Seneste nyt

Lokale kæmper for at bevare deres fodgængerfelter

Overblik

  1. Lokale kæmper for at bevare deres fodgængerfelter
    - Det er vigtigt, at vores elever kan komme sikkert i skole, siger skolebestyrelsesformanden ved Faster Skole, Lillian Pedersen. Fotograf: Mads Kruse Juhl

    Fodgængerfelterne er til debat i Ringkøbing-Skjern Kommune. De skal opgraderes, især fordi belysningen ikke er god nok.

    Kommunens afdeling for Vej & Park lægger op til at opgradere 110 fodgængerfelter og nedlægge 41.

    I sidste ende er det byrådet, der træffer afgørelsen, og politikerne skeler til en række høringssvar.

    Et af dem er fra Faster Skole, hvor bestyrelsen vil kæmpe for at bevare to overgange, selv om der er lagt op til at sløjfe den ene.

    Skolebestyrelsesformand Lillian Pedersen forstår godt, at kommunens folk ikke på forhånd har et detaljeret indblik i, hvor meget hver enkelt af Ringkøbing-Skjerns i alt 172 fodgængerfelter bliver brugt.

  2. To transkønnede kvinder valgt ind i det tyske parlament

    44-årig Tessa Ganserer lempeligere procedurer for at skifte kønsidentitet. Samtidig ønsker hun lovgivningen ændret, så lesbiske kan adoptere. (Foto: ANDREAS GEBERT © Ritzau Scanpix)

    To politikere fra partiet De Grønne har skabt tysk historie ved at være de første transkønnede kvinder i Forbundsdagen.

    Det skriver Reuters.

    Tessa Ganserer og Nyke Slawik tilhører miljøpartiet, som blev det tredjestørste ved valget efter socialdemokraterne fra SPD og de kristenkonservative i CDU/CSU.

    - Det er en historisk sejr for De Grønne, men også for frigørelsen af transkønnede og hele queer-samfundet, siger 44-årige Tessa Ganserer.

    Instagram jubler Nyke Slawik over valget.

    - Vanvittigt! Jeg kan stadig ikke tro det, men med dette historiske valg vil jeg helt sikkert blive medlem af den nye Forbundsdag.

  3. Flertal stemmer for kontroversielt boligforslag i Berlin

    I en folkeafstemning, som ikke er bindende, stemmer et flertal i Berlin for et kontroversielt forslag om at ekspropriere store boligselskaber.

    Omkring 56 procent har stemt for forslaget. 39 procent har stemt imod.

    Det viser foreløbige resultater mandag fra en afstemning, som blev gennemført samtidig med valget til Forbundsdagen og til bystaten Berlins parlament, skriver Reuters.

    Forslaget lægger op til omfattende ekspropriation - altså tvungen overdragelse af ejendom for et beløb - for boligselskaber, der ejer over 3.000 lejligheder.

    Afstemningen er ikke bindende, men flertallet kan lægge pres på Berlins politikere for at gøre noget ved boligproblemerne i byen.

    Her har mange i en årrække klaget over stigende leje- og ejendomspriser, og håbet er, at op mod 240.000 lejligheder kunne overtages af byen.

  4. Én meldes dræbt efter jordskælv på Kreta

    Redningsmandskab har ledt efter overlevende i ruinerne af kirken i Arkalochori. (Foto: COSTAS METAXAKIS © Ritzau Scanpix)

    En kirkekuppel er i dag styrtet sammen på den græske ø Kreta, hvor en person meldes omkommet i den forbindelse.

    Det skriver Reuters.

    Ulykken skete i byen Arkalochori, da et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,0 ramte øen.

    Her var kirkens kuppel under renovering, da den gav efter for rystelserne.

    Jordskælvet fik samtidig mange mennesker til at forlade deres hjem, skoler og arbejdspladser på Kreta, hvor der meldes om betragtelige bygningsskader.

    Jordskælvets epicenter ligger fire kilometer nord for byen Thrapsano, oplyser det Seismologiske Center for Europa og Middelhavet (EMSC).

    Flere efterskælv har fundet sted efterfølgende. Det største er beregnet til 4,6 af EMSC.

  5. Socialdemokratisk kanslerkandidat: Vi bør have en regering på plads inden jul

    Den socialdemokratiske leder og kanslerkandidat, Olaf Scholz (SPD), er glad for valgresultatet. (Foto: FOCKE STRANGMANN © Ritzau Scanpix)

    En tysk regering bør være på plads inden jul, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

    Sådan lyder det fra den socialdemokratiske leder og kanslerkandidat, Olaf Scholz (SPD), ifølge Reuters.

    Det er SPD-lederens forhåbning, at en regeringskoalition kan stables på benene mellem hans parti, som har vundet det største antal mandater i Forbundsdagen, og miljøpartiet De Grønne og det liberale parti FDP.

    - Min tanke er, at vi vil være meget hurtige til at opnå resultater. Gerne inden jul om muligt, siger han ifølge Reuters.

    SPD fik 25,7 procent af stemmerne, mens den kristenkonservative partiunion mellem CDU og CSU fik 24,1 procent.

    De Grønne er endt med 14,8 procent og FDP med 11,5. Dermed kan partierne ende med at blive tungen på vægtskålen i dannelsen af en ny regering. Også CDU/CSU's kanserkandidat, Armin Laschet, meddelte i går, at han vil forsøge at danne regering.

