Stats- og regeringsledere og andre toppolitikere er i dag samlet i New York for at deltage i FN's generalforsamling.
På dagsordenen er blandt andet krigen i Ukraine, global fødevaresikkerhed og klimaforandringerne, herunder FN's Verdensmål.
Med til generalforsamlingen er blandt andre udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen:
- Vi har på nogle måder været i bakgear (…), siger han spurgt ind til, hvordan det går med at nå FN's Verdensmål.
FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling består af 17 mål og mere end 100 delmål, som blev vedtaget i 2015.
Verdensmålene skal frem til 2030 sætte en kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og klimaet.
En foreløbig vurdering viser, at kun 12 procent af delmålene har kurs mod at blive opfyldt i 2030. I forhold til 30 procent af delmålene er udviklingen gået tilbage eller gået i stå.
- Vi er nødt til at prøve at holde fanen højt – og her har Danmark også noget af levere, siger Lars Løkke Rasmussen.