Kronprins Frederik har i dag besøgt det danske landshold inden afrejsen til VM-slutrunden i Qatar.
Han fortæller om sit besøg på Kongehusets Instagram-profil og lover, at han vil bakke op om holdet hjemme fra Danmark.
- Som jeg flere gange har understreget, har landsholdet min fulde støtte uanset hvor i verden de spiller, denne gang glæder jeg mig til at heppe på holdet hjemmefra, og jeg ønsker Kasper Hjulmand og hans trup alt muligt held og lykke.
Kom så, Danmark!, lyder det fra den altid sportsbegejstrede kronprins, der i øvrigt er fuld af tiltro til landsholdet, inden VM begynder:
- Holdet står skarpt, humøret er højt, og man behøver ikke bære rød-hvide briller for at have store forventninger til et dansk landshold, der er velspillende, har et fantastisk sammenhold, og hungrer efter at følge op på EM-succesen fra forrige sommer.
Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, fastslog søndag, at kongehuset ikke vil være til stede i Qatar under VM-slutrunden. I stedet vil man følge den fungerende regerings linje.
Fungerende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) konstaterede tidligere i går, at »fokus lige nu er på at få dannet en ny regering.
I mellemtiden vil Danmark ikke være officielt repræsenteret under VM i Qatar«.
Dermed undgik hun at tage stilling til, om det officielle Danmark reelt har fravalgt at besøge Qatar under VM-slutrunden.
