Det danske fodboldlandshold for kvinder fik ikke den EM-optakt, de nok havde håbet.
Onsdag aften tabte Danmark nemlig 2-1 mod Norge i den sidste testkamp inden slutrunden i England.
Danmark startede ellers ud som lyn og torden. Allerede inden for kampens første minut havde angriberen Signe Bruun pandet bolden i nettet til 1-0.
Men herefter kom normændene stærkt igen, og kort inden pausen fik de også udlignet, da Guro Reiten sendte bolden i mål.
Og den bedrift gentog hun kort efter pausen.
Efter 52. minutters spil forsøgte den danske forsvarsspiller Kathrine Veje at drive bolden fremad, men danskeren løb lige ind i en nordmand, der opsnappede bolden. Herefter blev bolden sendt ind til Guro Reiten, der med lethed kunne bringe Norge foran med 2-1.
Og selvom Danmark herefter havde flere fine muligheder for at udligne, lykkedes det aldrig, og dermed blev det Norge, der trak det længste strå.
EM i fodbold starter den 6. juli, og Danmark spiller deres første opgør mod Tyskland den 8. Kampen kan følges på alle DR's platforme.