Seneste nyt

Magasinet Samvirke tager en pause fra Facebook

Overblik

  1. Magasinet Samvirke tager en pause fra Facebook

    Månedsmagasinet Samvirke har valgt at droppe brugen af Facebook - i hvert fald frem til sommer.

    Det skriver bladet selv i et opslag på netop Facebook.

    Samvirke begrunder den længere pause med, at det sociale medie viser Samvirkes opslag til færre og færre brugere, og at Facebook kræver betaling gennem annoncering for at ændre på dette.

    Til sommer vil magasinet evaluere og genoverveje beslutningen. Samvirke udgives af Coop.

    Diskussionen om forholdet mellem medierne og Facebook er blusset op, efter Facebook har valgt helt at blokere australske medier og deres indhold som reaktion på en australsk lov, der vil tvinge techgiganter til at dele deres overskud med aviser og andre medier.

  2. Hjulmand: Jeg var fuldstændig med hele vejen

    Kasper Hjulmand har altid en plan.

    Mandag aften var ingen undtagelse, da Danmark med 20 minutter tilbage af kampen stadig stod til at ende på gruppens tredjeplads.

    Derfor var der også en verden til forskel på en sejr på 2-1 fremfor 4-1 for de danske drenge, der skulle bruge alle de mål de kunne få, hvis ottendedelsfinalen skulle i hus.

    Det scenarie havde landstræneren luret inden kampen, og derfor var det ikke noget tilfælde at Andreas Christensen og siden Joakim Mæhle kunne sende Danmark på tre og fire mål, afslørede Hjulmand på pressemødet efter kampen.

    Hør Hjulmands plan for kampen her:

    Heldigvis kom målscoren aldrig i spil, da Belgien samtidig vandt over Finland og Danmark er dermed klar til ottendedelsfinalen mod Wales på lørdag.

  3. Damsgaard tog rekord fra Povlsen: 'Han kommer til at lave mange flere'

    Mikkel Damsgaard blev med sin scoring i 4-1-sejren over Rusland den yngste danske målscorer ved en slutrunde. Rekorden tilhørte før den tidligere danske landsholdsangriber Flemming Povlsen.

    Men den tidligere danske målræv giver gladeligt rekorden videre til blot 20-årige Mikkel Damsgaard:

    - Jeg giver den gerne videre til Damsgaard. Han kommer til at score mange flere, siger Flemming Povlsen, da han i TV-studiet efter kampen bliver spurgt ind til rekorden.

    Du kan se Flemming Povlsens reaktion på rekorden i videoen herunder:

    Højdepunkterne fra kampem mellem Danmark og Rusland kan du se lige her.

  4. Fillipinernes præsident truer borgere med fængsel, hvis de nægter vaccination

    Fængsel eller vaccine. Det valg står filippinske borgere overfor.

    Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, truer borgere, der nægter at lade sig vaccinere, med fængsel. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    - Du træffer valget. Bliv vaccineret eller jeg får dig fængslet, sagde Duterte i en tv-tale tidligere i dag.

    Udmeldingen kommer, efter meldinger om lavt fremmøde ved vaccinationscentre i hovedstaden Manila.

    Dutertes kommentar står i kontrast til det, hans embedsmænd ellers tidligere har sagt. Selvom det er frivilligt at blive vaccineret, så opfordrer de til det.

    - Misforstå mig ikke, der er en krise i dette land, sagde Duterte, og tilføjede

    - Jeg er bare oprørt over filippinere, der ikke følger regeringen.

    Frem til 20. juni er 2,1 million fuldt vaccineret i landet med 110 millioner indbyggere. Regeringen har et mål om, at 70 millioner skal være vaccineret inden årets udgang.

  5. Schmeichel om vild opbakning: 'Parken bliver ved med at overgå sig selv'

    Efter den forløsende EM-sejr over Rusland, blev det danske landshold hyldet af 25.000 jublende danskere i Parken. Og den opbakning og hyldest, som landsholdet har fået i dag og de seneste dage, er noget, der gør indtryk hos landsholdets målvogter Kasper Schmeichel:

    - Parken bliver ved at overgå sig selv. Jeg er så stolt af at spille herinde. Jeg elsker det. Det er blevet taget til et helt nyt niveau. Hele byen er ude at vinke os farvel i Helsingør. Det er det, et landshold kan og skal. Det skal samle nationen, give os håb og stolthed, og det har vi gjort i aften, siger Kasper Schmeichel.

    Du kan se hele interviewet med Kasper Schmeichel i videoen herunder.

    Højdepunkterne fra kampem mellem Danmark og Rusland kan du se lige her.

  6. Stolt dansk målscorer: 'Det er en mandfolkepræstation'

    Den danske back Joakim Mæhle spillede en blændende kamp og scorede det sidste mål, da Danmark i dag besejrede Rusland med 4-1 ved EM i fodbold. Ganske forståeligt er han derfor også stolt af den indsats, det danske landshold leverede i dag:

    - Det er en mandfolkepræstation. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, det bliver overgået hver eneste gang, vi er i Parken. Det er fantastisk, siger Joakim Mæhle.

    Du kan se hele interviewet med den danske målscorer her.

    Højdepunkterne fra den flotte 4-1-sejr kan du se her.

