Ifølge Litauens præsident, Gitanas Nauseda, er der stor sandsynlighed for, at de to undersøiske kabler, der blev beskadiget i Østersøen i november, blev ødelagt med vilje.
- Der er en ret stor sandsynlighed for, at der var tale om en ondsindet handling, siger Nauseda på et pressemøde.
Han understreger dog, at der på nuværende tidspunkt ikke er konkrete beviser for, at skaden skulle være sket med vilje.
Det ene af de beskadigede kabler løb mellem Finland og Tyskland, det andet mellem Sverige og Litauen.
Fragtskibet Yi Peng 3, der i 17 dage har ligget for anker i internationalt farvand mellem Danmark og Sverige, er mistænkt for at have saboteret kablerne.