i et skur i Sundby på Amager.

    Begge mænd erkendte sig skyldige.

    Den 21-årige er ifølge politiet tilknyttet til rocker- og bandemiljøet.

  29. I dag kl. 12:11

    Østrigs korruptionsanklagede ex-kansler Sebastian Kurz trækker sig fra politik

    Efter en kometkarriere i Østrigs politik efterfulgt af anklager om korruption trækker den tidligere kansler Sebastian Kurz sig nu helt fra politik. (Foto: Leonhard Foeger © Ritzau Scanpix)

    Østrigstigs tidligere kansler Sebastian Kurz trækker sig nu fra formandsposten i det konservative parti, ÖVP, og siger helt farvel til politik. Det fortæller han på et pressemøde.

    - Jeg er hverken helgen eller kriminel. Jeg er en person med fejl og svagheder, med alt hvad dertil hører. Og jeg ser frem til den dag, hvor jeg i retten kan bevise, at beskyldningerne mod mig er falske, siger han ifølge avisen Kronen Zeitung.

    Den 35-årige politiker trak sig i oktober fra posten som Østrigs kansler, efter anklagemyndigheden meddelte, at han var under mistanke for korruption. Mistanken går på, at han skulle have købt sig til positiv medieomtale på skatteydernes regning.

    Det østrigske finansministerium mistænkes konkret for at have indrykket annoncer for over en million euro - svarende til cirka 7,5 millioner danske kroner - i en avis til gengæld for positiv omtale og manipulerede meningsmålinger, der gjorde Sebastian Kurz mere populær.

    Han har tidligere afvist alle anklager. Kanslerposten overlod han i oktober til partifællen Alexander Schallenberg.

  30. I dag kl. 11:35

    Politiet: Vi ved, hvem der ejer to hunde, der bed gymnasieelever

    Politiet ved, hvem der ejer de to hunde, der i dag har bidt fem elever på Tårnby Gymnasium på Amager.

    Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

    Det er tidligere meldt ud, at politiet har affyret skud mod den ene hund. Den er nu blevet aflivet af en dyrlæge.

    - Vi er fortsat til stede med beredskab og nærpoliti for at tale med de implicerede og klarlægge det præcise hændelsesforløb, skriver politiet.

    Det er fortsat uvist, hvor slemt de fem elever er kommet til skade, men politiet bekræfter altså nu, at alle fem er blevet bidt.

  31. I dag kl. 11:31

    Olympisk Komité aftaler personligt møde med 'forsvundet' kinesisk tennisspiller

    Den Internationale Olympiske Komité (IOC) bekymrer sig om tennisspilleren Peng Shuais ve og vel.

    Det understreger IOC i et statement om den kinesiske tennisspiller, der ikke har vist sig frem i andet end videosekvenser, efter at hun 2. november anklagede den tidligere vicepremierminister Zhang Gaoli for at have misbrugt hende seksuelt.

    21. november havde IOC et videomøde med Peng Shuai, og nu oplyser IOC, at man har haft endnu et videomøde med den omtalte doublespecialist.

    - Vi deler den samme bekymring for Peng Shuais velvære og sikkerhed som mange andre mennesker og organisationer. Det er netop grunden til, at et IOC-hold i går (onsdag, red.) afviklede endnu et videoopkald med hende.

    - Vi har tilbudt hende bred støtte, vil holde regelmæssig kontakt med hende og har allerede aftalt et personligt møde i januar, lyder det fra IOC.

  32. I dag kl. 11:09

    Nyt forsøg på at genskabe slettede sms-beskeder

    Der bliver nu åbnet op for at FE, Forsvarets Efterretningstjeneste, skal forsøge at genskabe SMS-beskeder fra statsminister Mette Frederiksen, departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og departementsråd Pelle Pape.

    Det oplyser Minkkomissionen til B.T.

    For to uger siden kom det frem, at det ikke var lykkedes politiets teknikere at genskabe beskederne, der er blevet efterspurgt som dokumentation i den igangværende Minkkommission.

    Beskederne skal bidrage til at kaste lys over kommunikationen i Statsministeriet i sagen om den manglende hjemmel til aflivning af mink.

