Seneste nyt

Krybskytteri stiger igen i Sydafrika

Overblik

  1. Krybskytteri stiger igen i Sydafrika

    I Sydafrika er antallet af næsehorn, der bliver dræbt af krybskytter, igen begyndt at stige efter et større fald under sidste års nedlukninger i landet.

    Det oplyser landets miljøminister. Det skriver Ritzau.

    Ifølge ministeren er 249 næsehorn blevet dræbt af krybskytter frem til slutningen af sidste måned.

    Det er 83 flere end i samme periode sidste år, men færre end de 318 næsehorn, der blev dræbt i de første seks måneder af 2019.

    Myndighederne har tidligere forklaret sidste års fald med, at det meste af Sydafrika var lukket ned på grund af pandemien.

    De store dyr bliver som oftest skudt af krybskytter, der udelukkende er ude efter næsehornenes horn, der kan sælges for tusindvis af kroner på det sorte marked.

  2. Anklagemyndigheden skal nu vurdere sag om forkerte minkprøver

    Midt- og Vestjyllands Politi har netop afsluttet sin efterforskning, og det er nu op til anklagemyndigheden at vurdere, om der skal rejses en straffesag mod den minkavler, der i efteråret indsendte forkerte prøver.

    Dengang blev der taget prøver fra mink på en måde, så hans farm ikke blev erklæret smittet med corona.

    Minkavler Niels Christian Poulsen fra Ringkøbing har tidligere sagt til DR, at der ikke bevidst blev indsendt forkerte prøver, men at der kan være sket fejl.

    Sagen vakte opsigt i foråret, da den blev omtalt i DR. I kølvandet på omtalen meldte Fødevarestyrelsen og nogle borgere den nu tidligere avler til politiet.

    Niels Christian Poulsen ønsker ikke selv at kommentere sagen yderligere.

  3. 268 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn

    268 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går.

    To personer er døde.

    Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i sin seneste opgørelse.

    Gårsdagens smittetal var 252.

    Antallet af indlæggelser stiger med en person, så der nu er i alt 99 indlagte.

    22 personer er indlagt på intensiv, heraf er 17 i respirator.

    Dagens smittetal er baseret på 26.330 PCR-test.

    Der er samtidig foretaget 18.801 hurtigtest de sidste 24 timer. Positive prøvesvar herfra indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene.

  4. Hotel Rwanda-helt fundet skyldig i terroranklager

    Paul Rusesabagina ved et indledende retsmøde. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

    Paul Rusesabagina blev kendt for som hotelbestyrer at have reddet hundredvis af tutsier under radikale hutuers folkemord på cirka 800.000 mennesker i 1994.

    Et årti senere blev han endnu mere kendt, da Hollywood-filmen 'Hotel Rwanda' i 2004 havde premiere med Don Cheadle i rollen som Rusesabagina.

    I dag skaber hans navn så endnu engang overskrifter, efter at han mandag ved en domstol i Rwandas hovedstad, Kigali, er blevet fundet skyldig i terrorrelaterede anklager.

    Det skriver Reuters.

    Sagen handler om Rusesabaginas engagement i oppositionspartiet Rwandas Bevægelse for Demokratisk Forandring (MRCD), som han er medstifter af.

    I 2018 skete en række angreb på landsbyer i det sydlige Rwanda nær grænsen til Burundi.

    Myndighederne anklagede Den Nationale Befrielsesfront (FLN), som er en væbnet gren af MRCD, for angrebet.

    Rusesabagina afviser alle anklager. Straffen i sagen er endnu ikke udmålt.

  5. 'Det var for Chris!': Ny dansk verdensmester sender hilsen til Chris Anker Sørensen

    Den dobbelte europamester i enkeltstart for U23-ryttere, Johan Price-Pejtersen, kan nu også kalde sig verdensmester.

    Mandag tog han guld i de unges disciplin ved at tilbagelægge de 30,3 kilometer på 34 minutter og 29 sekunder ved VM i Belgien.

    Danskeren var ti sekunder bedre end Lucas Plapp fra Australien, der blev toer.

    Da Johan Price-Pejtersen krydsede målstregen sendte han samtidig en hilsen til Chris Anker Sørensen, der lørdag mistede livet i Belgien.

  6. Dansk vinbonde om årets høst: ’Ser forfærdelig godt ud’

    Simon Hedegaard har en lille hektar jord med 3.000 vinstokke. (Foto: Jesper Ottosen)

    Med en råkold maj kom sæsonen skidt i gang for de danske vinbønder, der ellers er begunstiget af generelt varmere klima i disse år.

    En langt bedre august og første halvdel af september har dog skabt voldsom optimisme – i hvert fald i Østjylland.

    - Med den sidste måned er det kommet til at se forfærdelig godt ud. Normalt høster jeg en lille flaske per stok, men det bliver nok til halvanden i år, siger Simon Hedegaard, der har en lille hektar jord med 3.000 vinstokke uden for Skødstrup nord for Aarhus.

    Han forsøger at gøre op med rygtet om, at man ikke kan lave ordentlig rødvin i Danmark.

    - Der har været noget om snakken, men kvaliteten er gået voldsomt op, siger Simon Hedegaard.

  7. Pfizer/BioNTech melder vaccine sikker til 5-11-årige børn

    Børn i alderen 5 til 11 år tager effektivt og sikkert imod coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech.

    Det viser resultatet af test ifølge vaccineproducenten, som nu har planer om at søge godkendelse ved blandt andet Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

    Det skriver Reuters.

    Vaccinen er blevet testet på yngre børn med doser, der svarer til en tredjedel af dem, der bruges til voksne.

    Og efter andet stik havde børnene lige så højt et niveau af antistoffer som unge og voksne med højere doser, konkluderer producenten.

