Kristian Thulesen Dahl har ikke sin politiske fremtid på plads, men han har altså sendt en vælgererklæring afsted mod Inger Støjbergs nystiftede parti, Danmarksdemokraterne.
- Ja, det har jeg ligesom allemulige andre gjort, siger Kristian Thulesen Dahl.
- Om jeg skal være en del af det politiske projekt, det er for tidligt at sige endnu.
Han kommer heller ikke til at komme med en afklaring om sin politiske fremtid lige med det samme.
- Det er en kæmpestor beslutning for mig efter 28 år med Dansk Folkeparti.
- Jeg skal bruge en god nats søvn, og så skal jeg mærke efter i de kommende dage, om jeg har den gnist, der skal til for at sige, at jeg skal blive i politik.