    - Vi har bedt bisidderne om at tale med deres klienter. Det handler jo også om samtykke. Nu venter vi på et svar, siger kommissionens formand, Michael Kistrup, til B.T.

    DR har forsøgt at få svar på om de fire har tænkt sig at lade andre end politiet forsøge at genskabe beskederne.

    Mette Frederiksens bisidder Lars Kjeldsen siger til DR:

    - Jeg kommunikerer ikke med kommissionen gennem pressen, selvom Michael Kistrup forsøger på det.

    Senere i dag skal Pelle Pape afhøres i minkkommissionen.

    Det er ikke lykkedes at få et svar fra Statsministeriet.

  33. I dag kl. 10:51

    Tidligst klokken 14 kører der tog over Storebælt

    Det bliver først hen ad eftermiddagen, at der igen kører tog mellem Odense og Korsør.

    Det skriver DSB på sin hjemmeside.

    - Vi forventer tidligst, at situationen er klokken 14, lyder det.

    Det er en nedrevet køreledning ved Nyborg, der har skabt problemerne.

    Indtil da er der indsat togbusser på strækningen.

  34. I dag kl. 10:44

    Regioner: Intet tyder på flere opsigelser blandt sygeplejersker

    Det tyder ikke på, at så mange sygeplejersker har fulgt opfordringen om at sige deres job op fra 30. oktober.

    I hvert fald ikke ifølge Danske Regioner, der har lavet en rundspørge blandt landets fem regioner. Rundspørgen viser, at det ikke ser ud til, at der har været flere opsigelser end normalt.

    Danske Regioner understreger dog, at der er tale om et midlertidigt billede, og at man først har de fuldstændige tal i januar.

    Luca Pristed, der er sygeplejerske på Rigshospitalet og talsperson for Styregruppen for National Arbejdsnedlæggelse, sagde tirsdag sit job op, og han sagde, at han håber, at flere tusind sygeplejersker vil gøre det samme.

  35. I dag kl. 10:42

    Politiet affyrer skud, efter at hunde angriber og bider elever på gymnasium

    Fem elever på Tårnby Gymnasium på Amager er kørt på hospitalet, efter at flere hunde har angrebet eleverne.

    - Der var nogle hunde, der omkring klokken 9 løber ind på skolen og bider nogle elever, siger han om angrebet, som han betegner som "voldsomt".

    Det er uvist, hvor voldsomt eleverne er kommet til skade.

    Både politiet og ambulancepersonale er til stede ved gymnasiet, oplyser Mikkel Harder Sørensen til B.T.

    På Twitter oplyser politiet, at man har affyret skud mod en hund, som blev ramt. Ifølge politiet er der angiveligt tale om to hunde.

  36. I dag kl. 10:33

    Hæren sættes ind for at hjælpe med corona-smitteopsporing

    De seneste uger er hastigheden med at opspore coronasmittede faldet for Styrelsen for Patientsikkerhed.

    Derfor vil de fra i dag oplære personale fra Hæren, så de kan være med til at hjælpe de borgere, der ringer ind og er nær kontakt til en smittet, men ikke selv har symptomer.

    Hærens rolle vil blive at henvise borgerne til en PCR-test. På den måde frigøres ressourcer fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der stadig står for at opspore nære kontakter til coronasmittede.

    De seneste måneder har Styrelsen for Patientsikkerhed afsluttet over 90 procent af alle smittesager inden for 24 timer. De seneste uger er det faldet til omkring 80 procent.

  37. I dag kl. 10:18

    Politiet: Trafikken glider igen stille og roligt i Nordjylland

    Nordjyllands Politi oplyser, at stort set alle veje i kredsen er farbare.

    Det sker, efter at kredsen i aftes frarådede al udkørsel.

    - Politiet fraråder ikke længere udkørsel. Hovedfærdselsårerne og de fleste veje generelt er igen farbare. De fleste steder glider trafikken stille og roligt nu her i morgentimerne, siger vagtchef Mads Hessellund i en pressemeddelelse.

    Han har følgende råd til folk, der vil ud at køre ud i dag:

    - Forvent, at vejene er glatte. Kør forsigtigt, kør i god tid, og orientér dig på Vejdirektoratets hjemmeside, inden du kører, lyder opfordringen.