    Vaccinen er i forvejen tilgængelig for børn og unge fra aldersgruppen 12 år og op.

  8. Vestas lukker fabrik i Esbjerg

    Vestas stopper produktion på fabrikken i Esbjerg med 75 ansatte, oplyser vindmøllekoncernen i en pressemeddelelse.

    Derudover lukkes produktionen i tyske Lauchhammer og spanske Viveiro. De to fabrikker har henholdsvis 460 og 115 ansatte.

    Vestas stopper produktionen i Esbjerg, fordi de vindmølledele, som fabrikken har produceret, i dag primært bliver solgt i lande uden for Europa. Derfor vil Vestas fremover producere de dele på fabrikker lokalt.

    Den danske vindmøllekoncern håber, at man kan hjælpe nogle af de ansatte, der bliver ramt af de lukkede fabrikker, videre til andre job i Vestas.

    - Jeg vil gerne understrege, at vi er dybt investerede i at undersøge mulighederne for at flytte vores kolleger, som desværre vil blive påvirket af ophøret med produktionen på vores fabrikker i Lauchhammer, Viveiro og Esbjerg, siger direktør Tommy Rahbek Nielsen.

  9. 5.000 personer evakueret efter vulkanudbrud på La Palma

    Det første vulkanudbrud på De Kanariske Øer i 50 år har medført evakuering af omkring 5.000 mennesker - heriblandt 500 turister - på den mindre ø La Palma.

    Det oplyser spanske myndigheder ifølge Reuters.

    Vulkanen Cumbre Vieja gik søndag eftermiddag i udbrud efter fire dage med seismisk aktivitet. Den var senest i udbrud i 1971.

    Søndag skrev Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter, at rejsende opfordres til at være agtpågivende og følge myndighedernes anvisninger.

    Ifølge et af landets største rejsebureauer, Bravo Tours, er der dog næppe ret mange danske turister på øen, der ikke er nær så besøgt som de større kanariske øer Gran Canaria og Tenerife.

    Til DR Nyheder oplyser administrerende direktør Peter Hornshøj, at Bravo Tours først har flyafgange til La Palma fra midten af oktober. Og han venter ikke, at vulkanudbruddet på det tidspunkt får nogen betydning.

    - Det er formentlig slut inden for et par dage. Og selvom det ikke er en kæmpestor ø, så er det ikke noget, der truer nogen af feriebyerne, siger han.

  10. Tusindvis mister behandlingstilbud for spiseforstyrrelse: 'De penge, de skal findes'

    Mellem 40 og 50.000 borgere i Danmark anslås ifølge Sundhedsstyrelsen at lide af tvangsoverspisning - såkaldt Binge Eating Disorder, BED.

    Regeringen har således ikke fundet midler på finansloven for 2022 til at videreføre tilbuddet.

    Men de penge skal findes, lyder det fra Venstres psykiatriordfører Jane Heitmann.

    - Det er en behandlingsmæssig katastrofe for denne her sårbare gruppe borgere. Vi ved, at behandlingen har effekt, og alligevel har regeringen ikke prioriteret så meget som en bøjet femøre til de mennesker.

    Også Dansk Folkeparti vil opretholde tilbuddet.

    - Det er klart et problem, der skal løses. De penge, de skal findes, ellers så efterlader man jo de her mennesker i ingenmandsland, siger sundhedsordfører Liselott Blixt.

  11. Børn sender manifest til verdens ledere

    Vigtige budskaber om klodens fremtid bliver i de kommende dage formuleret af nogle af verdens børn, der er samlet til Børnenes Topmøde i Billund.

    Børnene skriver et manifest, der skal sendes til FN's generalforsamling, der finder sted i New York i øjeblikket.

    - Vi har lidt nogle anderledes idéer, end dem der er blevet brugt tidligere, siger et at børnene, Nanna Maria Blak Biancardo.

    Der er 20 børn samlet i Billund, mens omkring 80 børn har deltaget i forarbejdet.

    Det er organisationen Børnenes Hovedstad, der står bag topmødet, og verdens ledere bør tage børnene alvorligt.

    - Det er bestemt ikke noget vi leger. Børnene gør det for fremtiden, siger direktøren i Børnenes Hovedstad, Charlotte Sahl-Madsen.

  12. Fødevaregiganter kræver flere penge til grøn omstilling

    I et åbent brev til regeringen og partierne på Christiansborg opfordrer Arla, Danish Crown, DLG og Danish Agro nu til en bred aftale om den grønne omstilling af landbruget - med de nødvendige midler.

    - Hvis danske politikere svækker de danske landmænds konkurrenceevne, vil det koste tusindvis af arbejdspladser, ikke blot i landbruget, men i høj grad også i følgeerhvervene.

    - Og det vil i alvorlig grad svække den styrkeposition, danske landmænd og fødevarevirksomheder har opnået på globalt plan, hvor de i dag befinder sig i den absolutte superliga, når det handler om at producere klimaeffektivt, skriver de fire virksomheder i brevet.

    Regeringen afviste i weekenden at finde yderligere finansiering ud over den eksisterende landbrugsstøtte.

  13. Spansk politi anholder 106 personer fra den italienske mafia

    Spansk politi har i samarbejde med italiensk politi, Europol og Eurojust anholdt 106 personer i forbindelse med en politiaktion mod den italienske mafia på ferieøen Tenerife.

    Det oplyser både EU's politienhed Europol i en pressemeddelelse og spansk politi på Twitter, hvor de har frigivet video af dele af politiaktionen.

    Netværket har angiveligt været involveret i onlinesvindel, hvidvaskning af penge, narkotikahandel og ejendomssvindel, skriver Europol.

    Sidste år formodes netværket at have været involveret i hvidvaskning for 10 millioner euro - svarende til knap 75 millioner kroner.