  6. Mangel på pap kan skabe lange udsigter for danske forbrugere

    Hvis der er lidt lang leveringstid på det du bestiller på nettet for tiden, så er det måske ikke fordi varen mangler, men fordi det kniber med indpakningen.

    Det seneste år har mange været vilde med at købe nye ting, og sammen med coronapandemien, der presser verdens forsyningskæder, har det øget efterspørgslen på pap.

    Det er med til at forsinke leveringen på din nye kontorstol, computer eller sofa.

    - Når vores råvarer til papkasser er forsinket, så bliver vores kunders leveringer også forsinket. Det er én lang ond spiral, fortæller Rune Jørgensen, direktør hos papkasseproducenten Boxen Emballage i Nørresundby.

  7. Arbejdsnedlæggelse på både Kolding og Vejle Sygehus her til morgen

    Både på Kolding og Vejle Sygehus var der her til morgen sygeplejersker, der vandrede ud af vagtplanen for en time.

    På Vejle Sygehus drejede det sig om over 70 sygeplejersker, der fra klokken 7.45 til 8.45 dannede en demonstrativ hestesko i protest mod deres arbejdsvilkår.

    En af dem var Christina Larsen fra Vejle Sygehus, og hun mener godt, det kan forsvares, at nogle patienter manglede en sygeplejerske i morges på grund af arbejdsnedlæggelsen.

    - Det er ikke noget, der har kritisk eller akut konsekvens her og nu, men de konsekvenser, der kommer på sigt, hvis ikke vi gjorde det her, er meget mere fatale, siger hun.

    Arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig.

  8. Trods millionløft vokser travlheden på hovedstadens fødegange

    Presset på fødegangene i hovedstaden er gået fra slemt til værre hen over sommeren - på trods at et stort fokus og flere afsatte millioner.

    Værst så det ud i august, hvor fødeafdelingen på Herlev Hospital var i "rød zone" over halvdelen af tiden. Det viser en opgørelse, DR har fået aktindsigt i.

    I rød zone er der så travlt, at jordemødrene for eksempel må udskyde ikke-akutte kontroller eller hjælp til at få amningen igang.

    Den travle sommer skyldes især, at der lige nu er rekordmange ledige stillinger på regionens fødeafdelinger.

    Og situationen er forværret af, at mange jordemødre takker nej til stillingerne.

  9. Flygtet afghansk præsident har fået hacket sin Facebook

    Den tidligere præsident i Afghanistan Ashraf Ghani har fået hacket sin Facebook-profil.

    Det skriver han selv på Twitter.

    Ghani måtte flygte fra Afghanistan, da den militante islamistiske bevægelse Taliban omringede landets hovedstad, Kabul.

    Den tidligere præsident advarer derfor om, at de opslag, der i disse timer bliver slået op på hans Facebook, ikke er hans egne ord.

    Senest opfordrer et opslag verdenssamfrundet til at hjælpe Afghanistan, selvom landet ledes af den nydannede Taliban-regering.

  10. Op mod 90 procent af tankstationerne er løbet tør i de større britiske byer

    (Foto: Paul Childs © Ritzau Scanpix)

    Briterne må nu køre forgæves til ni ud af ti tankstationer i de større britiske byer.

    Her er man løbet tør for benzin og diesel på grund af kombinationen af hamstring og mangel på chauffører til blandt andet at køre brændstof ud til tankstationerne.

    Det skriver Reuters.

    På tværs af Storbritannien har man set lange køer af bilister ved tanstationerne, selvom den britiske regering har forsøgt at forsikre befolkningen om, at der er brændstof nok til alle.

    Regeringen meddelte i går, at den har planer om at udstede midlertidige visa til 5.000 udenlandske chauffører.

    Brexit har betydet, at 25.000 chauffører er rejst hjem til det europæiske fastland.

    Den britiske transportbranche anslår, at der mangler op til 100.000 chauffører i Storbritannien.

  11. Et større jordskælv har ramt den græske ø Kreta

    Skolebørn blev evakueret under jordskælvet og her placeret udendørs. (Foto: Stefanos Rapanis © Ritzau Scanpix)

    Et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,0 har ramt den græske ø Kreta.

    Det oplyser det Seismologiske Center for Europa og Middelhavet (EMSC).

    Det står ikke klart, om jordskælvet har medført skader i større omfang, men nyhedsbureauet AP bringer efterretninger fra lokale medier om, at nogle bygninger er blevet beskadiget nær skælvets epicenter.

    Under skælvet løb flere beboere ud på gaden, mens skoler også blev evakueret, skriver nyhedsbureauet.

    Epicentret ligger ifølge EMSC og AP fire kilometer nord for byen Thrapsano.

    Flere efterskælv har fundet sted efterfølgende. Det største er beregnet til 4,6 af EMSC.

  12. Socialdemokraternes Olaf Scholz: 'Vælgerne har talt klart og tydeligt'

    Socialdemokraternes leder, Olaf Scholz, kan blive Tysklands nye kansler. Men spillet om regeringsmagten kan vare i månedsvis. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Ritzau Scanpix)

    Hos lederen af de tyske socialdemokrater i SPD, Olaf Scholz, er der ikke nogen tvivl - de tyske vælgere har peget på en regeringskoation med SPD, FDP og De Grønne.

    - Vælgerne har talt klart og tydeligt. De har sagt, hvem der skal danne den næste regering.

    - De har styrket tre partier - Socialdemokraterne, De Grønne og FDP - og derfor er der et klart mandat givet af borgerne i dette land. Disse tre bør danne regering, sagde han for kort tid siden ifølge Reuters.