    Han tilføjer, at der fortsat pågår et større arbejde med at fjerne biler, busser og lastbiler, der sidder fast i sneen.

  38. I dag kl. 09:58

    Snevejret tvinger hjemmepleje i Skive Kommune til at arbejde med et nødberedskab

    Hjemmeplejen i Skive Kommune er nødt til at arbejde med nødberedskab i dag på grund af snevejret.

    Flere medarbejdere kørte fast i sneen i aftes, og derfor drosler de ned i de opgaver, der normalt bliver løst, fortæller pleje- og omsorgschef Lars Olesen fra Skive Kommune.

    - Man kan regne med at, alt der har en karakter af at være kritisk eller livsnødvendigt hjælp, skal vi selvfølgelig nok levere. Men der hvor der ikke er tale om den type hjælp, vil vi kontakte borgerne og snakke med dem om, hvordan vi hjælper dem bedst muligt.

  39. I dag kl. 09:54

    Nu skal folketingsmedlemmer aflevere lægeerklæringer ved sygeorlov

    Henrik Dam Kristensen (S) under et møde i Folketingssalen. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

    Folketingsmedlemmer kan i fremtiden ikke længere melde sig syge på ubestemt tid og samtidig hæve deres løn - det der hedder et vederlag - uden at dokumentere deres sygdom.

    Det står klart, efter partierne har givet hinanden håndslag på at indføre et krav om, at der skal vises en lægeerklæring.

    Beslutningen er taget i Udvalg for Forretningsorden i Folketinget, der med manøvren gør krumspring omkring det faktum, at politikerne formelt set ikke er ansat. De er valgt til deres embede af vælgerne.

    - Vi har som udgangspunkt ingen grund til at betvivle, at medlemmer er syge, når de anmoder om at få sygeorlov. Men vi synes, det giver mening at indføre retningslinjer, der minder om dem, som gælder bredt på arbejdsmarkedet.

    - Også selv om man ikke kan sammenligne hvervet som folketingsmedlem med en ansat, der er underlagt en arbejdsgiver, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen.

    Hvis medlemmerne i fremtiden vil have sygeorlov, skal de fremvise en lægeerklæring til deres egen partifælles - partiets gruppeformand.

  40. I dag kl. 09:34

    Forening for udviklingshæmmede vil undersøge forholdene på landets bosteder

    Landsforeningen Lev for udviklingshæmmede har netop igangsat en undersøgelse, der skal afdække forholdene på landets bosteder for voksne med udviklingshandicap.

    Det sker, efter at der har været historier i pressen, der afslører kritisable forhold på flere bosteder.

    Landsforeningen Lev håber, at undersøgelsen kan være med til at give et indblik i, hvordan forholdene er på landsplan.

  41. I dag kl. 09:14

    Messerschmidt opfordrede minister til at 'lukke skidtet': Nu bliver han selv vært på Radio Loud

    Morten Messerschmidt vil gerne være DF-formand. I første omgang bliver han radiovært. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Ritzau Scanpix)

    Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, bliver vært på Radio Loud.

    Det oplyser Radio Loud i en pressemeddelelse ifølge Berlingske.

    DF-profilen bliver vært på et program om opera, der hedder 'Kammertonen'.

    Messerschmidt har ellers tidligere været en åbenmundet kritiker af radiokanalen, som han ikke mente levede op til Radio- og TV-nævnets sendetilladelse.

    Berlingske skriver, at han på et samråd i maj 2020 bad daværende kulturminister Joy Mogensen om at kigge på, om man kunne "lukke skidtet".

    Det er ikke sket, og dermed kan Messerschmidt fra på søndag indtage værtsstolen.

    - Jeg er stolt af og taknemmelig over, at Morten Messerschmidt vil være vært hos os, siger programdirektør Simon Andersen.

  42. I dag kl. 08:50

    Nedrevet køreledning lammer togtrafikken over Storebælt

    Der kører lige nu ingen tog over Storebælt.

    Det oplyser DSB på sin hjemmeside.