  14. Frøs du også lidt i morges? Fynboer stod op til 5,2 grader

    Dagen i dag er startet med en grå dyne af skyer, som spredes i løbet formiddagen og giver sol de fleste steder.

    Men måske har du bemærket, at det var en forholdsvis kold morgen.

    Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut vågnede man flere steder op til temperaturer under ti grader - og på Fyn helt ned til 5,2 grader.

    DMI på Twitter. (© (C) DR Nyheder)

    DR Vejret melder om temperaturer på mellem 12 og 15 grader i dag, hvor et højtryk omkring den russiske halvø Kola sender tør og relativ kold luft mod os.

  15. Seks personer er døde efter skyderi på universitet i Rusland

    Russisk politi blokerer vejen i nærheden af universitet i Perm, efter en gerningsmand har skudt og dræbt mindst otte personer. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

    Rettelse: Tidligere lød det, at otte personer var døde, men dødstallet er mandag eftermiddag justeret til seks. Dette er derfor rettet.

    En gerningsmand åbnede mandag morgen ild på et universitet i den russiske by Perm.

    Mindst seks mennesker er døde, og der er meldinger om adskillige sårede. Det oplyser russiske efterforskere ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Det russiske nyhedsbureau Tass skriver, at gerningsmanden var studerende på universitetet.

    - Den mistænktes identitet er fastslået. Han er tilbageholdt, og information om ham bliver indsamlet, siger talsperson Svetlana Petrenko ifølge Tass.

    Petrenko står i spidsen for Ruslands Undersøgende Komité. De undersøger større forbrydelser i landet.

    Hun tilføjer, at gerningsmanden blev såret under anholdelsen.

    Videoer, som florerer på sociale medier, viser personer, der hopper ud af vinduer og flygter fra universitetsbygningen.

  16. Kinesisk ejendomsgigant truet af konkurs: Sender chokbølger gennem aktiemarkederne

    For kort tid siden lukkede Hang Seng-indekset i Hongkong med blodrøde tal. Markedet lukkede med et fald på 3,29 procent. Og sådan har det set ud hver dag den seneste uge.

    Bekymringerne i Asien har også smittet af på de europæiske markeder, der er åbnet med et hav af røde tal.

    Det ske, efter det kom frem, at den kinesiske ejendomsgigant Evergrande advarede sine investorer om, at firmaet risikerer at misligholde sin gæld – altså: Gælden kan ikke betales tilbage.

    Ejendomsgiganten, der er Kinas andenstørste ejendomsudvikler, har opbygget en gæld på omkring 1.900 milliarder kroner.

    Virksomhedens aktie er i Hongkong faldet med 11,42 procent ved lukketid klokken 10 dansk tid.

  17. Riis om Chris Anker Sørensen: 'Jeg kunne se ham som formand for Danmarks Cykle Union'

    Bjarne Riis, tidligere cykelrytter og holdleder for afdøde Chris Anker Sørensen, udtrykker i Ekstra Bladet sit chok over tragedien i Belgien.

    Riis var manden, som i 2007 gjorde den dengang 22-årige jyde til professionel cykelrytter på Team CSC.

    - Chris kunne køre stærkt på cykel, men det var kun den ene side af ham. Han var atypisk på alle fronter. Han var en superintelligent bondeknold, kan man sige, og det er kærligt ment, siger Riis.

    - Han var en, som jeg kunne se som formand for Danmarks Cykle Union om nogle år, for han var også god politisk. Dansk cykling har mistet en stor personlighed, siger Bjarne Riis.

  18. Advarsel fra Røde Kors fremlagt i rigsretssagen mod Inger Støjberg

    På ottendedagen af rigsretssagen mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg er ministeriets tidligere chefjurist Lykke Sørensen igen i vidneskranken.

    Hun er et nøglevidne i sagen om ulovlige tvangsadskillelser af asylpar i 2016 og er i dag blevet bedt om at kaste lys over en mail fra Røde Kors.

    Her skriver organisationen 4. marts, at de finder det nødvendigt med dispensationsordninger - så alle par ikke skal adskilles.

    Ifølge Lykke Sørensen blev Støjberg orienteret om mailen i forbindelse med et efterfølgende samråd.

    Den 3. marts sendte Udlændingestyrelsen desuden et notat med en beskrivelse af fem sager, hvor styrelsen var i tvivl om, hvorvidt parrene skulle adskilles.

  19. USA og Storbritannien forsøger at glatte ud i ubådskonflikt med Frankrig

    I et forsøg på at nedtone konflikten med Frankrig i den omstridte ubådskonflikt, sagde den britiske premierminister, Boris Johnson, i går søndag, at Frankrig ikke skal bekymre sig.

    - Det er ikke meningen, at det skal være ekskluderende. Det er ikke noget, nogen skal bekymre sig om, og især ikke vores franske venner, sagde premierministeren.

    Han beskrev desuden de to landes relation som et "meget venligt forhold," som har en "enorm betydning." Det skriver BBC.

    Også USA forsøger at løse konflikten med Frankrig, og det er aftalt, at den amerikanske præsident Joe Biden skal ringe og få en snak med den franske præsident Emmanuel Macron senere på ugen.

    Konflikten er opstået, fordi Frankrig følte sig dolket i ryggen, da USA, Australien og Storbritannien onsdag præsenterede en ny forsvarsalliance, hvor USA overtager en milliardordre på ubåde fra franskmændene.

    Siden da af bølgerne gået højt, og Frankrig har hjemkaldt sine ambassadører i både USA og Australien.

  20. Nyt solcelleprojekt ved Karup vil fylde et område på knap 400 fodboldbaner

    Et stort solcelleanlæg kan være på vej ved Kølvrå i Viborg Kommune.

