Den bedste spanske fodboldliga, La Liga, kan hurtigt komme problemerne med racisme i spansk fodbold til livs, hvis den får yderligere mulighed for at sanktionere.
Det hævder organisationens præsident, Javier Tebas, på et pressemøde.
- Vi vil have magten til at gøre mere. Med magt er vi overbeviste om, at problemet kan være løst inden for måneder, siger han.
På nuværende tidspunkt kan La Liga ifølge Ritzau kun anmelde tilfælde af racisme til myndighederne. Javier Tebas ønsker, at det, som det er tilfældet i andre lande, skal være muligt for fodboldligaen selv at uddele straffe til individer og klubber.
Derfor har La Liga fredag indsendt en forespørgsel til den spanske regering om lovændringer, så La Liga og Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) får flere sanktionsmuligheder i forbindelse med sager om blandt andet racisme og homofobi.
Problemet er for alvor kommet på dagsordenen, efter at den brasilianske fodboldspiller Vinicius Junior, som spiller for spanske Real Madrid, flere gange i løbet af den igangværende sæson er blevet mødt med racistiske tilråb i forbindelse med fodboldkampe.