Seneste nyt

Mand dræbt af haj i Australien

  • Mand dræbt af haj i Australien

    En mand er blevet dræbt af en haj ved en populær strand i det vestlige Australien.

    Haj-angrebet skete nær Cable Beach, skriver BBC.

    Stranden er nu blevet lukket, og folk bliver opfordret til at undgå at bade på strande i lokalområdet.

    Det er det ottende dødelige haj-angreb i Australien i år.

    En eftersøgning er sat i gang efter hajen, men det vides endnu ikke, hvilken art der er tale om.

  • AGF’s sportschef stopper og skifter til FC København

    Peter Christiansen har opsagt sin stilling som sportschef i AGF og underskrevet en aftale med FC København. Det oplyser AGF i en fondsbørsmeddelelse.

    - Vi er meget ærgerlige over, at Peter Christiansen har valgt at stoppe i AGF. Han har haft stor betydning for den sportslige fremgang, vi har oplevet de seneste år, og jeg vil gerne takke ham for den store indsats, han har ydet for AGF, siger Lars Fournais, bestyrelsesformand i AGF.

    Ifølge FCK vil Christiansen senest til april tiltræde i rollen som sportsdirektør.

    Peter Christiansen har været sportschef i AGF siden 2016 og har tidligere siddet i samme stilling hos Randers FC. Som aktiv fodboldspiller spillede han seks sæsoner i FC København.

  • Politi finder 182 ulovlige kanonslag hos 19-årig

    Betjente fra Nordjylland har beslaglagt 182 ulovlige kanonslag hos en 19-årig mand.

    Det var via et tip fra en borger at betjente kom frem til adressen i byen Klarup syd for Aalborg, hvor de ved en ransagning fandt frem til de ulovlige kanonslag, som heller ikke var opbevaret korrekt.

    Der venter nu den 19-årige en større bøde, oplyser lederen af Operativ Efterforskning, Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

    Han opfordrer samtidig til, at man hverken køber eller opbevarer ulovligt fyrværkeri.

    - At man får en bøde, er én ting, men det er også særdeles farligt for én selv og for andre at opbevare det, siger Per Jørgensen.

  • Coop rykker rundt på medarbejderne

    Dagligvarekoncernen Coop, der står bag Brugsen, Fakta og Kvickly-kæderne, rykker flere medarbejdere ud i kæderne og skærer ned i funktionerne på hovedkontoret.

    Det betyder, at der oprettes 40 nye stillinger i kæderne, samtidig med at der reduceres med cirka 70 stillinger blandt hovedkontorsfunktionerne.

    Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.

    Ændringen er et af de første store aftryk, som den nye administrerende direktør, Kræn Østergård Nielsen, har sat på Coop, siden han blev ny topchef i september.

    - Vi står i den måske hårdeste konkurrencesituation nogensinde. Vores svar skal være, at vi vil være den virksomhed, hvor kunderne oplever, at de får mest for deres penge, siger Kræn Østergård Nielsen.

  • Danski og Nortlanders moderselskab erklærer sig konkurs

    Danmarks største skirejsekoncern Piste Group erkærer sig konkurs.

    Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse, skriver Standby.dk.

    Piste Group ejer blandt andre rejsebureauerne Nortlander, Slopetrotter og Danski, og årsagen til konkursbegæringen er coronapandemien.

    - Coronakrisen har gjort, at Piste Group er så udfordret økonomisk, at vi må tage så drastiske skridt som at begære selskabet konkurs. Så længe vi ikke kan sende danskerne på ski, har vi ingen omsætning, og udsigterne til at vi kan få lov til det, er lange, siger Piste Groups formand og medejer, Casper Lykke Pedersen.

    Det oplyses, at ledelsen arbejder på en rekonstruktion for at kunne føre virksomheden videre.

    Piste Group ejer blandt andre Danski og Nortlander. (Foto: Ruben Sprich © Scanpix)
  • Heunicke vil forstærke kommunikation om test til nære kontakter

    Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) sætter nu gang i "forstærket kommunikation" om test af nære kontakter til smittede.

    Det sker, efter at Detektor onsdag kunne fortælle, at tusindvis af nære kontakter kun er blevet testet én gang.

    Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer er det "væsentligt", at nære kontakter bliver testet to gange.

    - Når der alligevel er så mange nære kontakter, der ikke tager anden test, så kunne det tyde på, at vi kan gøre det bedre i kommunikationen, som jo både kan være mundtlig, skriftlig og i offentligheden. Det skal myndighederne selvfølgelig følge op på, siger Magnus Heunicke.