  7. Danmark banker Rusland i EM-kamp: Se de fire flotte mål

    Det danske fodboldlandshold er endegyldigt klar til EM-ottendedelsfinalen, og spillerne kan sende en varm tanke til Belgien, når de puster ud oven på sejren over Rusland i Parken. (Foto: Friedemann Vogel © Ritzau Scanpix)

    EM-festen er for alvor skudt i gang her til aften, hvor det danske fodboldlandshold bankede det russiske landshold i Parken, der var malet i rødt og hvidt.

    De danske drenge er nu klar til EM-ottendedelsfinalen i Amsterdam på lørdag mod Wales.

    Det står helt klart, efter at Belgien også besejrede Finland med 2-0 i Sankt Petersborg.

    Det blev til fire flotte mål under kampen. Du kan få et gensyn med dem her:

    1-0: 38minutter inde i kampen, nummer 14 Mikkel Damsgaard

    2-0: 59 minutter inde i kampen, nummer 20 Yussuf Poulsen

    3-1: 79 minutter inde i kampen, nummer 6 Andreas Christensen

    4-1: 81 minutter inde i kampen, nummer 5 Joakim Mæhle

  8. Danmark er videre til ottendedelsfinalen ved EM

    Det danske landshold er klar til ottendedelsfinalen ved EM.

    Danmark vandt 4-1 mod Rusland.

    Opgaven var på forhånd simpel, hvis Danmark ville gå videre fra gruppen. Kun en sejr talte.

    Efter en periode med hakkende dansk spil dukkede Mikkel Damsgaard op, og med et forrygende langskudsmål gjorde han det til 1-0 til Danmark.

    Efter pausen fordoblede Yussuf Poulsen føringen, da han opsnappede en russisk tilbagelægning og trillede bolden forbi den sagesløse russisk målmand.

    Efterfølgende reducerede Artem Dzyuba for Rusland på et straffespark. Andreas Christensen og Joakim Mæhle scorede siden for Danmark.

    Samtidig slog Belgien Finland med 2-0, og derfor tager Danmark andenpladsen i gruppen.

  9. For første gang nogensinde dominerer kvinder bestyrelsen, der uddeler Oscar-prisen

    For første gang nogensinde kommer der til at sidde flest kvinder i bestyrelsen for The Academy of Motion Picture Arts and Sciences (AMPAS), der uddeler Oscar-statuetterne.

    Det skriver flere amerikanske medier blandt andet The Hollywood Reporter.

    Foreningen, med over 9.000 medlemmer, er stiftet i 1927 med det formål at fremme filmkunst og -videnskab.

    I bestyrelsen for AMPAS er der 54 pladser og i næste periode, fra 2021 til 2022, er 31 af de 54 stole besat af kvinder. Fra 2020 til 2021 er tallet 26.

    En af de spritnye i bestyrelsen er skuespiller Rita Wilson, der i privaten er gift med skuespiller Tom Hanks. Danske instruktør Susanne Bier tager endnu en periode, og hun er dermed også at finde i bestyrelsen næste år.

    The Hollywood Reporter skriver desuden, at antallet af underrepræsenterede minoriteter er steget med 25 procent. Det betyder, at der kommer til at sidde 15 personer med minoritetsbaggrund i bestyrelsen det næste år. Første møde bliver afholdt i juli.

  10. Damsgaard bringer Danmark foran: Se 1-0 målet her

    Danmark er foran mod Rusland!

    Efter 37 minutters spil af den altafgørende EM-gruppekamp lagde blot 20-årige Mikkel Damsgaard an til skud og sendte en følt afslutning op i krogen af det russiske mål.

    Se det flotte 1-0mål i videoen herunder:

    Scoringen satte også gang i festen på Ofelia Beach. Bare se med i videoen herunder:

    Kampen mellem Danmark og Rusland kan følges på DR1, DRTV og i Liga på P3.

  11. På under én måned er fem præsidentkandidater tilbageholdt i Nicaragua

    I juni måned har det nicaraguanske politi tilbageholdt fem kandidater til præsidentvalget, der finder sted i det mellemamerikanske land i november.

    Det betyder, at det samlede antal oppositionspolitikere, der er blevet tilbageholdt i landet, er oppe på 15. Det skriver CNN.

    I går blev Miguel Mora Barberena fra oppositionspartiet PRD anholdt. Ifølge politiet er han sigtet for handlinger, der truer den nationale suverænitet.

    De 15 oppositionspolitikere er blevet anholdt og anklaget for flere lidt uklare overtrædelser, der skulle true den nationale sikkerhed.

    Flere menneskerettighedsgrupper har ifølge CNN erklæret, at det er et tydeligt tegn på, at landets nuværende præsident, Daniel Ortega, forsøger at eliminere fjerne enhver form for modstand.

    Hvis Ortega vinder valget, der finder sted 7. november, bliver det hans fjerde periode i træk som præsident.

  12. Danmarks kamp mod Rusland er begyndt

    Danmark spiller lige nu en altafgørende EM-kamp mod Rusland.

    Kampen er netop begyndt og kan følges på DR1, DRTV eller i LIGA på P3 i radioen.

    Danmark skal vinde kampen for at have muligheden for at sikre avancement til ottendedelsfinalerne ved EM.

    Hvis Danmark vinder skal vi også håbe på et finsk nederlag mod Belgien. Få helt styr på scenarierne her.

  13. Statsministeren er klar til landskamp: 'Selvfølgelig kan Danmark slå Rusland'

    Cirka 25.000 danskere er mødt op i Parken for at bakke det danske landshold op til den længe ventede EM-kamp mod Rusland. En af dem er statsminister Mette Frederiksen (S). Iklædt et rødt halstørklæde er hun klar til støtte de danske drenge, når de om lidt skal kæmpe for en plads i ottendedelsfinalen.