    Den anden konstellation, som er i spil, kaldes for Jamaica, da de kristenkonservative i CDU/CSU med den sorte farve danner den caribiske østats flag sammen med FDP og De Grønne.

  13. Færre aborter skal være med til at bremse Kinas faldende fødselsrate

    Kinas regering vil reducere antallet af aborter, der bliver udført af 'ikke-medicinske årsager'.

    Det er i dag blevet meldt ud i nye retningslinjer fra Beijing, skriver Reuters.

    Tiltaget er en del af en flere tiltag, som regeringen sætter i værk for at bekæmpe den faldende fødselsrate i Kina.

    Det omfatter blandt andet bedre adgang til sundhedshedstilbud under graviditeten.

    Kina har allerede indført streng lovgivning mod kønsselektering.

    Fødselsraten i Kina er faldet fra 1,6 barn per kvinde i 2016 til 1,3 barn per kvinde i 2020.

  14. Berlin står til at få sin første kvindelige borgmester nogensinde

    Den 43-årige Franziska Giffey står til at overtage borgmesterposten i Berlin efter sin partifælle fra SPD, den afgående borgmester Michael Mueller. (Foto: SOEREN STACHE © Ritzau Scanpix)

    Det er ikke kun ved Forbundsdagsvalget, at de tyske socialdemokrater, SPD, har fået anledning til at fejre. Også i det regionale valg, der i går blev afholdt i hovedstaden Berlin, har partiet vundet en sejr.

    Her tegner det foreløbige resultat i hvert fald til, at partiets borgmesterkandidat, Franziska Giffey, står til at vinde borgmesterposten. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Dermed bliver hun den første kvindelige borgmester i Berlins historie.

  15. Forbundsdagen vokser til rekordstørrelse

    Tysklands nye parlament kommer til at have 735 sæder - det højeste antal nogensinde. Før gårsdagens valg var det tyske parlament på 709 medlemmer.

    Det vil sige, at det parti, der lykkedes med at samle 368 mandater, har flertal i Forbundsdagen og kan dermed danne en regering.

    På egen hånd har socialdemokratiske SPD lige nu 206 mandater, mens kristen-konservative CDU/CSU har 196.

    Udover det fordeler mandaterne sig således:

    • De Grønne: 118

    • FDP: 92

    • AfD: 83

    • Linke: 39

    • SSW: 1

  16. Mette Frederiksen ønsker tyske socialdemokrater tillykke

    Statsminister Mette Frederiksen (S) ønsker på Facebook de tyske socialdemokrater tillykke med valget til Forbundsdagen, hvor partiet er blevet det største.

    - Stort tillykke til SPD og Olaf Scholz med et flot valgresultat. Det er godt gået. Socialdemokratiet er nu det største parti i Tyskland, Sverige, Norge, Finland og Danmark, skriver hun.

    Det er bliver enten socialdemokraten Olaf Scholz eller kristendemokraten Armin Laschet, der bliver Tysklands nye kansler - men skakspillet om magten kan vare i månedesvis.

    Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, glæder sig over, at det ikke ender med "et mørkerødt flertal", da SPD, De Grønne og Die Linke ikke kan danne flertal.

  17. Tyskland-korrespondent: Socialdemokratierne og Unionspartierne skal bejle til kongemagere

    Tyskland står lige nu i den ekstraordinære situation, at både socialdemokraterne (SPD) og de kristen-konservative (CDU/CSU) har fået næsten lige mange stemmer, og begge er i stand til at danne flertal.

    Det fortæller DR's Tyskland-korrespondent, Michael Reiter.

    Fælles for dem er også, at de begge gerne vil danne regering med miljøpartiet De Grønne og det liberale parti FDP.

    - Så nu starter der parallelle sonderinger, hvor både CDU/CSU og SPD vil forsøge at bejle til de her to mindre partier i håb om, at de så vil gøre enten Olaf Scholz og Armin Laschet til kansler.

    - De to partier vil nu tale om, hvor de kan blive enige, og så vil de formentlig gå til SPD og CDU/CSU og sige, at det her er vores pris, og den af Olaf Scholz og Armin Laschet, der er villige til at betale den pris, peger vi på som Tysklands næste kansler.

    De Grønne og FDP er altså blevet kongemagere, fortæller Michael Reiter.

    - Det kan komme til at tage ret lang tid, fordi De Liberale og De grønne ligger ret langt fra hinanden på nogle politikpunkter, og de skal også hver især forhandle med SPD og CDU/CSU, så det kan tage måneder.

  18. Unge venter mange uger på gratis psykologhjælp: 'Ventetid øger risikoen for, at du får forværret din tilstand'

    Det er gratis at gå til psykolog, hvis du er ung og leder af angst eller depression.

    Altså, hvis man ikke tænker tid som penge, for unge i gennemsnit vente 14 uger på gratis psykologhjælp. Det kan gøre folk mere syge, siger flere fagfolk.

    - Ventetid øger risikoen for, at du får forværret din tilstand eller får flere lidelser. Når du endelig kommer i behandling, har din lidelse udviklet sig, siger Sonja Breinholst, lektor i klinisk børnepsykologi og leder af Center for Angst.

    Det er regeringen, der - sammen med partierne bag dette års finanslov - har gjort den gratis psykologordning permanent og udvidet den, så den nu er et tilbud til de 18-24-årige.

