Kommune får kritik af Folketingets Ombudsmand: Stillinger skal besættes af de bedst kvalificerede
Det er ikke i orden, når kommuner slår nye stillinger op internt i kommunen, før andre får chancen.
- Ledige stillinger i den offentlige forvaltning skal besættes med den bedst kvalificerede kandidat. Som altovervejende hovedregel skal stillingerne derfor slås op offentligt, så alle interesserede kan få kendskab til og mulighed for at søge dem, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.
I den nordjyske kommune blev stillinger som udgangspunkt først slået op internt i den kommunale forvaltning i syv hverdage. Kun hvis der ikke blev ansat en medarbejder, som i forvejen var ansat i kommunen, blev stillingen slået op offentligt.