Med to langskudmål fra kanten af feltet besejrede Kroatien her til aften Danmark 2-1 og overtog dermed førstepladsen i puljen i Nations League, et point foran danskerne.
Kroaterne scorede kort efter pausen til 1-0. Efter et hjørnespark, som ikke blev clearet ordentligt, endte bolden hos backen Borna Sosa, som iskoldt placerede sit indersideskud helt nede ved stolpen til højre for Kasper Schmeichel.
Med 13 minutter tilbage kom udligningen. Christian Eriksen blev spillet fri et par meter uden for feltet, og med tid og plads sparkede han bolden kontrolleret op i hjørnet.
Kroaterne svarede hurtigt igen. Ved det efterfølgende angreb skød den indskiftede Lovro Majer bolden ind i højre hjørne uden for Schmeichels rækkevidde.
I aftenens anden kamp i puljen vandt Frankrig 2-0 hjemme over Østrig.
Danmark møder i den sidste puljekamp Frankrig i Parken på søndag, mens kroaterne samtidig spiller ude mod Østrig.
Det er kun puljens vinderhold, der går videre til Nations League Finals.