    Det har ikke været muligt at få et interview med sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

  19. Taliban forbyder frisører at trimme mænds skæg

    Frisører i Afghanistan risikerer at blive straffet af Taliban, hvis de trimmer deres kunders skæg i stedet for at lade det stå.

    Ifølge BBC har Talibans religiøse politi meddelt frisører i Helmand-provinsen og i hovedstaden Kabul, at de skal holde op med at "efterligne den amerikanske stil".

    Frisører i Kabul har fået ordrer om at stoppe med at trimme mænds skæg. (Foto: Bulent Kilic © Ritzau Scanpix)

    Det betragtes som brud på Talibans tolkning af islamisk lov at gå med trimmet skæg, sådan som det også var tilfældet, da bevægelsen var ved magten i 1990'erne og frem til 2001.

    Da Taliban dengang blev afsat, blev det i stigende grad populært for mænd at gå til frisør og få raget skægget af.

    Sådan så det ud hos en frisør i Kabul i 2001 efter fem år med Talibans sharialov. (Foto: YANNIS BEHRAKIS © Scanpix Danmark)
  20. Beskæftigelsen er faldet for personer med handicap

    For første gang i en årrække er gabet i beskæftigelsen vokset mellem personer med større handicap og personer uden handicap.

    Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, ifølge Ritzau.

    Beskæftigelsen for personer med større handicap er faldet med 2,5 procentpoint fra 2019 til 2020, mens beskæftigelsen for personer personer uden handicap har været stort set den samme i 2019 som i 2020.

    - Vi ved fra tidligere år, at personer med handicap i større grad bliver påvirket af den økonomiske udvikling, siger seniorforsker ved Vive Mona Larsen til Ritzau.

    - Det ser ud, som om de har en større risiko for at miste deres job og sværere ved at få et andet job, når der er økonomisk krise.

  21. Vejret bliver lunt og vådt for de fleste

    Der bliver sparsomt med solen i dag, som her ved Ejby Mose, Skovlunde. Foto: Anne Low Kildeage

    Holder prognoserne for mandag, bliver det tredje dag i streg, at vi oplever temperaturer over 20 grader.

    Sandsynligheden for at opleve dét hattrick er i Sønderjylland, hvor temperaturen lokalt kan ramme 21 grader omkring Tønder.

    I morgentimerne kan der stedvist være dis og tåge, og begrænsede solchancer dagen igennem. Senere trækker et større regnvejr op gennem landet i eftermiddag og aften, og lokalt kan man opleve torden. Ellers mulighed for byger.

    Vinden er let til frisk fra syd, men langs kysterne er den op til hård.

  22. Tysk venstrefløjsparti ender lige under spærregrænsen, men får mandater alligevel

    Med 4,9 procent af stemmerne lader det ikke til, at venstrefløjspartiet Die Linke slipper over den tyske spærregrænse på fem procent.

    Ikke desto mindre ender partiet alligevel med at være repræsenteret i Forbundsdagen med intet mindre end 39 mandater.

    Det skyldes, at tre af partiets kandidater er valgt direkte ind i Forbundsdagen. Og får et parti mindst tre kandidater valgt direkte ind i Forbundsdagen, udløser det en regel, der gør, at spærregrænsen træder ud af kraft, og at mandaterne bliver fordelt i forhold til antallet af andenstemmer - altså de stemmer, der er sat på partierne og ikke på de enkelte kandidater.

    Opslaget her er redigeret. Før fremgik det, at partiet kun ville være repræsenteret af de tre til fire mandater, der var valgt direkte ind i Forbundsdagen. Oplysningen stammede fra et Ritzau-telegram og er altså ikke korrekt. Vi beklager fejlen.

    Partiformand Susanne Hennig-Wellsow under den afsluttende partilederdebat i går aftes. (Foto: SEBASTIAN GOLLNOW © Ritzau Scanpix)
  23. Knap hver tredje BP-tank er løbet tør i Storbritannien

    I Storbritannien er knap hver tredje BP-tank nu løbet tør for de to mest almindelige typer benzin, skriver Reuters.

    Mangel på chauffører betyder, at der er problemer med at transportere brændstof ud til tankstationerne.

    Det har i aftes fået den britiske regering til at meddele, at den vil ophæve konkurrencereglerne midlertidigt, så konkurrerende olieselskaber må dele oplysninger og koordinere indsatsen for at få brændstof ud.

    Den britiske transportminister, Grant Shapps, var i går ude at opfordre briterne til ikke at hamstre benzin.

    En række andre brancher i Storbritannien er også ramt af den store mangel på lastbilchauffører, hvilket kommer til udtryk på mange butikkers hylder.

  24. Socialdemokratiske SPD bliver største parti i Tyskland

    De tyske socialdemokrater i SPD med Olaf Scholz i spidsen ender som Tysklands største parti efter gårsdagens valg.

    Det viser det officielle resultat her til morgen ifølge det tyske nyhedsbureau DPA.

    SPD får 25,7 procent af stemmerne foran de konservative søsterpartier CDU/CSU, som ender med 24,1 procent.

    SPD går dermed frem med fem procentpoint i forhold til valget i 2017, mens CDU/CSU får det dårligste valgresultat nogensinde.

    Det er dog stadig uafklaret, hvem der ender som Tysklands næste kansler.

    De to kanslerkandidater sagde i deres taler søndag aften ved 19-tiden, at de begge vil gå efter at danne en regering - og hver især forsøge at blive kansler. De afgørende mandater ligger umiddelbart hos miljøpartiet De Grønne og de liberale fra FDP.

