Spændingerne fortsætter mellem Malis overgangsstyre og de internationale styrker i landet.
Frankrigs ambassadør i Mali har mandag fået 72 timer til at forlade det vestafrikanske land.
Det fremgår af en meddelelse fra Malis militærstyre, skriver AFP ifølge Ritzau.
- I dag er Frankrigs ambassadør i Bamako, Hans Excellence Joel Meyer, blevet informeret om regeringens beslutning om at bede ham forlade landet inden for 72 timer, lyder det i meddelelsen.
Det skyldes "oprørende udtalelser" fra den franske udenrigsminister, siger militærstyret. Fredag betegnede ministeren Malis militærstyre som "ude af kontrol" og "illegitimt".
Mandag eftermiddag var der endnu ingen reaktion fra den franske regering.
Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), skriver på Twitter, at Malis beslutning om at smide den franske ambassadør ud af Mali er "uacceptabel".
