Ukraine kommer til at blive medlem af EU. Det handler blot om, hvornår det sker.
Sådan lyder det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der mandag er i den ukrainske hovedstad, Kyiv, for at mødes med EU's udenrigsministre og Ukraines udenrigsminister.
- Vi ser Ukraine som et fremtidigt medlem af EU-familien, siger han og fortsætter:
- Men Ukraine er ikke et land, der i overmorgen opfylder kravene for at blive optaget.
Også EU's udenrigschef, Josep Borrell, kom ind på udsigterne til, at Ukraine kan optages i unionen på et pressemøde i kølvandet på dagens møde.
- Ukraine er fortsat et kandidatland, men der er godt gang i processen, lød det.
Selv udtrykte Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, et håb om, at landet kan få sit EU-medlemskab inden for to år.