  • DMI varsler tæt tåge eller rimtåge over Sjælland

    DMI har udsendt et varsel om tåge eller rimtåge gældende for hele Sjælland fra klokken 16.

    Mange steder vil sigtbarheden komme under 100 meter, og derfor anbefales folk at passe på i trafikken.

    - Tæt tåge eller rimtåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt, og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt, skriver DMI i varslet, der gælder frem til klokken 10 i morgen.

  • Hvert fjerde tilbud på Black Friday er kunstigt sat ned

    Nogen af de tilbud, som butikkerne lokker med Black Friday, er reelt ikke sat ned. Det viser en opgørelse fra PriceRunner, der sammenligner priser på forskellige varer.

    Men der er også penge at spare for forbrugerne.

    PriceRunner har undersøgt 33.000 af de mest populære produkter op til Black Friday. Her viser det sig, at der i tre ud af fire tilbud faktisk er penge at spare.

    Men i cirka hvert fjerde tilbud er prisen blevet sat op i løbet af efteråret for derefter at blive sat ned op til Black Friday. Her bliver det så kunstigt præsenteret som et tilbud.

    - Men i det store hele er der stadig masser af gode tilbud derude til forbrugerne, siger Martin Andersen, der er direktør hos PriceRunner.

    I cirka hvert fjerde tilbud er prisen blevet sat op i løbet af efteråret for derefter at blive sat ned op til Black Friday. (Foto: KENA BETANCUR © Scanpix)
  • Københavns Lufthavn fyrer færre end ventet

    Coronakrisen har været hård ved luftfartsbranchen, der på grund af rejserestriktioner har måttet holde flyene på jorden.

    Det er også tilfældet i Københavns Lufthavn, der i november måtte annoncere sin anden sparerunde på få måneder.

    Her er det dog lykkedes at reducere antallet af afskedigelser til, hvad der svarer til 60 fuldtidsstillinger. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

    Det skyldes blandt andet, at knap 380 medarbejdere går på arbejdsfordeling, der er et tiltag, der blev indført under krisen for at undgå fyringer.

  • Oppositionen indkalder to ministre til nyt samråd om nedgravede mink

    Dagens samråd med miljøminister Lea Wermelin (S) om nedgravningen af mink var ikke nok for oppositionen.

    Ministeren henviste nemlig flere gange til fødevareminister Rasmus Prehn (S), når oppositionen spurgte ind til, om de døde mink skal graves op igen.

    Derfor bliver både Rasmus Prehn og Lea Wermelin indkaldt til et fælles samråd om sagen.

    - Vi indkalder fødevareministeren og miljøministeren i et nyt hastesamråd uden bagkant. Vi kan jo ikke have et samåd, hvor man sidder og kaster ansvaret fra den ene minister til den anden, så må vi råde bod ved at få begge to i samråd, siger Venstres Thomas Danielsen (V), som er medlem af Miljø- og Fødevareudvalget.

    Inden samrådet tegnede der sig et flertal uden om regeringen for at få gravet minkene op, da også SF og Alternativet bakker op.

  • Den østrigske landsby Fucking skifter navn - til Fugging

    Indbyggerne i den østrigske landsby Fucking har længe været træt af deres bynavn.

    Hvorfor er jo ikke svært at regne ud, men navnet har også betydet, at hundredvis af besøgende hvert år er myldret til byen for at blive fotograferet ved byskiltet, som også er blevet stjålet flere gange.

    Men nu er der gode nyheder til Fucking-beboerne, for byen skifter nemlig fra 1. januar navn til Fugging, skriver NRK.

    - Jeg kan bekræfte, at landsbyen ændrer navn. Jeg vil ikke sige så meget mere. Vi har haft nok mediehysteri tidligere, siger Andrea Holzner, der er talsmand for kommunen Tarsdorf.

    Fucking ligger cirka 35 kilometer nord for Salzburg. Snart hedder byen Fugging. (Foto: Mladen Antonov © Scanpix)
  • Skotlands Sturgeon: Vi vil have en afstemning om uafhængighed snart

    En folkeafstemning om skotsk uafhængighed bør finde sted i den næste skotske parlamentsperiode, som indledes næste år, lyder det fra den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon.

    Sturgeon, der er leder af Det Skotske Nationalparti, siger til BBC, at der er "en række forskellige grunde til, at en folkeafstemning bør finde sted i den første del af den næste parlamentsperiode".

    Ved en folkeafstemning om uafhængighed i 2014 stemte skotterne for at blive i Storbritannien. Men både brexit og den britiske regerings håndtering af covid-19 krisen har styrket uafhængighedsbevægelsen blandt skotterne.