    - Den skal nok komme i hus (ottendedelsfinalen red.). Selvfølgelig kan Danmark slå Rusland, siger Mette Frederiksen.

    Se det fulde interview med den danske statsminister i videoen herunder:

    Kampen mellem Danmark og Rusland begynder klokken 21 og kan følges på DR1, DRTV og i Liga på P3.

  14. Et parti pasta og økologisk mayonnaise tilbagekaldes

    Fødevarestyrelsen er ude med to pressemeddelelser om madevare, der tilbagekaldes.

    Vi starter med et parti speltmel fuldkornspasta fra Solhjulet, der tilbagekaldes, da det har et for højt indhold af meldrøjealkaoider. En risikovurdering foretaget af DTU kan ikke udelukke, at det kan udgøre en sundhedsmæssig risiko, skriver Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen.

    Scandic Food A/S tilbagekalder REMA 1000 Økologisk Mayonnaise, da der er risiko for skimmelvækst i produktet. Skimmelvækst gør, at produktet er vurderet uegnet som fødevare.

    Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det.

  15. En legende takker af: Se makedonske spillere give anføreren æresport

    Angriberen Goran Pandev er nærmest et synonym på Nordmakedoniens fodboldlandshold. Med 20 års tjeneste og 120 landskampe på CV'et er han sin nations klart største og mest rutinerede stjerne.

    Men i dag sagde Pandev tak for nu. Da angriberen i det 67. minut af EM-kampen mellem Nordmakedonien og Holland blev skiftet ud, var det nemlig sidste gang, han gik fra banen som professionel fodboldspiller.

    Ved udskiftningen blev den makedonske angriber mødt af en æresport af medspillere, der alle ville hylde deres kaptajn. Du kan se video af æresporten herunder:

    Holland vandt 3-0 over Nordmakedonien, og højdepunkterne fra kampen kan du se her.

  16. Holland og Østrig sikrer sig EM-avancement

    Holland havde allerede sikret sig førstepladsen i gruppe C, men der var stor spænding om, hvem der skulle følge med hollænderne videre til ottendedelsfinalerne.

    Ukraine og Østrig mødtes i en direkte duel om andenpladsen. Østrig slap bedst fra det møde og sikrede andenpladsen med en 1-0-sejr.

    Hollænderne tog en stensikker sejr på 3-0 mod Nordmakedonien, og de orange gør altså rent bord i gruppen med tre sejre i lige så mange kampe.

    Dermed går Holland og Østrig videre til ottendedelsfinalerne, mens Ukraine må vente på, at resten af grupperne spilles færdig, før de ved, om de er med videre på tredjepladsen.

  17. Spielberg skal producere en række spillefilm for Netflix

    Dødens Gab, Indiana Jones, E.T, Jurassic Park, Saving Private Ryan, og jeg kunne blive ved.

    Bag står en af verdens mest kendte filminstruktører. Steven Spielberg.

    Spielbergs produktionsselskab har indgået et samarbejde med streamingtjenesten Netflix.

    Ifølge aftalen skal Spielbergs produktionsselskab, Amblin Partners, lave en række spillefilm for streamingtjenesten hen over de næste par år.

    - Steven er en kreativ visionær og leder, og som så mange andre rundt om i verden blev min opvækst formet af hans mindeværdige karakterer og historier, der har været vedvarende, inspirerende og opvågnen, lyder det fra administrerende direktør i Netflix, Ted Sarandos.

  18. Fransk storklub henter dansk landsholdsangriber

    Den franske storklub Lyon henter den danske angriber Signe Bruun hos ligarivalerne Paris Saint-Germain.

    Det bekræfter Lyon mandag eftermiddag.

    Signe Bruun har fået en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2023.

    Samtidig har Lyon præsenteret Danielle van de Donk fra Arsenal og Christiane Endler, som også kommer fra Paris Saint-Germain.

    Paris Saint-Germain vandt i denne sæson mesterskabet foran Lyon, der forinden havde vundet mesterskabet 14 år i træk.

    Mellem 2016 og 2020 vandt Lyon også Champions League fem gange i træk.

  19. Se billederne: Rød hær af roligans varmer op til Danmark-Rusland

    Det er næppe gået ret mange danskeres opmærksomhed forbi, at Danmark i aften spiller den sidste og altafgørende gruppekamp ved EM i fodbold.

    Klokken 21 tager græstæppet i Parken imod det danske landshold og deres russiske modstanderne, der ligeledes har ryggen mod muren forud for skæbnekampen.

    Dansk sejr over Rusland samt et finsk nederlag til Belgien i den samtidig kamp i russiske Sankt Petersborg er den magiske formel, der sikrer dansk deltagelse i ottendedelsfinalerne.

    25.000 tilskuere får lov til at overvære kampen i Parken - og langt størstedelen bliver de danske roligans, da de danske indrejseregler under coronapandemien i praksis har gjort det umuligt for de fleste russere at rejse til Danmark.