  25. Ny dansk stemme i Forbundsdagen: Sydslesvigsk Vælgerforening får en enkelt plads i Berlin

    Det danske mindretal i Tyskland får en enkelt plads i Forbundsdagen i Berlin.

    Og det er et bemærkelsesværdigt resultat, for det er mere end 60 år siden, i 1953, at det danske parti i Tyskland - Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) - har haft en plads i det tyske parlament.

    Partiet repræsenterer det danske mindretal i Slesvig-Holsten.

    Det bliver Stefan Seidler, der skal til Berlin som dansktalende parlamentariker.

  26. San Marino lovliggør abort ved folkeafstemning

    Den lille katolske republik San Marino har ved en folkeafstemning stemt for at legalisere aborter, der har været ulovlige i landet siden 1865.

    Det viser resultatet af afstemningen ifølge Reuters.

    Omkring 77,3 procent af vælgerne stemte for forslaget om at tillade aborter op til 12 uger efter graviditeten.

    Ifølge forslaget vil en abort også være tilladt senere end det, hvis moderens liv er i fare, eller hvis fostret er alvorligt misdannet.

    Valgdeltagelsen var ganske lav, hvor kun 41 procent af de berettigede vælgere afgav en stemme.

    Indtil nu har kvinder, der fik foretaget en abort, risikeret op mod tre års fængsel, og straffen har været dobbelt så lang for enhver, der udfører en abort.

  27. Politiet undersøger sag om stenkast på motorvej

    Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi undersøger i øjeblikket en sag om stenkast ved frakørsel 45 på Sydmotorvejen.

    Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

    Der er ikke sket personskade, oplyser vagtchefen.

  28. Efter fintælling: Kvinderne alligevel ikke i flertal i Altinget i Island

    Tidligere på dagen blev der skrevet politiske historie i Island, da over halvdelen af pladserne i landets parlament, Altinget, gik til kvinder. Det er aldrig sket i et europæisk land før.

    Og så tilsyneladende heller ikke i Island alligevel.

    For en fintælling har reduceret pladserne, der går til kvinder, fra 33 til 30 pladser ud af de i alt 63 pladser i Altinget. Det skriver den islandske tv-station RÚV. Islands valgkommision har dog i skrivende stund ikke offentliggjort et officielt valgresultat.

  29. USA vinder over Europa i Ryder Cup

    USA vippede søndag Europa af Ryder Cup-tronen.

    Det skete, da de amerikanske golfstjerner færdiggjorde arbejdet ved Ryder Cup og sikrede sejren i den prestigefyldte golfturnering med endnu en række overbevisende præstationer.

    USA startede dagen med en komfortabel føring på 11-5 over Europa og skulle derfor blot have 3,5 point i søndagens 12 singler for at sikre den samlede sejr.

    Det skete uden ret meget slinger i valsen. Allerede i dagens femte single var sejren en realitet.

    Den 24-årige golfkomet Collin Morikawa sikrede den, da han på 17. hul blev sikker på som minimum at spille uafgjort mod en anden ung stjerne, norske Viktor Hovland. Så kunne jublen bryde ud blandt de mange amerikanske fans på Whistling Straits-banen i den amerikanske delstat Wisconsin.

    /ritzau/

    Collin Morikawa sikrede USA den samlede sejr over Europa i Ryder Cup i sin dyst mod norske Viktor Hovland. (Foto: RICHARD HEATHCOTE © Ritzau Scanpix)
  30. Korrespondent: Tysk valg kan ende i koalitionskamp

    Der er meget, der tyder på, at den tyske valgkamp er ved at udvikle sig til en koalitionskamp, hvor to kandidater påberåber sig at være sejrherre og vil starte regeringssonderinger.

    Det siger DR's Tyskland-korrespondent, Michael Reiter.

    - Dette er en fuldstændig usædvanlig valgaften, hvor vi ikke kan konkludere, hvem der bliver Tysklands kommende kansler, men at det i stedet er noget, der kan strække sig over uger og måneder, siger han.

    Ifølge den seneste prognose fra mediet ZDF står socialdemokraterne fra SPD til 26 procent af stemmerne, mens de kristenkonservative hos CDU står til 24,5 procent.

  31. Brøndbys mestre henter tiltrængt sejr

    Det har skortet på succesoplevelser i Brøndby-lejren i indeværende sæson, men søndag fik de forsvarende mestre sig tre tiltrængte point, da holdet vandt 2-1 over AaB på hjemmebane.

    Nordjyderne har ellers været formstærke på det seneste og drog østpå uden at have tabt i deres syv foregående Superliga-kampe. Gæsterne bragte sig da også foran, da Louka Prip pandede 1-0 målet i nettet efter 27 minutter.

    To mål af Brøndby-angriberen Mikael Uhre i anden halvleg fik dog vendt blå-gule panderynker til pointmæssig succes.

    Det var mestrenes blot anden sejr i indeværende sæson, som nu har 11 point efter ti kampe. AaB luner sig længere oppe i tabellen på tredjepladsen med 18 point.

  32. Prognoser tyder på helt tæt løb i Tyskland

    Der er udsigt til et yderst tæt løb ved det tyske valg.

    Ifølge ZDF står socialdemokraterne fra SPD i skrivende stund til 25,6 procent af stemmerne, mens 24,4 procent af stemmerne går til de kristenkonservative fra CDU.