    - Der kører ingen tog mellem Odense og Korsør Station. Vi ved endnu ikke så meget om situationen, men vi holder jer opdateret, så snart vi har nyt.

    Det er lidt uvist, om det er forbundet med vejret, men DSB skriver, at det skyldes en nedrevet køreledning ved Nyborg.

    Problemerne betyder, at DSB er i gang med at indsætte togbusser på strækningen.

    - De første busser kører fra Odense klokken 8.30 til Nyborg via Langeskov. Fra Korsør holder der seks busser klar omkring klokken 9.00. Vi arbejder på at få flere togbusser frem, skriver DSB på Twitter.

  43. I dag kl. 08:42

    Partier: Udelukket at diskutere vaccinepligt i Danmark

    EU's kommissionsformand vil drøfte vaccinepligt i EU. Men det er helt udelukket, hvis det står til Venstre og Enhedslisten.

    Det skriver Ritzau.

    - Det er vi færdige med at diskutere, siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, til Ritzau.

    - Jeg frygter sådan set, at det kommer til at virke kontraproduktivt i de lande, der indfører det, fordi det kommer til at grave grøfterne dybere, siger Peder Hvelplund, der er sundhedsordfører for Enhedslisten, med henvisning til de lande, som har eller overvejer at indføre pligt til at lade sig vaccinere.

    I går aftes sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at de selvfølgelig ser, hvad der sker i andre lande.

    - Men det er helt oprigtigt fra vores side, at vi allerhelst vil have, at det er det enkelte menneske, der træffer beslutningen, sagde hun.

  44. I dag kl. 08:33

    Pensionerede læger strømmede til vaccinecentre i foråret – nu har træthed bredt sig

    Vaccinecentrene har fået sværere ved at finde pensionerede læger og sygeplejersker, der vil stikke danskerne.

    På vaccinecentret i Randers kunne de godt bruge 5-10 ekstra hjælpere nu og her, siger centrets leder, Nina Søndergaard.

    - Mange har andre aftaler, nu vi nærmer os jul. Der er ikke lukket så meget ned endnu, så der er stadig bedsteforældredage i børnehaver og skoler, siger hun.

    De frivillige har tidligere været brugt, da tusinder skulle vaccineres i foråret og op til sommerferien.

    Nu har der bredt sig en vis træthed, siger Nina Søndergaard.

    - Vi skal skrue op igen, nu flere skal have tredje stik, og børnene skal vaccineres. Det gør vi med glæde, men det er ikke med så meget energi, som der har været, siger hun.

  45. I dag kl. 08:29

    Forskere mener at have fundet årsag til AstraZeneca-blodpropper

    Et nyt fund af årsagen til blodpropper efter coronavaccine fra AstraZeneca skal bruges til at fjerne den sjældne bivirkning.

    Det er et amerikansk-britisk forskerhold, der mener at have fundet ud af, hvordan et protein i blodet kan tiltrække et vigtigt komponent i vaccinen og sætte gang i en kædereaktion, som i sidste ende kan resultere i sjældne men farlige blodpropper.

    En talskvinde fra medicinalfirmaet fortæller til BBC, at man vil undersøge, hvordan forskningen kan bidrage til at fjerne bivirkningen.

    I Danmark er vi stoppet med at vaccinere mod covid-19 med AstraZenaca, blandt andet på grund af sammenhængen mellem vaccinen og de sjældne blodpropper.

  46. I dag kl. 07:45

    FN: Behovet for nødhjælp har aldrig været større

    Corona, klimaforandringer og konflikter, der sender flere mennesker på randen af hungersnød.

    FN vurderer i en rapport, at behovet for nødhjælp aldrig har været større.

    Helt konkret vurderer FN, at 1 ud af 29 personer i verden vil få brug for hjælp i 2022. I 2015 havde 1 ud af 95 brug for nødhjælp, skriver FN i rapporten.

    De anslår, at der er tale om 274 millioner mennesker, som har behov for nødhjælp næste år. Det er 17 procent mere end behovet i år, der allerede var rekordstort.

  47. I dag kl. 07:32

    Michelle overnattede i Ikea: 'Alle har simpelthen været så søde'

    - Det er noget bedre end at sove i sin bil.