    • Danmark spiller her til aften den tredje og sidste EM-gruppekamp. Modstanderen er Rusland, og kravet er en sejr, hvis Danmark skal gå videre. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    • Danmark har nul point efter de to første gruppekampe, men resultaterne har artet sig således, at Danmark kan gå videre i tilfælde af sejr over Rusland og nederlag til finnerne i deres kamp mod Belgien. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    • Sankt Hans Torv på Nørrebro, der ligger i gåafstand til Parken, er her til aften fyldt med rød-hvide fans. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    • DBU melder om et heftigt salg af Danmark-merchandise - inklusive spillertrøjer - under EM. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    • Mange fans har valgt at følge Danmarks kampe på storskærm på Ofelia Beach ved Skuespilhuset i København. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)
    • Kampen mellem Danmark og Rusland vises på DR1 - den kan også følges i tekst og billede på dr.dk. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)
    1 / 6
  20. Franskmændene kan i juli igen komme på natklub

    Det er snart 15 måneder siden, at de franske natklubber lukkede og slukkede for besøgende.

    I sidste uge fremlagde den franske regering så, at de planlagde at genåbne natklubberne i juli måned.

    På et pressemøde, der ligger tilgængelig på den officielle Twitter-konto fra det franske præsidentskab, Élysée, fremgår det, at franskmændene fra 9. juli igen kan komme på natklub.

    Minister i den franske regering, Alain Griset, bekræfter det også på sin Twitter-profil.

    De danselystende franskmænd skal ikke iføre sig et mundbind, men de skal kunne fremvise et gyldigt coronapas for at komme ind, skriver flere franske medier, herunder Le Nouvel Observateur.

    Der må heller ikke komme mere end maksimalt 75 procent ind af den normale besøgskapacitet.

  21. Mindst 15 danske biler er den seneste måned blevet ramt af sten i Sverige

    På en motorvej mellem de to svenske byer Skurup og Ystad har flere danske bilister oplevet stenkast mod deres biler. Det har fået Rigspolitiet til at sende en advarsel ud på Twitter.

    I løbet af den seneste måned er mindst 15 danske biler blevet ramt af sten på strækningen, oplyser politiet i Ystad til DR.

    To personer er blevet kvæstet, og en del forruder er blevet smadret.

    Torsdag morgen gik det ud over Nicolai, der var på vej til Folkemødet på Bornholm.

    - Vi kunne ret hurtigt fornemme, at det var noget meget tungt, og noget, som kom i meget høj hastighed, og noget, der var større, baseret på størrelsen af det hul, det har lavet i ruden, siger Nicolai, der ikke ønsker at få sit efternavn frem, da ingen endnu ved, hvorfor der bliver kastet sten mod danske biler.

    - Jeg vil helt sikkert køre en omvej, indtil man har fået et overblik, tilføjer han.

    Det svenske politi kender ikke til tilfælde, hvor svenske biler er blevet ramt.

  22. EU-lande vil sende valgobservatører til Irak

    Udenrigsministrene i EU er mandag blevet enige om, at de vil sende valgobservatører til Irak, når der afholdes parlamentsvalg til oktober.

    - Vi må se den sikkerhedspolitiske situation i landet an, og jeg mener, at det er rigtig vigtigt, at den irakiske regering dokumenterer, at den er klar til at støtte det, siger den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, til Ritzau.

    Mandag drøftede EU-landenes ministre situationen i Irak med landets udenrigsminister, Fuad Hussein, i Luxembourg.

    Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), besøgte tidligere i juni Hussein, hvor han blandt andet forsøgte at bane vejen for mødet og en EU-valgmission.

    - Det er vigtigt for Danmark, at vi får en valgobservationsmission til landet, fordi det kan være med til at sikre demokratiske, legitime, fair og frie valg, siger Kofod efter EU-mødet.

  23. Gratis stik får inderne til at valfarte til vaccination

    Indien har i dag vaccineret et rekordhøjt antal borgere på en enkelt dag.

    7,5 millioner har taget imod regeringens tilbud om gratis vaccinationer til alle voksne, skriver Reuters.

    Indien har i de seneste måneder været hårdt ramt af en anden bølge af coronavirus, som menes at være blevet forstærket af en kaotisk udrulning af Indiens vaccineprogram.

    Tidligere var det landets delstater og private hospitaler, der opkøbte vacciner, men i sidste måned meddelte premierminister Narendra Modi, at den føderale regering nu ville købe vacciner og distribuere dem gratis.

    Set over de seneste 30 dage har Indien i gennemsnit vaccineret 2,7 millioner borgere om dagen.

  24. Vil du overvære VM-kampene på tribunen i Qatar næste år? Så skal du været vaccineret

    I midten af december 2022 bliver det afgjort, hvilket land der de næste fire år kan blære sig med at være verdensmestre i fodbold.

    Har du en drøm om at se det danske landshold spille i Qatar, så kræver det, at du er blevet vaccineret.

    Qatars premierminister Khalid bin Khalifa bin Abdulaziz Al Thani har udtalt, at de kun vil lukke tilskuere ind på stadion, der er blevet vaccineret mod covid-19. Det skriver Reuters.

    Ifølge Reuters regner arrangørerne, at de fleste lande har fået vaccineret deres befolkning, før verdensmesterskabet afgøres i november og december næste år.

    Myndighederne har også været i dialog med en vaccineproducent om at få bestilt én million vaccinedoser til at give tilskuere, der rejser til Qatar uden at være fuldt vaccineret.

    Det er ikke helt tydeligt, hvilken vaccine der er tale om, og hvordan myndighederne har tænkt at tilbyde vaccinen. De fleste coronavacciner kræver to stik, der skal gives med ugers mellemrum.

    Qatar vaccinerer sine borgere og beboere med Pfizer-BioNTech- og Moderna-vaccinerne.

  25. Lune og milde flyveforhold på heksens tur til Bloksbjerg

    Sankhansvejret onsdag aften tegner til at blive ret perfekt, lyder det fra DR's vejrtvært Louise Gade.

    Her styrer vi nemlig uden om de to største jokere ved enhver bålfest: Regn og kraftig blæst.

    - I dagtimerne viser prognoserne lidt overskyet vejr og risiko for at rende ind i en lille byge, men som timerne går rydder vejrguderne mere og mere op i skyerne, så der ud på aftenen er plads til solskin, og det holder tørt.

    - Samtidig bliver det halvlunt med omkring 20 grader, og især ind over land er vinden løjet af ved aftenstid og bliver bare svag-let. Det er supergodt, når vi skal lave bål, lyder det fra Louise Gade.

  26. Nu kommer der fokus på brandsikkerheden på landets plejeboliger

    Regeringen har i dag meldt ud, at de vil bede en række faglige eksperter om konkrete forslag til at forbedre brandsikkerheden på plejeboliger landet over.

    - Der er i mange tilfælde tale om fysisk svækkede borgere, som vi alle har et fælles ansvar for at beskytte, siger social- og ældreminister Astrid Krag (S).

    Det sker, efter flere dødsbrande på plejeboliger.

    I august sidste år døde tre kvinder i en brand på et plejehjem i Allingåbro i Djursland, og det fik dengang Folketinget til at vedtage, at der skulle skrappere lovgivning på området.

    Det pågældende plejehjemmes brandsikkerhed levede ikke op til kravene - som eksempelvis at have et automatisk sprinkleranlæg.

    Fra 2016 til 2020 har der været 242 dødsbrande i Danmark, ti procent - svarende til cirka 24 dødsbrande, har fundet sted på et plejehjem. Det fremgår det i en rapport fra Beredskabet, der er publiceret i april.

  27. Movia vil genindføre kontanter i busser, Flextrafik og lokaltog

    Siden marts sidste år har det ikke været muligt at komme af med kontanterne i de sjællandske busser eller i flextrafikken.

    Men fra 1. september, når alle restriktioner i den kollektive transport ophæves, forventer Movia også at genindføre muligheden for at betale kontant i busser og flextrafik overalt på Sjælland og Øerne.

    Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

    - Som det er udmeldingen nu, kan vi fra 1. september byde velkommen i vores busser, lokaltog og flextrafik uden restriktioner, og det forventer vi også gælder kontanterne, udtaler Camilla Struckmann, direktør for Kommerciel og Kunder i Movia.

  28. EU klar med flere sanktioner mod militæret i Myanmar

    Den Europæiske Union (EU) fordømmer militærkuppet i Myanmar på det kraftigste.

    Det er ikke nye ord, men tonen over for militærkuppet er endnu engang slået an.

    EU har aftalt at sanktionere Myanmar yderligere, og otte personer og fire virksomheder er blandt andet føjet til en eksisterende sanktionsliste.

    EU har også sat alle pengeoverførsler, der skulle gå til udviklingsbistand til Myanmars regeringsbudget, på pause.

    Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) siger til Ritzau, at Danmark har arbejdet for flere restriktioner.

    - Vi reagerer meget konsekvent og hårdt over for generalernes undertrykkelse af befolkningen. Så jeg er glad for, at EU leverer de sanktioner, siger Kofod til Ritzau.

    Nogle ngo'er, heriblandt Mellemfolkeligt Samvirke, ønsker sanktioner, der rammer militæret hårdere. Det mest effektive vil være sanktioner på olie og gas, siger politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke Lars Kock til Ritzau.

  29. Den spanske premierminister vil benåde ni fængslede separatister

    Ni catalanske separatister, der blev fængslet efter et løsrivelsesforsøg i 2017, bliver efter planen benådet i løbet af denne i uge. Det kan ske så tidligt som i morgen.

    Det fortalte den spanske premierminister, Pedro Sánchez, i en tale tidligere i dag.

    - Konfrontationer løser ikke nogen problemer, sagde Sánchez tidligere i dag, da han holdt tale ved operahuset i den catalanske hovedstad, Barcelona.

    - For at nå frem til en aftale er der nogen, der skal tage første skridt. Den spanske regering tager nu det første skridt, lyder det.

    De ni personer, der stod i spidsen for Cataloniens forsøg på løsrivelse fra Spanien, blev fængslet i 2019.

    Cataloniens løsrivelsesforsøg fra resten af Spanien skabte den største politiske krise i årtier, skriver BBC.

  30. Dansker i russisk topklub: 'Det er en stolt fodboldnation'

    Når Kasper Scmeichel og kompagni i aften træder ind i Parken til den afgørende kamp i EM's gruppe B, står de overfor et russisk landshold, der indtil videre ikke har imponeret ved slutrunden.

    Alligevel er kulturen og forventningerne omkring landsholdet store i hjemlandet. Det vurderer den danske fodboldspiller Oliver Abildgaard, der til dagligt tørner ud for den russiske topklub Rubin Kazan.

    - Det er en stolt fodboldnation. Hypen omkring fodbold er måske lige et niveau op i forhold til, hvad jeg er vant til derhjemme.

    Alligevel forventer russerne ikke, at kampen mod det danske landshold bliver en walkover. Tværtimod faktisk.

    - De ved bestemt godt, at det ikke bliver en let kamp for dem, siger den danske midtbanespiller, siger Oliver Abildgaard.

    Du kan se Oliver Abildgaard fortælle om Ruslands landshold og den russiske fodboldkultur i videoen herunder.

    Kampen mellem Danmark og Rusland starter klokken 21 og kan følges på DRTV, DR1 og i Liga på P3.

  31. Formodet flugtbilist varetægtsfængslet i fire uger

    En 20-årig mand, der sigtes for at have påkørt en betjent i Aarhus, er varetægtsfængslet til 16. juli.

    Det har en dommer ved Retten i Aarhus afgjort.

    Men dommeren har fundet, at der er begrundet mistanke om, at det var den 20-årige mand, der førte bilen, som fredag torpederede en 31-årig betjent.

    Den sigtede blev anholdt i Brabrand kort før midnat natten til mandag efter en storstilet politijagt.

  32. Quick-Step udtager to danskere til touren

    Quick-Step-holdet har sat navn på holdet til Tour de France.

    På holdet er to danskere - Kasper Asgreen og Michael Mørkøv.

    Quick-Step stiller med et stjernespækket hold med både Julian Alaphillipe og Mark Cavendish blandt de otte udtagne ryttere.

    Både Asgreen og Mørkøv var også med på Quick-Steps Tour-hold i 2020 og 2019.

    Tour de France begynder 26. juni og strækker sig over 21 etaper frem til 18. juli.

    Det bliver tredje gang, at Kasper Asgreen skal køre Tour de France. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)
  33. Professor kalder smittetallene for 'dejligt lave'

    Det ser godt ud med smittetallene herhjemme.

    Det mener Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, som Ritzau har talt med.

    - Det er nogle dejligt lave smittetal. Det har stået på i noget tid, så det ser lovende ud, siger han.

    Allan Randrup Thomsen mener, at de lave smittetal skyldes, at en efterhånden høj andel af befolkningen er gået i gang med et vaccinationsforløb mod coronavirus.

  34. Formodet flugtbilist nægter sig skyldig i påkørsel af betjent

    Den 20-årige mand, der er anholdt efter at have været efterlyst for at have påkørt en politibejent i Åbyhøj ved Aarhus, nægter sig skyldig.

    Det fremgår ifølge Ritzau af et grundlovsforhør mandag eftermiddag ved Retten i Aarhus.

    Den sigtede blev anholdt i Brabrand kort før midnat natten til mandag efter en storstilet politijagt.

    Politiet mener, det var ham, der sad bag rattet, da en bil fredag aften påkørte en betjent ved krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Åbyhøj.

    Den 31-årige betjent pådrog sig flere hjerneblødninger og delvist sammenklappede lunger, fremgår det af sigtelsen.

    Han befinder sig fortsat i kritisk tilstand, oplyser anklagemyndigheden.

    Ifølge sigtelsen kørte den 20-årige med høj fart frem mod betjenten, der var i færd med at udlægge stop sticks for at stoppe ham.

  35. Det nye Aalborg Universitetshospital forsinket - igen

    Forretningsudvalget i Region Nordjylland har besluttet at udskyde sluttidspunktet for færdiggørelsen af det nye universitetshospital til et tidspunkt i 2022.

    Og det ærgrer regionsrådsformand Ulla Astman (S):

    - Vi har arbejdet på at forcere byggeriet, men det har ikke været nok til at indhente det tabte.

    Det vil koste ekstra at holde byggepladsen i gang i længere tid.

    - Derfor skal den forlængede byggetid gøres så kort som muligt, siger hun.

    Ifølge planen skulle det ny hospital være færdigt per 31. december og så småt tages i brug i slutningen af 2022 og være i fuld drift i første halvår af 2023.

    Men lige nu er det uvist, hvilke konsekvenser den forlængede byggetid får på indflytningen.

  36. Nyvalgt iransk præsident gider ikke mødes med Joe Biden

    Ebrahim Raisi indsættes som præsident 3. august. (Foto: ABEDIN TAHERKENAREH © Ritzau Scanpix)

    Irans nyvalgte præsident, den konservative Ebrahim Raisi, ser umiddelbart ikke den store fidus i at mødes med USA's præsident, Joe Biden.

    Det siger han under sit første pressemøde siden sin valgsejr, skriver Ritzau.

    Raisi, der 3. august overtager præsidentposten fra Hassan Rouhani, kritiserer Biden for at støtte "umenneskelige sanktioner" mod Iran.

    - Biden skal først løfte sanktioner for at få USA til at fremstå troværdigt igen, lyder det fra den 60-årige, kommende præsident.

    Ifølge Ritzau er Ebrahim Raisi stærkt konservativ og tæt knyttet til Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei. Det er Khamenei - og ikke præsidenten - der har det sidste ord i alle statslige anliggender i Iran.

  37. Dagens coronatal: 149 nye smittede

    Der er det seneste døgn registreret 149 nye coronatilfælde herhjemme.

    Antallet af smittede er baseret på 56.270 PCR-prøver. Det giver en positivprocent på 0,26.

    Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut.

    Antallet af indlagte stiger med to til 82, heraf ligger 17 på intensiv, og af dem er 14 i respirator.

    Der ses ofte en stigning om mandagen, da færre udskrives i weekenden.

    En person er død med coronavirus siden gårsdagens coronaopgørelse.

    I dag har Danmark rundet tre millioner personer, der har fået mindst ét stik med en coronavaccine. Det svarer 51,5 procent af befolkningen.