    SPD's kanslerkandidat, Olaf Scholz, siger, at de første resultater fra det tyske valg viser, at vælgerne ønsker ham som kansler.

    Omvendt melder CDU's kanslerkandidat, Armin Laschet, sig også klar til at lede landet.

    - Som det ser ud, bliver det for første gang en forbundsregering med tre koalitionspartier, siger Laschet ifølge Ritzau.

    - Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at danne en regering ledet af os, CDU/CSU.

  33. Mand i kritisk tilstand efter fald fra tag

    En yngre mand er i dag klokken 14 blevet fundet liggende på Nørregade i Haderslev, hvor han efter alt er dømme er faldet ned fra et tag.

    Det vides ikke, hvor længe manden, der er i kritisk tilstand, lå på gaden, inden han blev fundet.

    - Vi antager, at han er faldet helt oppe fra taget. Det ser ud til at være cirka otte meter, siger vagtchef Bjørn Pedersen til JydskeVestkysten.

  34. Glad cykellandstræner hylder Valgren: 'Valgren kan bare det her'

    Den danske cykellandstræner Anders Lund er meget glad og tilfreds med 29-årige Michael Valgrens bronzemedalje ved VM i landevejscykling i Belgien.

    - Michael Valgren kører en meget flot finale - både taktisk, men han viser også, hvilken stor cykelrytter han er rent fysisk efter så mange kilometer.

    Inden VM har der været kritik af Valgrens udtagelse til VM-truppen. Efterfølgende hev danskeren to sejre i træk i det italienske, hvilket også fik de kritiske ryster til at forstumme, mener landstræneren.

    - Valgren kan bare det her. I den form og forfatning han kom til VM med, er det ikke overraskende, at han sidder i sådan en finale. Det tror jeg ikke, at nogen synes.

    - Så medaljen er ikke på forhånd overraskende. Det, der specielt imponerer mig, er måden, hvorpå han løser den taktiske situation i de sidste to omgange, hvor han sidder alene.

  35. Første prognose: De tyske socialdemokrater står til flest stemmer

    Tysklands socialdemokrater med spidskandidat Olaf Scholz i spidsen står til at få flest stemmer ved det tyske valg.

    Ifølge prognosen har 26 procent af de tyske vælgere stemt på Tysklands socialdemokrater, SPD, mens hovedudfordrerne – de konservative kristendemokrater hos CDU/CSU samt miljøpartiet De Grønne – står til henholdsvis 24 og 14,5 procent af stemmerne.

  36. Schweiz tillader par af samme køn at blive gift efter folkeafstemning

    I en folkeafstemning i Schweiz i dag har et flertal på 64,1 procent af befolkningen stemt ja til, at par af samme køn skal have ret til at blive viet, skriver det schweiziske medie 20 Minuten.

    Tidligere har de kun kunnet indgå i et "registreret partnerskab", der ikke har givet de samme rettigheder som en vielse. De nye regler kommer til at træde i kraft fra juni næste år.

    Ifølge Amnesty International bliver Schweiz dermed det 29. land i verden, der tillader par af samme køn at blive gift.

    Forslaget blev oprindeligt vedtaget i det schweiziske parlament i december, men i Schweiz kan man med 50.000 underskrifter få sendt nye love til folkeafstemning. På den måde endte forslaget i en folkeafstemning, men blev altså vedtaget i dag.

  37. Britisk transportminister: Stop med at hamstre benzin

    Det giver absolut ingen mening at begynde at hamstre benzin og diesel, som briterne har gjort i en sådan grad, at tankstationerne mange steder ikke kan følge med og må melde udsolgt.

    Det siger den britiske transportminister Grant Shapps.

    - Der er rigeligt med brændstof i landet, lyder det fra Shapps, der har lovet at introducere midlertidige visum til udenlandske lastbilchauffører.

    Problemet er nemlig ikke en mangel på brændstof, men at få brændstoffet frem til tankstationerne.

    En række andre brancher i Storbritannien er også ramt af den store mangel på lastbilchauffører, hvilket betyder, at briterne i mange butikker må kigge forgæves efter en lang række varer.

  38. Michael Valgren tager bronze ved VM i landevejscykling

    Den danske cykelrytter Michael Valgren viste storform ved VM i landevejscykling i Belgien, da han kørte sig til en bronzemedalje i linjeløbet.

    VM-guldet gik til den franske cykelstjerne Julian Alaphilippe, der for andet år i træk kan tage den regnbuefarvet VM-trøje over hovedet.

    Efter et angreb med godt 15 kilometer igen kunne den 29-årige franskmand køre alene over målstregen i tiden 5:56:34 til sin anden VM-titel i træk.

    Dylan van Baarle fra Holland sikrede sig sølvet foran Michael Valgren efter en intens spurt i en gruppe på fire ryttere om sølvmedaljen.

    Jasper Stuyven fra Belgien og Neilson Powless fra USA kom på fjerde- og femtepladsen.

    Julian Alaphilippe (i midten) forsvarede sin titel som verdensmester i landevejscykling. Michael Valgren (til højre) fik bronze. (Foto: YVES HERMAN © Ritzau Scanpix)
  39. Stor lyst til at stemme: Lange køer i Berlin

    Der er kø i Berling, hvor interessen for at stemme er stor. (Foto: Wolfgang Rattay © Ritzau Scanpix)

    Tyskerne skal i dag til stemmeurnerne for at vælge en ny kansler, der skal forsøge at fylde Angela Merkels sko ud.