    Projektet, som stadig er i idéfasen, vil levere strøm til 41.000 husstande og strække sig over et område på 272 hektar. Det svarer til knap 400 fodboldbaner.

    I dag er der borgermøde om projektet i Karup Kultur- og Forsamlingshus.

    - Det er jo utrolig stort, det er mange hektar. Hvordan vil det komme til at fylde, og vil det præge naturen? siger formand i Køvlrå og Omegns Borgerforening, Lene Kemper.

    Bag det hele står European Energy A/S, Karup Kartoffelmelfabrik og to lokale lodsejere. Der er endnu ikke taget politisk stilling til solcelleanlægget.

  21. USA frygter superspredning ved FN's generalforsamling

    Delegationer fra hele verden er rejst FN's årlige generalforsamling, der finder sted i denne uge i New York.

    Men det er en begivenhed, som man fra amerikansk side betragter med en vis nervøsitet i forhold til smittespredning.

    - Vi er nødt til at tage alle forholdsregler for at sikre os, at det ikke bliver en supersprederbegivenhed, siger Linda Thomas-Greenfield, der er USA's FN-repræsentant.

    Det skriver CNN.

    Alle rejsende, der ankommer til USA, skal kunne fremvise en negativ coronatest.

    Men den begrænsede adgang til vacciner i store dele af verden vækker bekymring for, at en del af delegationerne vil være ringe beskyttet.

    Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, er blandt deltagerne ved FN's generalforsamling.

  22. Lejligheder blev solgt hurtigere end nogensinde i foråret

    I andet kvartal i år tog det rekordfå dage at sælge en lejlighed, mens det for huse var det laveste niveau i 14 år.

    Det viser tal fra Finans Danmark, der er interesseorganisation for banker og realkreditselskaber, som låner penge ud til boligejere.

    I gennemsnit tog det 70 dage at sælge en lejlighed, mens det for huse var 134 dage. Kvartalet inden var tallene henholdsvis 92 og 156 dage.

  23. Se billederne: Vulkan på La Palma har dannet fem revner

    • Vulkanen gik i udbrud søndag klokken 15.15. Den var to gange i udbrud i forrige århundrede - i 1949 og i 1971. (Foto: DESIREE MARTIN © Ritzau Scanpix)
    • Ingen er foreløbig kommet til skade i forbindelse med udbruddet. (Foto: BORJA SUAREZ © Ritzau Scanpix)
    • Den lokale regering opfordrer på Twitter borgerne til at være "ekstremt forsigtige og til at holde sig væk fra udbrudszonen for at undgå unødig risiko". (Foto: FORTA © Ritzau Scanpix)
    • Sådan så det ud, da Cumbre Vieja søndag eftermiddag gik i udbrud. (Foto: DESIREE MARTIN © Ritzau Scanpix)
    • Vulkanudbruddet har fået Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, til at udskyde sin deltagelse i FN's generalforsamling i New York. Han ventes nu at tage til La Palma. (Foto: BORJA SUAREZ © Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    Efter fire dage med stigende seismisk aktivitet gik vulkanen Cumbre Vieja søndag eftermiddag i udbrud på øen La Palma, der er en del af Spaniens kanariske øer.

    De borgere, der bor tættest på vulkanen, er blevet evakueret, og i alt ventes mellem 5.000 og 10.000 mennesker at skulle finde alternative steder at opholde sig.

    En vulkanekspert fra Spaniens Geografiske Institut, Stavros Meletlidis, siger ifølge Reuters, at der er dannet fem revner på vulkanens bakkekant i nationalparken Cumbre Vieja på den sydlige del af øen.

    Det er usikkert, hvor længe udbruddet vil vare.

  24. Styrelse stopper salg af tandblegemidler efter undersøgelse

    Gør-det-selv-tandblegning kan være risiikabelt.

    Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse af 25 tandblegeprodukter, som Miljøstyrelsen står bag.

    Undersøgelsen viser, at halvdelen af produkterne kan medføre skader på tænder eller tandkød i større eller mindre grad.

    Og det har ført til, at styrelsen har stoppet salget af de mest skadelige produkter, siger Elisabeth Paludan, der er funktionsleder hos Miljøstyrelsen.

    - Det er vores kemikalieinspektion, som har taget fat i flere virksomheder og bedt dem stoppe salget i Danmark.

    12 af produkterne er også blevet undersøgt for deres blegeeffekt, og her fandt styrelsen, at to tredjedele ikke havde en blegeeffekt overhovedet.

  25. Henrik døde af kødædende bakterier - nu efterlyser eksperter retningslinjer

    Da 44-årige Henrik Winther efter en knæoperation blev ramt af den sjældne lidelse kødædende bakterier, foreslog vagtlægen en kop varm kakao.

    Kort efter døde han af infektionen.

    Og det kan være et spørgsmål om dage eller timer, når en person bliver ramt af kødædende bakterier. For starter behandlingen ikke hurtigt, vil det i værste fald koste menneskeliv.

    I flere tilfælde har sundhedspersonale overset symptomerne på den alvorlige lidelse, viser DR-dokumentaren 'De kødædende bakterier'.

    - Det er et problem, at vi har en så alvorlig sygdom, hvor der igen og igen bliver handlet for sent med store sundhedsmæssige konsekvenser, og at vi tilsyneladende ikke lærer af det på et nationalt plan, siger læge og ph.d. Marco Bo Hansen.

  26. Ishøj-borgmester har været 53 gange i lokal-tv på ét år: 'Det er så udemokratisk'

    (ARKIV) Ole Bjørstorp har været borgmester i Ishøj Kommune i over 20 år. I efteråret 2020 blev han dog vraget som Socialdemokratiets borgmesterkandidat. I februar meldte han sig ud og stiftede Ishøjlisten. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

    Alle partier i byrådet i Ishøj, på nær borgmester Ole Bjørstorps Ishøjlisten, er utilfredse med den dækning, som borgmesteren får i TV-Ishøj.