    1,6 millioner er færdigvaccinerede. Det svarer til 28,1 procent af befolkningen.

    Siden søndag har 11.039 borgere fået deres første dosis, mens 6.076 i samme periode er blevet færdigvaccineret.

  38. Clara Tauson taber første kamp i Wimbledon-optakt

    Clara Tauson tabte i tre sæt til russeren Anna Blinkova ved WTA-turneringen på græs i tyske Bad Homburg. Det blev dermed og så hendes sidste kamp inden grand slam-turneringen Wimbledon begynder næste mandag.

    Det var danskerens første rigtige kamp på græsunderlag som seniorspiller, og den tabte hun med cifrene 6-7, 6-4, 2-6 til Anna Blinkova, der ligger nummer 90 på verdensranglisten - tre pladser over Tauson.

    Clara Tauson var stærkt utilfreds med dommeren i slutningen af første sæt, da danskeren mente, at bolden, der førte til russisk 3-0-føring i tiebreak, var ude.

    - Pas på dit sprog, når du taler til mig, sagde dommeren for at dæmpe den utilfredse dansker.

  39. Vilde dyr og planter flytter ind hos boligselskaber

    Foto: Mette Skov-Jensen.

    Veltrimmede, grønne fællesarealer bliver omdannet til oaser for dyr og vilde planter.

    I Houlkærparken i Viborg har Boligselskabet Viborg for eksempel forvandlet en grøn plæne til en park med blandt andet vilde planter, blomstrende urter, insekthotel og selvsåede træer.

    Ledende ejendomsfunktionær Anja Thrysøe Kristensen fortæller, at harer og ræve er flyttet ind - ligesom det summer med flere insekter

    Hos organisationen Danmarks Almene Boliger oplever kredsformanden i Midt- og Vestjylland, Karsten Håkonsen, at Boligselskabet Viborg langtfra er det eneste sted:

    - Det gør rigtig mange boligforeninger i vores kreds. Der er store gevinster ved det. Vi kan vise, at vi også går ind for biodiversitet. Og så er det en anden måde at sælge vores afdelinger på.

  40. Grønt lys til årets sankthansbål: 'Der er ikke behov for afbrændingsforbud nogen steder'

    Trods en meget varm juni skal der nok blive tændt sankthansbål på onsdag. Der bliver i hvert fald ikke indført afbrændingsforbud.

    Det fastslår Danske Beredskaber på et pressemøde i dag.

    - Der er ikke behov for et afbrændingsforbud nogen steder i Danmark på onsdag, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber.

    Han understreger, at der dog som altid er afbrændingsforbud på Anholt.

    Sidste år blev sankthans aflyst som følge af coronapandemien.

    Det er temperaturfaldet og regnen de seneste to dage, der er skyld i, at tørkeindekset ser mere fornuftigt ud. Dog er det fortsat højt på Bornholm, men ikke nok til et forbud mod bål.

    Se klip fra pressemødet her:

  41. Afgående Norwegian-boss blev meget overrasket over fyreseddel

    Det kom bag på Norwegians afgående koncerndirektør, Jacob Schram, at han blev fyret i går aftes.

    Det oplyser han i en skriftlig kommentar til NRK.

    - Jeg blev meget overrasket over bestyrelsens beslutning om at fyre mig, skriver Schram.

    Om sit gyldne håndtryk på 15 måneders løn siger han til NRK, at han var villig til at forhandle om det, men at det ikke synes muligt at nå til enighed.

    - Jeg er kommet med konkrete forslag, som ville have reduceret det i betydelig grad, men disse forhandlinger blev ikke til noget, lyder hans forklaring.

    Norwegian vil ikke kommentere, hvorfor Schram skulle skiftes ud.

  42. Skal du vaccineres eller måske bare testes? Så husk at få nok mad og drikke

    Hvis du er en af dem, der skal coronavaccineres - eller bare testes - her i sommervarmen, så skal du huske at få nok mad og drikke.

    Sådan lyder opfordringen fra Region Nordjylland.

    Meldingen kommer, efter at man ifølge regionen har oplevet "flere borgere, særligt de unge, der dehydrerer og bliver dårlige, når de bliver podet eller vaccineret".

  43. Skotland ramt af corona før afgørende EM-kamp

    Billy Gilmour kommer ikke til at spille den afgørende gruppekamp mod Kroatien, da han er blevet ramt af corona. (Foto: XXSTRINGERXX xxxxx © Ritzau Scanpix)

    Den skotske midtbanespiller Billy Gilmour er testet positiv for coronavirus og misser Skotlands vitale gruppekamp mod Kroatien tirsdag.

    Det oplyser det skotske fodboldforbund ifølge Reuters.

    Dermed er han ikke tilgængelig til skotternes sidste gruppekamp mod Kroatien tirsdag, hvor begge hold har brug for en sejr for at komme videre til ottendedelsfinalerne.

    Gilmour startede inde på Skotlands defensive midtbane, da det fredag blev til 0-0 mod England i den anden gruppekamp. Her blev han kåret som kampens spiller.

  44. Löfven sparker bolden til hjørne: Har en uge til at beslutte sig for egen skæbne

    Sveriges statsminister, Stefan Löfven, der tidligere i dag tabte en mistillidsafstemning, har udbedt sig betænkningstid i forhold til, hvad regeringens næste skridt her.

    Det siger han på et pressemøde.

    Han har dermed en uge til at beslutte sig. Han skal enten afgive statsministerposten eller udskrive valg.

