Bornholmerne har fået en ordentlig omgang sne i dag, og det giver trafikale udfordringer på øen.
Hos Bornholms Politi fortæller vagthavende Mathias Buus, at der ikke har været meldinger om trafikulykker, men at fremkommeligheden er udfordret.
- Der er flere veje, som er ved at lukke til, og der er flere, som skal trækkes fri, siger han til Ritzau.
Man har desuden valgt at indsætte en sneplov til at assistere en ambulance, som har svært ved at komme gennem snemasserne.
Dog er det fortat i orden at køre ud i vintervejret, siger politiet.
- Vi er ikke kommet med nogle officielle opfordringer, og vi har heller ikke valgt at fraråde nogle former for udkørsel, lyder det fra vagthavende Mathias Buus.