    53 gange har han ifølge en redegørelse fra kommunen medvirket på kanalen i perioden fra 28. februar 2020 til 2. marts 2021.

    Til sammenligning har tre andre politikere medvirket henholdsvis fire, to og en gang i samme periode.

    - Det er så udemokratisk, som noget kan være, at det er sådan en envejskommunikation, der foregår, siger 2. viceborgmester Poul Rikardt Jørgensen fra Dansk Folkeparti.

    Tv-kanalen kostede i 2020 borgerne i Ishøj knap 1,6 millioner kroner.

  27. Ugen starter med sol og tørt vejr

    (Foto: Roland Olsen)

    Ugens vejr starter roligt med en tør dag de fleste steder. Der kan komme enkelte lokale byger.

    Selvom dagen starter under en grå dyne af skyer, klarer det op i løbet af formiddagen og giver op til en del sol til de fleste.

    Temperaturen ligger fortsat i lejet mellem 12 og 15 grader.

    Vinden kommer fra nordøstlige retning, hvor et højtryk omkring den russiske halvø Kola sender tør og relativ kold luft mod os.

    I dag kun med en svag til jævn styrke langs kysterne kan man dog opleve op til frisk vind.

  28. Boris Johnson vil presse Amazon-stifter til at betale mere i skat

    Det ømme spørgsmål om techgiganternes skattebetaling er på dagsordenen, når Storbritanniens premierminister Boris Johnson i dag mødes med Jeff Bezos.

    På vej til USA oplyser Johnson ifølge blandt andre Reuters, at han har tænkt sig at bede e-handelsvirksomhedens stifter og bestyrelsesformand om at betale en mere fair del af skattebyrden i Storbritannien.

    Samtidig ventes Boris Johnson at tale en alvorssnak med Jeff Bezos om arbejdsforholdene for Amazons medarbejderstab i Storbritannien, som ventes at runde 55.000 inden årets udgang.

    Jeff Bezos er ifølge Bloomberg verdens næstrigeste person med en formue på næsten 200 milliarder dollars - svarende til 1.262 milliarder kroner.

  29. Kansler-rivaler gik til angreb på kristendemokraten Armin Laschet under tv-debat

    De tyske vælgere skal til stemmeurnerne på søndag. (Foto: FILIP SINGER © Ritzau Scanpix)

    Det var sidste chance for at tage større stik hjem, da de tre tyske kanslerkandidater i aftes stod overfor hinanden i den store tv-debat inden valget på søndag.

    Men for kristendemokraten Armin Laschet, CDU, blev det en ulige kamp, da socialdemokraten Olaf Scholz og De Grønnes Annalena Baerbock sammen gik til angreb.

    Flere kommentatorer spekulerer således i, om de to allerede har indledt regeringsforhandlinger, før krydserne er sat.

    Armin Laschet står omvendt til at føre kristendemokraterne i søsterpartierne CDU/CSU til det absolut værste valgresultat nogensinde.

    Han har tabt et ellers komfortabelt forspring i målingerne til socialdemokraterne i SPD, der står til at blive Tysklands nye største parti.

  30. The Crown skovler priser ind ved Emmy-uddelingen

    Jessica Hobbs med sin Emmy-statuette for bedste instruktion. (Foto: Peter Nicholls © Ritzau Scanpix)

    Netflix' serie om det britiske kongehus, The Crown, har blandt andet vundet prisen for bedste dramaserie ved Emmy-prisuddelingen.

    Det skriver Reuters.

    Serien har ligeledes vundet prisen for bedste instruktion - den går til Jessica Hobbs.

    Derudover har Olivia Colman, der spiller dronning Elizabeth 2. i serien, vundet prisen for bedste kvindelige hovedrolle.

    Josh O'Connor, der spiller en ung prins Charles, har tilsvarende vundet prisen for bedste mandlige hovedrolle.

    Priserne for bedste biroller er ligeledes gået til serien.

    Tobias Menzies har modtaget prisen for sit portræt af Prins Philip, mens Gillian Anderson har vundet for sin rolle som premierminister Margaret Thatcher.

  31. Over halvdelen af stemmerne talt op i Rusland: Putins støtteparti står til valgsejr

    Partiet Forenet Rusland, der støtter præsident Vladimir Putin, står til at få lidt over 46 procent af stemmerne ved det russiske parlamentsvalg.

    Det oplyser Ruslands valgkommission natten til mandag dansk tid, efter at lidt over 50 procent af stemmerne er talt op.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP ifølge Ritzau.

    Vælgerne har peget på de 450 medlemmer af dumaen, som er underhuset i det russiske parlament. Her har Forenet Rusland 334 af sæderne, men står til tilbagegang. (Foto: ALEXANDER NEMENOV © Ritzau Scanpix)

    Forenet Rusland fik ved valget i 2016 lidt over 54 procent af stemmerne - og dermed står partiet nu til tilbagegang.

    Kommunistpartiet bliver ifølge det foreløbige resultat næststørst i parlamentet med lidt over 21 procent. Det er en fremgang fra 13,3 procent ved valget for fem år siden.

  32. Michael Mørkøv mindes Chris Anker: ’Det er en af mine allernærmeste venner, der ikke er her mere’

    Siden lørdagens tragiske begivenhed, hvor den tidligere cykelrytter og TV 2's cykelekspert Chris Anker Sørensen omkom efter at være blevet påkørt på sin cykel i Belgien, er han blevet mindet i og uden for cykelverdenen.