    Interessen for at stemme er så stor, at der flere steder er lange køer. I hovedstaden Berlin er der lige nu ventetid på over 1,5 time for at komme ind og få sat krydset.

    Valgstederne lukker klokken 18, men står man i kø der, så er der stadig mulighed for at komme ind og afgive sin stemme.

  40. Kilometerhøje søjler af røg og aske påvirker flytrafik til La Palma

    Vulkanen Cumbre Vieja gik i udbrud den 19. september og har tvunget omkring 6.000 af øens 80.000 indbyggere til at forlade deres hjem. (Foto: DESIREE MARTIN © Ritzau Scanpix)

    Lufthavnen på kanarieøen La Palma er åbnet igen, efter at den lørdag måtte lukke på grund af askeskyer fra det vulkanudbrud, der hærger på øen.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Søjler af røg og aske fra vulkanen Cumbre Vieja strakte sig fredag omkring fire kilometer op i luften. Det fik de lokale flyselskaber Binter og Canaryfly til at aflyse alle fly til og fra La Palma.

    Men selvom lufthavnen er genåbnet søndag, forbliver alle flyrejser til øen aflyste, skriver flere spanske medier ifølge Reuters.

    - Askeskyen, der stammer fra vulkanudbruddet, gør det nødvendigt at fastholde det midlertidige stop for flyvninger til La Palma. De flyvninger, der er planlagt til i dag, er aflyst. Aflysningerne vil fortsætte, indtil forholdene forbedres og tillader flyvning, oplyser flyselskabet Binter i en meddelelse.

  41. Mads Pedersen udgår af VM efter to styrt

    Danmark har mistet et af sine bedste kort ved VM i landevejscykling, der lige nu køres i belgiske Flandern.

    Verdensmesteren fra 2019, Mads Pedersen, er således udgået, efter at han to gange har været i asfalten.

    Pedersen røg første gang ned, da han sad helt bagest i feltet og kiggede sig tilbage, hvorfor han ikke så to faldende italienske ryttere lige foran ham.

    Danskeren kom tilbage til feltet, men var siden involveret i et større styrt i feltet.

    Også Andreas Kron og Mikkel Honoré er begge udgået, efter at de også har været en tur i asfalten, og dermed ikke længere var en del af feltet.

  42. Spritbilist eftersøges efter ulykke - passager er sigtet for at opfordre ham til at stikke af

    Efter en alvorlig ulykke med fire mænd i en varevogn i København sent lørdag aften leder politiet i dag efter den mand, der sad ved rattet.

    Føreren, som ifølge politiet formentlig var kraftigt beruset, stak af på ulykkesstedet ved Kalvebodbroen.

    En 35-årig passager blev dog anholdt, og søndag eftermiddag har en dommer i Københavns Byret besluttet at varetægtsfængsle ham.

    Manden sigtes for at have opfordret føreren til at stikke af og for at have forsøgt at fjerne beviser på ulykkesstedet på Kalvebodbroen.

    Det oplyser den centrale efterforskningsleder i Københavns Politi, Anders Frederiksen, til Ritzau.

  43. 353 er smittet med coronavirus det seneste døgn

    Det seneste døgn er der registreret 353 nye smittede med coronavirus i Danmark, viser dagens opgørelse fra Statens Serum Institut.

    De smittede er blevet fundet i 27.077 PCR-test. Det betyder, at positivprocenten er på 1,30, som er det højeste siden 31. august.

    Samtidig stiger antallet af indlagte med otte, så der nu er 85 indlagte på landets hospitaler. 17 af dem ligger på intensiv afdeling, og 11 har brug for hjælp fra en respirator.

    Lørdag var antallet af indlagte 77, hvilket var det laveste siden den 7. august.

    To er døde med corona det seneste døgn.

  44. Islands regering fastholder flertallet i parlamentet

    Islands koalitionsregering sikrer sig flertal ved lørdagens parlamentsvalg. Det viser det endelige resultat søndag ved middagstid.

    De tre koalitionspartier får 37 ud af 63 mandater i det islandske parlament, Altinget. Det oplyser det islandske medie RUV.

    Det kræver 32 mandater at opnå flertal.

    Det er dog usikkert, om den siddende statsminister, Katrín Jakobsdóttir, får lov at lede koalitionen, som hun har gjort det de seneste fire år.

    Det skyldes, at Venstrepartiet – De grønne, der ledes af Jakobsdóttir, har mistet terræn til sine koalitionspartnere.

  45. Island skriver europæisk historie: For første gang er kvinder i overtal i et parlament

    For første gang i Europa sidder kvinder på over halvdelen af pladserne i et parlament efter lørdagens parlamentsvalg i Island.

    Det viser de endelige valgresultater, skriver Ritzau.

    Af de 63 pladser i Islands parlament, Altinget, har kvinder vundet 33.

    Ifølge data indsamlet af Verdensbanken har intet andet land i Europa haft mere end 50 procent kvindelige parlamentsmedlemmer. Sverige har været tættest på med 47 procent.

    I Danmark var 39,1 procent af dem, der blev valgt ind til Folketinget i 2019, kvinder. Det skriver Folketinget på sin hjemmeside.

    Fem andre lande i verden har aktuelt parlamenter, hvor over halvdelen af pladserne besættes af kvinder. Det oplyser organisationen Inter-Parliamentary Union.

    I Rwanda er 61 procent af parlamentsmedlemmerne kvinder. I Cuba er det 53 procent, Nicaragua 51 procent, Mexico 50 procent - og også i De Forenede Arabiske Emirater er halvdelen kvinder.

