Det er langtfra gratis at komme på Unescos Verdensarvsliste og tage imod potentielt mange flere turister.
Derfor søger de fem kommuner, der huser de anerkendte ringborge fra vikingetiden, nu kulturministeriet om 62,5 millioner kroner. Pengene skal blandt andet bruges på besøgscentre.
De fem borgmestre har tidligere søgt om tilskud - uden held. Men det var, før ringborgene kom på verdensarvslisten.
Og det gør en stor forskel, forventer borgmester i Køge Marie Stærke (S), der står i spidsen for den fælles ansøgning.
- Nu har selve Unesco og resten af verden anerkendt, at vikinge-ringborgene er en vigtig del af verdenshistorien. Det må man også anerkende i finansloven, siger hun.