Regeringens politiske projekt skal "genbekræftes", hvis Mette Frederiksen pludselig ikke er i spidsen for det længere.
Det var budskabet fra Moderaternes formand og udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, da han efter sin grundlovstale i dag blev spurgt, hvad der sker, hvis Mette Frederiksen skulle blive tilbudt posten som Natos generalsekretær.
Noget, hun selv afviser at være kandidat til, men som alligevel fylder utroligt meget.
Og selvom han understreger, at en Nato-post så vidt han ved ikke er på dagsordenen, når Mette Frederiksen mødes med Joe Biden senere i dag, havde han alligevel lidt at sige om situationen.
- For det første vil jeg sige, at det at nogen overhovedet taler om, at Danmark kan få Nato-generalsekretærposten igen, det er jo ret fantastisk. Det skal man tage som et cadeau, både til Mette Frederiksen som person og til landet Danmark.
- Om der kommer bukser ud af det skind, det aner jeg intet om. Statsministeren siger, hun ikke er kandidat, understregede han.
Noget og nogen
Men skulle det ske, at Mette Frederiksen forlader statsministerposten til fordel for et andet job, så vil der være brug for at "genbekræfte" regeringens politiske projekt, som Løkke formulerede det.
- Jeg sagde selv i valgkampen, at det handler om noget og ikke nogen. Og det noget er jo politik.
- Men der er jo nogen, der har sat sig bag den politik, og hvis der pludselig bliver rykket rundt i den personkreds, er der i hvert fald behov for at få genbekræftet det politiske projekt.
Og de nogen er især ham selv og Mette Frederiksen, siger han. De to har nemlig begge haft det som mål op til valget at danne en bred midterregering.
- Og derfor er det her projekt jo i høj grad båret frem af de her mennesker. Det er ikke det samme som, at andre ikke kan bære det videre, men hvis den situation opstår, skal man da lige sikre sig, at alle nu stadigvæk er med på planen, lyder det.
Mette Frederiksen er 'glad for at være statsminister'
For fire dage siden kommenterede Lars Løkke Rasmussen også rygterne om en Nato-post til Mette Frederiksen. Her blev han spurgt, om han selv ville takke ja, hvis han fik sådan et tilbud.
Der lød svaret, at han ville gøre sig sine overvejelser, fordi der var valg for bare et halvt år siden, og at man i regeringen har startet et helt nyt politisk projekt, som "i høj grad også er personbåret".
- Det er lige løbet i gang. Altså, det, synes jeg, rejser mange spørgsmål. Det er ikke nogen, jeg skal svare på, sagde han til TV2.
Mette Frederiksen selv er lige nu i Washington, hvor hun i aften skal mødes med USA's præsident, Joe Biden.
I morges blev hun igen spurgt til udsigterne til måske at skulle til Nato. Men det var ikke noget, hun ville tale om.
Hvis USA's præsident ser dig som en god kandidat som Natos generalsekretær, hvad siger du så?
- Jeg kommer ikke til at gå ind i de spekulationer. Jeg vil gerne gentage, hvad jeg har sagt før om, at jeg er glad for at være statsminister i Danmark, sagde hun.
Se hendes svar i videoen her: