
Luiz Inácio Lula da Silva er blevet taget i ed som brasiliansk præsident.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den venstreorienterede Lula blev indsat på præsidentpaladset i hovedstaden Brasilia, hvor omkring 30.000 tilhængere var til stede.
Det forventes, at omkring 300.000 vil samles langs esplanaden i Brasilia for at fejre den nyindsatte præsident.
Den 77-årige Lula vandt i oktober et tæt valg mod den tidligere præsident Jair Bolsonaro. Lula var også præsident fra 2003 til 2011.
Der er et stort sikkerhedsopbud i hovedstaden, da man frygter uro fra de mest inkarnerede tilhængere af Jair Bolsonaro. De anerkender nemlig ikke valget.
Tidligere i dag blev en mand anholdt med sprængstoffer og en kniv - han forsøgte at komme ind på pladsen ved præsidentpaladset.