    Søndag aften delte den tidligere holdkammerat og ven Michael Mørkøv sine personlige minder om Chris Anker Sørensen.

    - Han er en af mine tætteste kammerater og har været det i rigtig mange år. Vi har kørt på hold sammen i syv år, og det var et venskab, jeg var heldig at få, sagde Michael Mørkøv i Sportsmagasinet på DR1.

    - Vi har begge nydt at mødes på en cykeltur og kørt ud for at få en kop kaffe, hvor vi har snakket cykling og familie. Det er en af mine allernærmeste venner, der ikke er her mere.

    Se interviewet med Michael Mørkøv i videoen herunder.

  33. USA lukker dele af grænsen mod Mexico for at stoppe haitianske migranter

    Den amerikanske regering har lukket visse strækninger af grænsen mellem Texas og Mexico i et forsøg på at få styr på den strøm af migranter fra Haiti, som i de seneste uger har krydset grænsen ind i USA.

    Det skriver AP.

    Samtidig påbegyndte USA den planlagte indsats med at flyve migranterne tilbage til Haiti, der for nylig blev ramt af et kraftigt jordskælv.

    3.300 migranter er ifølge den amerikanske grænsekontrol allerede blevet fjernet fra den lejr, som migranterne har slået op under en bro i den mexicanske grænseby Ciudad Acuña, og er enten blevet overflyttet til opholdscentre eller er blevet sendt på fly ud af USA.

    Der opholder sig fortsat omtrent 12.600 migranter ved grænsen. De forventes alle at være blevet sendt tilbage til Haiti i løbet af den kommende uge. Det siger chefen for den amerikanske grænsekontrol, Raul L. Ortiz, søndag ifølge AP.

  34. FCM's ti mand slår FCK og overtager Superligaens førsteplads

    FCM er nyt tophold i ligaen efter ni runder, mens FCK nu er nummer to. (Foto: LISELOTTE SABROE © RITZAU/SCANPIX)

    FC Midtjylland vandt søndag Superliga-topbraget mod FC København med 1-0 i et udsolgt Parken.

    Opgørets eneste mål blev sparket ind af de midtjyske gæsters Júnor Brumado kort efter starten på anden halvleg. Det var på trods af, Midtjylland var reduceret til ti spillere, da Evander fik rødt kort for en stempling efter 26 minutters spil.

    Hjemmeholdet formåede dog ikke at konvertere overtallet til mål, og de måtte i stedet indkassere holdets første nederlag i denne sæson.

    Med 21 point på kontoen overtager FC Midtjylland Superligaens førsteplads – ét point foran rivalerne fra FCK på andenpladsen.

  35. Islamisk Stat tager skylden for dødelige angreb på Taliban i Afghanistan

    Islamisk Stat (IS) tager søndag skylden for en række dødelige bombeangreb i byen Jalalabad i det østligste Afghanistan.

    Det oplyser de militante islamisters nyhedsmedie Amaaq ifølge Reuters.

    Målet for bombeangrebene var Taliban-medlemmer. Det er endnu uvist, præcist hvor mange medlemmer af Taliban som blev ramt af angrebene.

    Øjenvidner og hospitalsansatte oplyser imidlertid til Reuters, at mindst tre mennesker mistede livet, mens cirka 20 blev såret ved angrebene.

    Der er ikke umiddelbart nogen reaktion fra Taliban, som midt i august sikrede sig magten i Afghanistan.

  36. Kommunistpartiet kommer godt fra start ved det russiske parlamentsvalg

    Det russiske parlamentsvalg, der strækker sig over tre dage, slutter søndag.

    De første valgsteder er lukket efter maratonvalget, og stemmeoptællingen er nu i fuld gang i det fjernøstlige Rusland.

    Og her har medlemmer af landets kommunistparti indtil videre sikret sig flest stemmer, skriver dpa.

    Partiet 'Forenet Rusland', der støtter den siddende præsident Vladimir Putin, er dog stadigvæk storfavoritter til at løbe med valgsejren. Reuters melder, at ni procent af stemmerne indtil videre er talt op. Ifølge Reuters peger de indledende exit-poles også på en klar valgsejr til Forenet Rusland.

    Rusland strækker sig over hele 11 tidszoner, hvorfor der flere andre steder i Rusland fortsat er tid til at nå at afgive sin stemme.

    Valget er ad flere omgange blevet kritiseret bredt for at være udemokratisk.

    Oppositionslederen Aleksej Navalnyj er fortsat fængslet sammen med andre oppositionsfolk, og hans organisation er erklæret ulovlig.

    Samtidig er der ingen valgobservatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) til stede for at bevidne, om valget går retfærdigt til, da den russiske regering og OSCE ikke har kunnet komme overens.

  37. Se videoen: For første gang i 50 år sprøjter lavaen op på La Palma

    Vulkanen Cumbre Vieja er gået i udbrud på den kanariske ø La Palma. (Foto: MIGUEL CALERO © Ritzau Scanpix)

    Det har været under optræk den seneste uges tid, og her til eftermiddag skete det så.

    Vulkanen Cumbre Vieja er gået i udbrud på den spanske kanarieø La Palma i Atlanterhavet.

    Cumbre Vieja spyr lava op i luften, og en sort røgsky kan ses fra alle dele af øen.

    De lokale myndigheder er i gang med at evakuere personer, der bor tæt på vulkanen. Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer danske rejsende til at passe på og følge myndighedernes anbefalinger.

    Det er første gang i 50 år, at en vulkan er gået i udbrud på La Palma.

  38. Hammerkaster slår dansk rekord for niende gang i år

    Katrine Koch Jacobsen (tv.) vandt tidligere på sommeren sølv ved U23-EM. (Foto: BEAUTIFUL SPORTS/Tobias Lackner © imago images/Beautiful Sports)

    Den danske hammerkaster Katrine Koch Jacobsen fra Sparta Atletik understreger gang på gang, at hun er den absolut bedste danske kvindelige hammerkaster.