    De seneste 14 meningsmålinger har ifølge BBC vist, at et flertal af skotterne i dag støtter uafhængighed.

    Nicola Sturgeon. (Foto: Andy Buchanan © Scanpix)
  • DR og TV 2 deler rettigheder til De Olympiske Lege

    DR og TV 2 har sammen købt rettighederne til både De Olympiske Vinterlege Beijing 2022 og De Olympiske Lege Paris 2024.

    I forvejen har DR allerede rettighederne til De Olympiske Lege Tokyo 2021 sammen med Discovery Networks.

    - Vi er utroligt glade for denne aftale, da De Olympiske Lege er verdens suverænt største sportsbegivenhed. Vi ved, at sport er noget af det, der er allerbedst til at binde os sammen som nation, siger DR’s mediedirektør Henriette Marienlund.

    Hvordan sportsgrenene i 2022 og 2024 fordeles mellem DR og TV 2 afgøres senere, men de vil blive fordelt ligeligt imellem de to partnere.

  • Miljøminister Lea Wermelin i samråd om minkgrave: Det har været et uskønt forløb

    Lea Wermelin kalder sagen om de nedgravede mink for en uskøn proces. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

    Miljøminister Lea Wermelin er kaldt i samråd om de miljømæssige konsekvenser af massegrave med mink.

    Her forklarer minister, at Miljøstyrelsen vurderer, at der er lovhjemmel til nedgravningen.

    Flere juraeksperter har over for Jyllands-Posten udtrykt tvivl om, hvorvidt den form for nedgravninger er lovlige.

    Wermelin kalder det "et uskønt forløb" og har bedt sit ministerium om at se på, hvad "der er op og ned".

    – Uanset jura så har det været et uskønt forløb. Jeg vil gerne gøre det helt klart, at jeg helst havde set en proces, hvor vi fra statslig side i langt højere grad havde været i dialog med de berørte kommuner, siger Lea Wermelin.

    Hun understregede, at Miljøstyrelsen har vurderet, at graveområderne ikke udgør en risiko for drikkevandet.

    Nogle af de mange døde mink er begravet for tæt på Boutrup Sø. Til det forklarer ministeren, at det er en fejl, og fødevareministeren har også beklaget, at der er sket en fejl.

    Flere politikere på samrådet vil vide, om regeringen vil være med til at grave de døde mink op.

    – Spørgsmålet ligger under fødevareministeren, men på baggrund af sagen om Boutrup Sø, så skal vi se på alle muligheder. Min opgave handler om det miljømæssige, og der bistår Miljøstyrelsen, lyder det fra Lea Wermelin.

  • Australiens tidligere virushotspot er nu coronafri

    Australiens næstmest folkerige delstat, Victoria, der længe blev anset for at være landets coronavirus hotspot, kan i dag fejre den 28. dag uden nogen nye smittetilfælde.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Milepælen bliver anset som et bevis på, at delstaten stort set har elimineret coronavirusset.

    Victoria har i øjeblikket heller ingen aktive coronatilfælde, efter at delstatens sidste coronapatient blev udskrevet fra hospitalet tidligere i denne uge.

    Dermed har delstaten for alvor lagt det seneste smitteudbrud bag sig, efter at myndighederne i august registrerede mere end 700 daglige smittetilfælde.

  • Indien skal producere russisk coronavaccine

    Indien skal producere 100 millioner doser af den russiske Sputnik V-vaccine mod covid-19, oplyser de russiske myndigheder ifølge AFP.

    Rusland siger, at vaccinen 95 procent effektiv. Tidligere har foreløbige resultater vist, at vaccinen var 92 procent effektiv.

    - 42 dage efter at de første doser af vaccinen var klar, viste resultater en træfsikkerhed på 95 procent, hedder det i en erklæring fra det russiske sundhedsministerium.

    WHO, USA og Tyskland ser med skepsis på den russiske vaccine. Uafhængige eksperter har sagt til nyhedsbureauet Reuters, at det er sparsomt med detaljer fra Ruslands forsøg og fremgangsmåde. Det gør det svært at tolke meningsfuldt på de russiske resultater, hedder det.

    Rusland har sendt de første sendinger af coronavaccine til en række regioner i landet.

  • OK udlover dusør efter flere dieseltyverier

    OK, der ejer afskillige tankstationer landet over, udlover nu en dusør på 5.000 kroner til den eller dem, der kan komme med de afgørende informationer om flere dieseltyverier fra OK-tanke på Sjælland.

