Kommunerne risikerer at mangle administrativt personale om få år
Antallet af lærepladser til kontorelever i kommunerne er næsten halveret på ti år.
Lige nu er der omkring 700 kontorelevpladser pr. år, vurderer HK Kommunal.
Derfor risikerer vi, at der snart bliver mangel på folk, som kan hjælpe os med nyt kørekort, udbetale løn og planlægge.
- Det er jo det, der er den store bekymring, for allerede nu kan vi mærke, at det er svært at rekruttere, siger Susan Hedegaard, leder for løn og personale i Ikast-Brande Kommune.
Hos Fagforeningen HK Kommunal deler formand Lene Roed bekymringen. For mange kontoransatte nærmer sig pensionsalderen, og der bliver langt fra uddannet nok til at tage over.