    Tilbage i marts satte hun sin første danske rekord, og siden har hun overgået sig selv hele otte gange. Senest gjorde hun det lørdag ved Kip Keino Classic i Kenya, hvor hun kastede 71,09 meter.

    Rekorden sikrede også Katrine Koch Jacobsen sejren, da hun kastede mere end halvanden meter længere end de nærmeste konkurrenter.

  39. Sønderjyske slår Brøndby med scoring i tillægstiden

    (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

    Det så længe ud til at blive en målløs deler, da de danske mestre i fodbold, Brøndby IF, søndag gæstede Sønderjyske i Superligaen.

    Det var da lige indtil, hjemmeholdets Abdulrahman Taiwo scorede til 1-0 efter 91 minutters spil og sikrede Sønderjyske sæsonens anden sejr.

    Mens sønderjyderne var storspillende i første halvleg, kom Brøndby igen og sad på meget af spillet i anden halvleg.

    Superliga-sejren var Sønderjyskes første siden 26. juli, og derfor var den også tiltrængt i tabellen.

    Sejren sender Sønderjyske op på tiendepladsen med otte point, hvilket er a point med netop Brøndby på niendepladsen. Det betyder, at AGF nu indtager på tabellens næstsidste plads.

  40. Vulkanudbrud på kanarieøen La Palma for første gang i 50 år

    Røg og lava stiger op fra vulkanudbrud på La Palma. (Foto: MIGUEL CALERO © Ritzau Scanpix)

    Det har rumlet i en uge, og i dag skete det. For første gang i 50 år er en vulkan gået i udbrud på den spanske kanarieø La Palma i Atlanterhavet.

    Tv-stationer viser billeder af spruttende lava og en søjle af sort og hvid røg, der vælder op fra vulkanområdet Cumbre Vieja.

    Der har været en stigende seismisk aktivitet i området i en uge, skriver Reuters.

    Myndighederne var derfor gået i gang med at evakuere svagelige personer og husdyr fra de omkringliggende landbyer, da udbruddet begyndte klokken 16:15 dansk tid.

    Der skete ingen materiel skade ved det seneste vulkanudbrud på La Palma i 1971.

  41. Clara Tauson vinder WTA-turneringen Luxembourg Open

    Det er anden gang i karrieren, Clara Tauson vinder en WTA-turnering. (Foto: Gerry Schmit via www.imago-image © Ritzau Scanpix)

    Den danske tennisspiller Clara Tauson vinder WTA-turneringen Luxembourg Open.

    I finalen besejrede Tauson den forsvarende vinder, Jelena Ostapenko, i tre sæt, 6-3, 4-6, 6-4.

    Det er anden gang, den 18-årige dansker vinder en WTA-turnering, efter hun i marts vandt Lyon Open. WTA-touren er, undtaget de fire grand slam-turneringer, det højeste niveau.

    Den useedede dansker gik ind til turneringen som nummer 70 på verdensranglisten, mens Ostapenko er nummer 30.

    Når ranglisten opdateres mandag avancerer danskeren knap 20 pladser, så hun placerer sig som nummer 52.

    I 2013 vandt Caroline Wozniacki turneringen, der rangerer på laveste niveau inden for WTA-turneringer.

  42. Etiopiere dominerer halvmaraton i København

    Der blev løbet rigtig hurtigt ved Copenhagen Half Marathon søndag.

    Hos kvinderne satte den 22-årige etiopier Tsehay Gemechu løbsrekord i tiden en time, fem minutter og otte sekunder. Det er syv sekunder hurtigere end den rekord, den dobbelte OL-guldvinder Sifan Hassen satte tilbage i 2018.

    Også hos mændene blev der vist høj klasse. De fire første løbere løb over målstregen på under en time. Det var dog etiopieren Amdework Walalegn, der vandt løbet efter en spændende spurt. Han løb distancen i tiden 59 minutter og 10 sekunder.

    Ved konkurrencen blev der også løbet DM. Her vandt OL-deltageren Abdi Ulad efter at have løbet distancen på en time, tre minutter og 30 sekunder. Egentlig var AGF-løberen Omar Hassan 13 sekunder hurtigere end Ulad, men Hassan venter fortsat på dansk statsborgerskab.

  43. Kabuls Taliban-borgmester beordrer kvindelige kommunalt ansatte at blive hjemme

    En gruppe kvinder demonstrerer i Afghanistans hovedstad, Kabul, for deres ret til at tage del i det offentlige liv.

    Protesterne kommer på baggrund af, at Kabuls midlertidige borgmester, Hamdullah Namony, ifølge AP tidligere i dag har beordret kvindelige kommunalt ansatte ikke at møde ind på arbejde fremover og i stedet blive hjemme.

    Kvinder, hvis arbejdsopgaver ikke kan varetages af mænd, vil fortsat skulle møde på arbejde, oplyser borgmesteren.

    Hamdullah Namony siger, at omtrent en tredjedel af Kabuls 3.000 kommunalt ansatte var kvinder, da Taliban overtog magten.

    - I starten fortalte vi dem (kvindelige ansatte, red.), at de skulle møde op på deres arbejde. Men så besluttede det islamiske emirat, at kvindelige ansatte skulle indstille arbejdet et stykke tid, siger han til AP.

  44. Sejrsløse Vejle deler med Viborg

    Vejle har stadig sin første Superliga-sejr til gode i denne sæson. (Foto: Frank Cilius © Ritzau Scanpix)

    Vejle Boldklub jagtede sæsonens første sejr i Superligaen, da holdet søndag hjemme tog imod oprykkerne fra Viborg.

