145 personer stemte ja, mens 440 af De Konservatives medlemmer stemte nej.
Dermed får partiets medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, ikke lov til at genopstille ved Europa-Parlamentsvalget næste år.
Hun bliver altså hverken spidskandidat eller kommer på listen over partiets kandidater. Det står klart efter dagens afstemning ved Konservatives landsråd i Herning.
Dermed bliver folketingsmedlem Niels Flemming Hansen også De Konservatives spidskandidat til EP-valget i juni 2024.
Udover ham er 19 kandidater blevet valgt til at stå på EU-listen.
'Jeg har været Konservativ i 40 år'
Det krævede halvdelen af alle medlemmernes stemmer for Pernille Weiss at blive en del af Konservatives EU-valg næste år.
Hun siger til DR efter afstemningen, at hun ikke mener, den er forløbet på en ordentlig måde.
- Måden at afklare, om jeg skal på listen eller ej, virker ikke særlig demokratisk, siger hun.
- Ingen af de andre kandidater på listen skal have 50 procent af stemmerne fra alle delegerede for overhovedet at komme på den, siger Pernille Weiss.
Hun understreger, at hun fortsætter i partiet og fortsætter sit arbejde i Europa-Parlamentet.
- Jeg har været konservativ i 40 år, og det ændrer sig ikke på grund af i dag, siger hun.
Pape: Glad for opbakning
Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, udtrykker tilfredshed med udfaldet af afstemningen.
- Vi er alle sammen ulykkelige over, at vi skulle hertil, men jeg er glad for landsrådets opbakning, siger han.
Når Pernille Weiss er blevet vraget af baglandet, kommer det efter længere tids stridigheder mellem hende og partiets ledelse.
Weiss er af tidligere kolleger anklaget for at have haft en ubehagelig adfærd som chef. Det reagerede De Konservatives forretningsudvalg på ved at indstille en ny spidskandidat, nemlig Niels Flemming Hansen, der altså blev valgt.
Der var dog 145 delegerede, omkring 25 procent, der ikke fulgte formandens og forretningsudvalgets anbefaling. Men det ser Pape ikke som et nederlag.
- Slet ikke. Jeg ser det ikke som modstand mod mig. I så fald har man ikke set reaktionen i salen efter min tale, siger Søren Pape Poulsen. Han understreger, at man ikke kan vide, hvorfor folk stemte, som de gjorde.
- Jeg konstaterer bare, at 75 procent af de delegerede har sagt, at nu lukker vi det kapitel, siger han.
Undersøgelse er blevet kritiseret
Pernille Weiss selv har hele tiden sagt, at hun ikke kunne genkende det billede, som de tidligere medarbejdere havde tegnet af hende og hendes ledelsesstil.
Andre har kritiseret den undersøgelse, som skulle have afsløret "et stærkt psykisk belastet arbejdsmiljø", for ikke at medtage Pernille Weiss' nuværende ansatte.
Du kan følge med i landsrådet og desuden også Socialdemokratiets årsmøde i denne liveblog.
Opdatering: Artiklen er opdateret klokken 14.18 med kommentar fra Søren Pape Poulsen.