Konservativ ordfører trækker sig på grund af medejerskab af butik, som har Ecco-sko på hylderne
De Konservatives Niels Flemming Hansen trækker sig som forsvarsordfører, skriver Vejle Amts Folkeblad.
Det sker, fordi Niels Flemming Hansen er medejer af en skobutik i Vejle, som fortsat sælger Ecco-sko.
Ecco har fået heftig kritik for at blive i Rusland, mens andre store danske virksomheder har trukket sig ud af landet, efter russernes invasion af Ukraine.
Krigen i Ukraine har derudover fået flere danske forhandlere til at tage Eccos sko ned fra hylderne.
- Jeg er selv medejer af skobutikkerne Holst Sko, som har Ecco på nogle af hylderne. Det har ført til, at der af Vejle Amts Folkeblad er blevet rejst tvivl om, hvor min loyalitet ligger, når jeg samtidig er forsvarsordfører for Det Konservative Folkeparti. Jeg har derfor efter aftale med min gruppeformand meddelt, at jeg ønsker at stoppe som forsvarsordfører for Det Konservative Folkeparti, udtaler han i en skriftlig kommentar til Vejle Amts Folkeblad.
Rasmus Jarlov (K) overtager nu posten som forsvarsordfører.