    Men selv om holdet fra Nørreskoven kæmpede hårdt for sejren, så blev det til en pointdeling, da opgøret endte 1-1.

    Det var tydeligt, at begge mandskaber havde brug for en sejr. Holdene spillede i højt tempo, men havde svært ved at gøre sig farlige i store dele af kampen.

    Det blev kun til en enkelt scoring fra de respektive hold, der måtte tage til takke med 1-1. Vejle er dermed fortsat uden sejr i denne superligasæson.

    Vejle forbliver dermed på Superligaens sidsteplads, mens Vejle indtager ottendepladsen, inden søndagens sidste kampe.

    /Ritzau/

  45. Randers FC vinder målrig duel om fjerdepladsen

    Stephen Odey scorede til 3-1 efter 34 minutters spil og blev dermed dobbelt målscorer. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

    Fodboldholdet Randers FC vandt søndag 3-2 over FC Nordsjælland i Superligaen.

    Målfesten blev sparket i gang efter otte minutter, da Randers' Stephen Odey sendte hjemmeholdet foran 1-0. Herefter blev målene ved med at komme gennem hele første halvleg, som bød på alle kampens fem mål.

    De mange mål og chancer opstod som følge af modstanderens grove forsvarsfejl.

    De to hold duellerede om, hvilket hold, der skulle indtage Superligaens fjerdeplads.

    Det gør Randers FC dermed fortsat med 17 point, mens gæsterne fra Nordsjælland forbliver på femtepladsen med 13 point. De har samtidig tabt de tre seneste opgør.

  46. Interview med nær ven til Chris Anker Sørensen: 'Chris efterlader et tomrum, som er utrolig svært at acceptere'

    DR Sportens cykelekspert, Brian Nygaard, har i mange år været nær ven med Chris Anker Sørensen, der fredag mistede livet i en ulykke i Belgien.

    Brian Nygaard kommer til at savne sin gode ven og kollega af mange årsager, men især én ting fylder.

    - Jeg kommer virkelig til at savne hans humør og evne til at vise os andre den værdi, der er i at bruge ekstra energi på at være der for andre mennesker, siger Brian Nygaard.

    Du kan læse hele artiklen her.

  47. Chris Anker bliver mindet ved VM i landevejscykling

    Ekscykelrytteren Chris Anker Sørensens tragiske død lørdag vil blive mindet med et minuts stilhed forud for søndagens enkeltstart ved VM i landevejscykling i Flandern.

    Det skriver Den Internationale Cykelunion (UCI) på Twitter.

    Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg stiller til start for Danmark ved søndagens enkeltstart.

  48. Se videoen: Vovehals gik på line mellem Eiffeltårnet og Chaillot-teatret

    Nathan Paulin på vej over Seinen i 70 meters højde. (Foto: Sameer al-Doumy © Ritzau Scanpix)

    En fransk vovehals har krydset Seinen i Paris på en line i 70 meters højde ved en opsigtsvækkende bedrift, der blev fulgt af en folkemængde ved Eiffelttårnet og på flodbredderne.

    Linen gik fra Eiffeltårnet på den ene side og Chaillot-teatret på den anden.

    Det var den 27-årige franskmand Nathan Paulin, der gjorde det med en lille sikkerhedsstrop om livet, da han barfodet gik ud på den 670 meter lange færd.

    På turen stoppede han op et par gange og sad eller lagde sig ned eller det, der var værre, som du kan se i videoen herunder:

  49. Firedobbelt verdensmester indstiller cykelkarrieren

    Tony Martin nåede 13 deltagelser i Tour de France, hvor han har været fast inventar siden 2009. Derudover kørte han Giro d'Italia tre gange og Vuelta a España fem gange. (Foto: BENOIT TESSIER © Ritzau Scanpix)

    Den firedobbelte verdensmester i enkeltstart Tony Martin stiller cyklen i garagen efter den kommende uges landevejs-VM.

    - Sådan en vidtrækkende beslutning er ikke let at træffe. Cykling har været en stor del af mit liv i lang tid - med højdepunkter og nedture, store succeser og store nederlag, styrt og comebacks.

    - Hvad man unge ryttere drømmer om, har jeg opnået, siger 36-årige Tony Martin til hjemmesiden.

    Martin blev verdensmester i enkeltstart i 2011, 2012, 2013 og 2016, mens han også nåede at hente fem individuelle etapesejre i Tour de France mellem 2011 og 2015.

  50. 252 nye coronasmittede det seneste døgn

    252 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Tre personer er døde.

    Der er nu 98 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er én mere end i går.

    Dagens smittetal fra Statens Serum Institut er baseret på 29.459 PCR-test.

    Det svarer til, at 0,85 procent af de testede har været smittet med covid-19.

  51. Pia Kjærsgaard: Formandsposten er bestemt ikke på min ønskeseddel

    Det har skabt uro, at Pia Kjærsgaard ikke afviste muligheden for et comeback på formandsposten i Dansk Folkeparti efter interne stridigheder i partiet.

    Men efter den tidligere partiformands tale på DF's årsmøde i Herning, gav hun pressen sit besyv.

    Til spørgsmålet om, hvorvidt hun selv havde skabt interne stridigheder ved ikke at udelukke en fremtid på partiets øverste post, sagde hun:

    - Nej, fordi jeg har fået så meget opbakning og så meget tillid, og det (formandsposten, red.) er bestemt ikke noget, der står på min ønmskeseddel, og jeg håber inderligt, at Kristian Thulesen Dahl kan klare den tid, der kommer.

    - Jeg håber, at snakken forstummer, men jeg tror også, det har været tiltrængt med et venligt spark bagi, sagde Pia Kjærsgaard.

Mere fra dr.dk