Aarhus Havn mangler plads, og nu søger den om lov til at udbygge ved at forvandle 100 hektar bølger til beton.
Men havneudvidelsen vil ødelægge udsigten til Mols og bugten, mener foreningen Beskyt Aarhusbugten, der holder borgermøde onsdag aften.
Formand Svend Erik Kristensen mener, at udvidelsen vil komme på tværs af byens planer for grønne områder og stadion i den sydlige del af Aarhus.
Også Danmarks Naturfredningsforening i Aarhus er kritisk indstillet.
Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard (S), er også formand for bestyrelsen i den kommunalt ejede havn. Han mener, at udvidelsen er vigtig for byen.
- Vi har brug for Aarhus Havn, det skaber tusindvis af arbejdspladser og er en vigtig del af byens historie.
