Den franske præsident, Emmanuel Macron, er fortsat i et politisk stormvejr, efter hans regering i sidste uge gennemtvang en omstridt pensionsreform.
Den har ikke kun fået franskmændene på gaden. Også på sociale medier runger utilfredsheden mod præsidenten, og nu har fjernelsen af et armbåndsur under et tv-interview gjort folk vrede, skriver The Guardian og Sky News.
Omkring ti minutter inde i interviewet, som blev vist onsdag, tager præsidenten sit armbåndsur af, som det også fremgår af billederne ovenover.
- De riges præsident har aldrig båret sit navn så godt, skriver Farida Amrani, som er medlem af Frankrigs Nationalforsamling for partiet La France insoumise på Twitter om episoden.
Ifølge præsidentenspalæet, Élysée, tog Macron uret af, fordi det forstyrrede lyden under interviewet, når Macron gestikulerede for så at hvile armene på bordet.
- Præsidenten tog ikke sit ur af for at skjule det, men fordi det bankede kraftigt mod bordet, skriver Élysée i en skriflig udtalelse.
Kritikere beskriver uret som et "luksusur", som kan været op mod 80.000 euro værd, mens andre mener, det ligger i et prisleje på 2.400 euro eller under. Det er ifølge the Guardian uvist, præcis hvad uret er værd.