Et fly lejet af NBA-topholdet Utah Jazz måtte tirsdag foretage en nødlanding kort efter afgang fra lufthavnen i Salt Lake City, hvor holdet har hjemme.
Delta Airlines Boeing 757-flyet blev kort inde i flyvningen tvunget til at vende om, efter at en kollision med en flok fugle fik den venstre motor til at lukke ned.
Utah Jazz var på vej til delstaten Tennessee, hvor holdet onsdag skal møde Memphis Grizzlies.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne.
- Piloten udsendte et nødsignal til Salt Lake International Airport. Flyet landede uden problemer og var selv i stand til at køre tilbage til gaten, oplyser Delta Airlines i en meddelelse til nyhedskanalen FOX 13.