Korrespondent om Finlands Nato-ansøgning: Finland og Sverige har gjort det klart, at de ønsker at ansøge sammen

Finnerne og svenskerne ønsker at gå hånd i hånd ind i Nato-alliancen.
Derfor vil finnerne formentlig vente på svenskerne i forhold til at sende en ansøgning af sted, fortæller DR's korrespondent Tinne Hjersing Knudsen.
- Den konkrete timing for en endelig ansøgning afhænger af svenskerne. Finland og Sverige har gjort klart, at de ønsker at ansøge sammen, så nu bliver det afgørende for tidsplanen, at alt også går glat i Sverige, siger hun.
I aften ventes Sveriges Socialdemokrater at tage stilling til det svenske medlemskab, og i morgen debatterer Sveriges Rigsdag sagen.
- En endelig ansøgning fra de to lande kunne komme på tirsdag eller onsdag, hvor Finlands præsident er på officielt statsbesøg i Sverige og mødes med den svenske statsminister. Det er en oplagt mulighed for at starte optagelsesprocessen, siger Tinne Hjersing Knudsen.