Regeringens forslag til en ny planlov lægger op til, at kirker kan fastholde deres vetoret over for vedvarende energi som for eksempel vindmøller eller solceller tæt på kirkebygninger.
Men den vetoret opfordrer Kommunernes Landsforening (KL) til at gøre op med.
Det skriver Ritzau.
- Det er ikke en gangbar vej, at regeringen lægger op til at give kirker vetoret til at bekæmpe vindmøller, siger formand for KL's Klima- og Miljøudvalg, Birgit S. Hansen, i en pressemeddelelse.
- Særligt nu, hvor det er afgørende at sikre momentum i den grønne omstilling, skriver hun.
I den nye planlov kan kirker nedlægge veto, hvis en vindmølle eller anden vedvarende energi ønskes opført inden for en kilometers afstand fra en kirkebygning.
Er vindmøllerne 250 meter høje eller endnu højere, vil kirkerne få vetoret op til to kilometer fra kirkens arealer.