Familien til den tidligere Leicester City-ejer Vichai Srivaddhanaprabha, der i 2018 mistede livet i et helikopterstyrt, har indledt et civilt søgsmål mod helikopterproducenten Leonardo S.p.A. Det skriver AFP ifølge Ritzau.
Familien mener, at helikopterproducenten er ansvarlig for den tidligere klubejers død og kræver en kompensation på 2,15 milliarder pund - omkring 19 milliarder danske kroner.
Srivaddhanaprabha og fire andre omkom, da den thailandske milliardærs helikopter styrtede ned, kort efter at den var lettet fra Leicesters hjemmebane, King Power Stadium, i oktober 2018.
Den britiske myndighed for undersøgelser af flyulykker, (AAIB), har lavet en rapport om ulykken, og den viste i 2023, at helikopterens pilot ikke kunne have gjort noget for at forhindre styrtet.
Ifølge rapporten kom helikopteren i problemer blot 130 meter oppe i luften.