    Omgivet af LACK-borde, kanelsnegle og softice-maskinen har seks kunder og omkring 25 ansatte på baggrund af uvejret overnattet i Ikea i Aalborg.

    En af dem er Michelle Barrett, der til daglig arbejder i en legetøjsbutik ved siden af Ikea. Da hun i går kunne se skriften på væggen, bankede hun sammen med nogle kolleger på døren hos Ikea for at søge om husly.

    - Aftenen og natten har været god. Det er noget bedre end at sove i sin bil. Det har været dejlig varmt, og vi er bare lykkelige for, at de ville lukke os ind.

    - Alle har simpelthen været så søde, og vi har egentlig bare grinet af situationen, for det kommer vi nok ikke til at opleve igen, siger Michelle Barrett over morgenmaden til DR Nord.

  48. I dag kl. 06:54

    Baldwin hævder, at han ikke trykkede på aftrækker i skudepisode

    Alec Baldwin trykkede ikke på aftrækkeren, da han under en filmoptagelse ramte to personer med en revolver, og den ene døde.

    Det hævder han i et interview med ABC News, som bringes torsdag, skriver Ritzau. Udtalelsen stammer fra et kort uddrag af interviewet.

    Skuespilleren holdt en Colt-revolver, da den gik af. Revolveren viste sig at være ladt med skarp ammunition.

    - Jeg ville aldrig rette en pistol mod nogen og trykke på aftrækkeren. Aldrig, siger Alec Baldwin i det korte uddrag af interviewet.

    Optagelserne til western-filmen 'Rust' er standset, og Baldwin har tidligere oplyst, at produktionen af filmen ikke genoptages.

  49. I dag kl. 06:53

    Ny hjemmeside skal hjælpe unge med pædofile tanker

    Hvis man er seksuelt tiltrukket af børn, så vil det ofte vise sig allerede i teenageårene, og derfor lancerer Red Barnet nu en ny hjemmeside med information til unge, der har pædofile tanker.

    Det fortæller Per Frederiksen, der er psykolog hos Red Barnet.

    Med hjemmesiden, der hedder www.redbarnet.dk/ctrl, håber organisationen på tidligt at kunne informere unge med pædofile fantasier om, at de godt kan lære at kontrollere deres tanker, og at det er en god idé at søge hjælp.

    - Formålet er at beskytte børn mod seksuelt motiverede overgreb, siger Per Frederiksen.

    Hvorfor skal man hjælpe nogen, der har så forfærdelige tanker?

    - Vi skal først og fremmest beskytte børn mod alle former for seksuelle overgreb. Og vi lader børn i stikken, hvis vi ikke tør gå ind i den arena, siger han.

  50. I dag kl. 05:45

    Isglatte veje i hele landet forårsager trafikuheld

    Vejene er glatte flere steder i landet, og det er derfor en god idé at komme tidligt ud af døren i dag.

    - Vanskelige forhold i trafikken her til morgen. Mange steder sne og isglatte veje, så kør forsigtigt, skriver DMI på Twitter.

    Hos Sydøstjyllands Politi oplyser man på Twitter, at en lastbil holder på tværs af motorvej E45 lige nord for Vejle og spærrer trafikken i nordgående retning.

    - Overvej alternativ rute, og kør forsigtigt - det er glat, lyder det.

    Samme melding kommer fra Midt- og Vestsjællands Politi, hvor man opfordrer til at køre med omtanke.

    Man har allerede haft flere trafikuheld. Blandt andet ved rute 155 ved Svinninge samt på Holbækmotorvejen i vestgående retning ved afkørsel 19.

  51. I dag kl. 05:18

    Storm lukkede kortvarigt Storebæltsbroen ned

    Storebæltsbroen har i nattens løb været lukket ned for al biltrafik på grund af en storm.

    Det skete lidt efter klokken 4, men omkring tre kvarter senere skrev Sund & Bælt på Twitter, at man havde genåbnet strækningen.

    Lukningen af al biltrafik skyldtes vindstød på over 25 meter i sekundet, fortalte vagtchef Stefan Jensen ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Mere fra dr.dk