  46. Flere får nej til prøveløsladelse og må sidde dommen ud i fængslerne

    Langt færre dømte end tidligere får lov til at blive løsladt på prøve.

    Fra 2011 til 2015 blev mellem 80 og 84 procent prøveløsladt efter at have afsonet to tredjedele af straffen.

    Men siden er bunken af nej'er øget markant. Sidste år blev kun 62,5 procent løsladt på prøve. Det skriver Ritzau.

    Udviklingen er beskrevet i et svar fra Justitsministeriet til Folketingets retsudvalg, hvor Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF har ønsket at få et overblik.

    Netop nu er der på Christiansborg en skærpet interesse for forholdene i fængslerne. Politikerne indledte fredag forhandlinger om en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen.

  47. 16-årigt stortalent vinder fornem pris ved filmfestival

    Skuespiller Flora Ofelia Hofmann Lindahl (t.v.) vandt for 'Bedste hovedrolle', mens Tea Lindeburg (t.h.) vandt 'Bedste instruktør'. (Foto: VINCENT WEST © Ritzau Scanpix)

    Sidste år vandt den danske Oscar-vinder, Druk, hele tre priser på filmfestivalen San Sebastian, som netop er løbet af stablen igen.

    I år høstede en ny dansk film så roser ved den spanske filmfestival.

    Danske Tea Lindeburg vandt nemlig lørdag aften prisen for 'Bedste instruktør' med sin spillefilmsdebut 'Du som er i himlen'.

    Hun er den første danske instruktør til at modtage netop dén pris i San Sebsatian.

    Samtidig blev filmens hovedrolleindehaver, den blot 16-årige Flora Ofelia Hofmann Lindahl, hædret med 'Bedste hovedrolle'. Prisen delte hun med Hollywood-stjernen Jessica Chastain for hovedrollen i filmen 'The Eyes of Tammy Faye'.

    Flora Ofelia Hofmann Lindahl fik sit gennembrud i DR-serien ‘Ulven kommer’.

    'Du som er i himlen' er en filmatisering af den danske bogklassiker 'En Dødsnat' fra 1912 af Marie Bregendahl. Den får dansk biografpremiere den 6. januar næste år.

  48. Israelske styrker dræber fire palæstinensereVestbredden

    En israelsk operation mod en gruppering fra bevægelsen Hamas har søndag ført til skududvekslinger flere steder på Vestbredden.

    Israelske styrker har under operationen dræbt mindst fire palæstinensere.

    Det oplyser kilder hos Israels hær samt palæstinensiske myndigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    I en meddelelse fra Israels premierminister, Naftali Bennett, bekræftes det, at israelske styrker har gennemført en "operation mod Hamas-terrorister, som var ved at udføre et nært forestående terrorangreb".

  49. Danske VM-ryttere kører med sørgebind for at ære Chris Anker Sørensen

    Kasper Asgreen med det sorte sørgebind om armen inden søndagens VM-linjeløb. (Foto: Shutterstock)

    De danske ryttere kører med et sort sørgebind om armen i søndagens VM-linjeløb for at ære Chris Anker Sørensen, der på tragisk vis omkom i en ulykke forrige weekend.

    Det siger landsholdets Magnus Cort inden løbets start til TV2 Sport.

    - Vi kunne tydeligt mærke, da det skete for en uge siden. Det er en god måde at ære ham på her til VM.

    Han medgiver, at VM ikke bliver et løb som alle andre.

    - Det er anderledes. Forberedelserne er gået fint, og vi har gjort alt, hvad vi skulle, så jeg føler, at vi er klar. Men det er klart, at man godt kunne mærke det de første par dage, siger Magnus Cort til TV2 Sport inden løbets start.

  50. Dansk tennisspiller i overraskende sejr: Verdensranglistens nummer 903 slår nummer 76

    Holger Rune, Mikael Torpegaard og Frederik Løchte Nielsen har i en årrække tegnet dansk herretennis på den største internationale scene.

    Men det er ikke sikkert, at du endnu har hørt om August Holmgren.

    Den danske tennisspiller er nummer 903 på verdensranglisten, og alligevel leverede han lørdag et noget overraskende resultat, da han slog verdensranglistens nummer 76, skriver Ritzau.

    Det skete, da han mødte australieren Jordan Thompson i kvalifikationen til ATP-turneringen i San Diego. Nu er danskeren én sejr fra hovedturneringen i San Diego.

    I kvalifikationsfinalen venter Salvatore Caruso, verdens nummer 124. Kampen spilles søndag klokken 20.30 dansk tid.

  51. SF kræver coronatest af ansatte på plejehjem

    Et stigende smittetal blandt beboerne på landets plejehjem får SF til at slå alarm.

    Partiets sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, foreslår nu, at man kræver, at de ansatte bliver testet for corona.

    - Jeg synes virkelig, det giver mening at spørge, om det ikke er rimeligt, at vi kræver test af ansatte, når vi taler om sårbare borgere, siger Kirsten Normann Andersen.

    Flere plejehjemsbeboere er de seneste uger blevet bekræftet smittet med corona, og i de tre første uger af september er 19 beboere døde med corona, viser tal fra Statens Serum Institut. Det er det højeste antal siden februar.

    SF mener, at plejehjemmene skal kunne kræve hyppige test både af personalet og af andre, der kommer og går på plejehjemmene.

Mere fra dr.dk