Kystvagt i Florida standser 191 haitianere med kurs mod USA
En overfyldt båd med 191 haitianere med kurs mod USA blev tidligere på ugen opdaget af kystvagten i den amerikanske stat Florida.
Det oplyser agenturet på det sociale medie Twitter.
Og det er langt fra første gang, at en båd med migranter bliver opdaget i området.
Så sent som tidligere på ugen reddede en tilfældigt forbipasserende en migrant, der var kæntret sammen med 39 andre i en båd fra Bahamas på vej mod Florida. Kystvagten leder stadig efter overlevende efter ulykken.
Siden oktober sidste år har kystvagten i alt standset 802 haitianere, der har forsøgt at rejse til USA, skriver Ritzau.