  45. Grønlandsk nationaldag markeres med flag

    (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

    Her i morgentrafikken har du måske allerede lagt mærke til, at det grønlandske flag flagrer i vinden.

    I dag er det den 21. juni, og det betyder, at det er Grønlands nationaldag, og det markeres i hele Rigsfællesskabet, hvor offentlige institutioner flager med det grønlandske flag, Erfalasorput.

  46. Fyn, Østjylland og Københavns Politi har hen over weekenden fået 523 klager over støjende musik

    De mange lydanlæg, der tit følger med, når folk rykker ud i det gode vejr, har været i gang i løbet af weekenden.

    Faktisk kan Fyn, Østjylland og Københavns Politi berette om 523 anmeldelser om musik til ulempe i løbet af weekenden, efter de tre politikredse sidste uge skærpede indsatsen mod de såkaldte soundbokse.

    Det er i alt mundet ud i fire bøder, mens man hos Østjyllands Politi også har beslaglagt et lydanlæg.

    Anmeldelserne fordeler sig således:

    Københavns Politi 350 anmeldelser - to bøder uddelt.

    Østjyllands Politi 113 anmeldelser - en bøde uddelt og et anlæg beslaglagt.

    Fyns Politi 60 anmeldelser - en bøde uddelt.

  47. OL i Tokyo tillader op til 10.000 fans

    Japanere får mulighed for at se verdens bedste atleter i aktion til de olympiske lege i Tokyo.

    Den Internationale Olympiske Komité skriver på sin hjemmeside, at de i samarbejde med blandt andre den japanske regering er blevet enige om, at de kan fylde haller og stadioner 50 procent - dog maksimalt 10.000 tilskuere.

    Internationale tilskuere er allerede blevet udelukket fra legene, der starter 23. juli.

    Den japanske premierminister Yoshihide Suga siger dog også, at han ikke vil tøve med at ændre den beslutning, hvis corona-situationen ændrer sig.

  48. EU presser Lukasjenko med sanktioner på gødning og våben

    Med en beslutning om bredere økonomiske sanktioner er EU-landene enige om at lægge et markant tungere pres på Aleksandr Lukasjenkos styre i Hviderusland.

    Blandt sanktionerne er et eksportforbud på sportsvåben og aflytningsudstyr, og et importforbud på olie og potaske. Potaske, som benyttes til gødning, er en betydelig del af landets eksport.

    - Vi får en fjerde sanktionspakke, som gør rigtig ondt på Lukasjenko og hans regime, siger udenrigsminister Jeppe Kofod, da han ankommer til et et udenrigsministermøde i Luxembourg.

    Sanktionerne mod de forskellige sektorer er ikke implementeret endnu - hvornår det sker, vides endnu ikke præcist.

    (Ritzau)

  49. Löfven overlever ikke mistillidsafstemning

    Stefan Löfven har været statsminister siden 2014. (Foto: 10090 Claudio Bresciani/TT © Ritzau Scanpix)

    Den svenske statsminister, Stefan Löfven, overlever ikke en mistillidsafstemning i den svenske rigsdag.

    Dermed skal han enten gå af eller udskrive valg. Han har nu en uge til at træffe en beslutning.

    181 stemte ja til forslaget, 109 stemte nej, 51 stemte blankt, og 8 var fraværende, oplyser SVT.

    Allerede inden afstemningen oplyste Löfven, at han ville afholde et pressemøde klokken 11.30.

    - Det er en højst usædvanlig situation, der også viser, hvor dysfunktionelt samarbejdet og samarbejdsmiljøet i den svenske regering er, fortæller Anna Gaarslev, DR's Europa-korrespondent.

  50. Fuglsang og Juul-Jensen udtaget til Tour de France

    To danskere er blevet udtaget til at køre Tour de France, der begynder på lørdag.

    36-årige Jakob Fuglsang er med for at jagte etapesejre og køre sig i topform frem mod OL for sit hold Astana - Premier Tech. Det er 9. gang, at han er med i verdens største etapeløb.

    31-årige Christopher Juul-Jensen er udtaget for sit hold Team BikeExchange, hvor hans rolle mere bliver som hjælperytter for holdets klassementshåb Lucas Hamilton. Det er 3. gang, at han er med i Tour de France.

    Dermed er tre danskere officielt udtaget til det prestigefyldte etapeløb. Bjergrytteren Jonas Vingegaard er tidligere blevet offentliggjort for at hjælpe sit hold Team Jumbo-Visma.

  51. Mistænkt flugtbilist stilles for en dommer i eftermiddag

    Den 20-årige mand, der er mistænkt for at have været skyld i et alvorligt trafikuheld, som har sendt en politibetjent i kunstig koma, vil i dag blive fremstillet i et grundlovsforhør.

    Det oplyser Østjyllands Politi.

    Grundlovsforhøret begynder klokken 13. Han bliver sigtet for flere punkter, herunder vold mod polititjenestemand, forsætlig fareforvoldelse, uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder, flugt fra et færdselsuheld og hærværk af betydeligt omfang.

    Den 31-årige betjents tilstand var først kritisk, men er siden blevet stabil.

    Ulykken skete lidt efter klokken 18.30 fredag aften i det vestlige Aarhus, da betjenten blev påkørt med høj fart.

    Efter ulykken flygtede bilisten ud ad Silkeborgvej.

    Opdateret med oplysning om sigtelser.

Mere fra dr.dk