Langt flere sigtes og anmeldes for voldtægt efter den nye samtykkelov
Sidste år trådte den nye samtykkelov i kraft, og efterfølgende er antallet af sigtelser og anmeldelser i voldtægtssager steget betragteligt.
For anmeldelser steg antallet fra 1.392 i 2020 til 2.110 sidste år. For sigtelser er udviklingen den samme. I 2020 blev 1.078 sigtet for voldtægt, mens det tal sidste år var steget til 1.678.
Trine Baumbach, der er professor i strafferet, mener, at retssystemet er blevet langt bedre klædt på i sager om voldtægt.
- Der skal ikke længere føres bevis for, at kvinden var passiv, og at hun faktisk var psykisk eller fysisk ude af stand til at modsætte sig samleje. Nu er det nok, at der kan føres bevis for, at der ikke forelå et samtykke, siger hun.
Tallene siger ikke noget om, hvorvidt flere bliver dømt i sager om voldtægt.