    Det oplyser OK i en pressemeddelelse.

    - Alle tyverier er foregået om natten, hvor tyvene medbringer udstyr til at suge diesel op fra tanken. Det fremgår af overvågningsmaterialet, at tyvene kører i en hvid varevogn, skriver OK.

    Tyverierne er siden marts sket i 10 byer, Ørslev, Dalby, Borup, Lille Skensved, Osted, Bjæverskov, Hårlev, Gadstrup, Viby Sjælland og Sorø.

  • Hongkong: Demonstrant får 21 måneders fængsel for at kaste med æg mod politistation

    Den 31-årige demonstrant Pun Ho-chiu er blevet idømt 21 måneders fængsel for sidste år at have kastet æg mod en politistation i Hongkong.

    Æggekasteriet skete i forbindelse med en af de mange demonstrationer, der har været i Hongkong mod Kina og landets magt over det - i den sammenhæng - lille selvstyre.

    I sin afgørelse lød det fra dommeren, at selv om et æg ikke er et masseødelæggelsesvåben, så er det at kaste med æg mod en politistation med til at underminere betjentenes arbejde og med til at true samfundet, skriver CNN.

    Desuden var de mange smadrede æg med til at ødelægge en rulletrappe på politistationen.

    I dommen blev der desuden lagt vægt på, at Pun Ho-chiu var en af de ledende demonstranter i de omfattende protester sidste år.

    Her ses Pun Ho-chiu kaste et af de æg, der nu har kostet ham en fængselstraf på 21 måneder. Det hele fandt sted 21. juni sidste år. (Foto: PHILIP FONG © AFP or licensors)
  • Politiet afviser at rejse sag efter altanulykke med fem unge

    Sydøstjyllands Politi ser ingen muligheder for at indlede et juridisk efterspil efter en ulykke i Kolding, hvor fem unge styrtede ned fra en altan. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

    Altanen brasede sammen, mens en gruppe unge festede i lejligheden, hvoraf fem af dem befandt sig på altanen. Nogle af dem faldt med hovedet først, og en 19-årig kom i behandling med et alvorligt hovedtraume.

    Alligevel lægger politiet vægt på, at skaderne på altanen ikke var synlige. De afgørende skader på konstruktionen var skjult inde i altandækket og i husets facade.

    Ingen har derfor haft kendskab til, at altanerne var i dårlig stand, og ingen lejere har henvendt sig om problemer. Derfor kan der ikke rejses en sag, da ingen har optrådt uagtsomt, lyder det.

  • Julemanden er undtaget fra rejserestriktioner i Irland

    Irlands udenrigs– og forsvarsminister, Simon Coveney, oplyser, at julemanden er undtaget fra landets rejserestriktioner.

    - Det er vigtigt at sige til alle børn, at vi anser julemandens rejser som 'nødvendige rejser', og derfor er han undtaget fra karantæne i 14 dage og burde komme ind i vores hjem uden at skulle underlægges restriktioner, siger Simon Coveney i en tale, der er offentliggjort på Twitter.

    Det er dog vigtigt, at irske børn ikke bliver oppe hele natten, lyder det, for også julemanden skal holde social afstand, og børn og andre juleglade sjæle skal holde mindst to meters afstand, så ingen bliver smittet.

  • Tonsvis af corona-mink blev gravet ned ved sø stik imod anbefalinger

    Stik mod anbefalingerne fra Miljøstyrelsen blev flere tons døde mink gravet ned for tæt på badesøen Boutrup Sø i Nr. Felding ved Holstebro.

    Det fremgår af en korrespondance mellem myndighederne, som DR har fået aktindsigt i.

    Borgmester i Holstebro Kommune HC Østerby er chokeret over den information:

    - Jeg forstår slet ikke, det kan lade sig gøre. Der er eksperter og fagfolk, som jo beskæftiger sig med det her til hverdag, der sidder i styrelserne. Det er mig ubegribeligt, at man ikke kan lægge en afstandsmåling ind. I det her tilfælde en minimumsafstand på 300 meter, siger han.

    Miljøstyrelsen besluttede 9. november, at mink skal graves ned minimum 300 meter fra Boutrup Sø. En grænse, som styrelsen har sat ud fra et forsigtighedsprincip. Alligevel fortsatte nedgravningen af døde mink.

    Først den 16. november erkendte Forsvarets Ejendomsstyrelse, at der er lagt døde mink i jorden for tæt på søen.

    Flere tons døde mink blev gravet ned for tæt på badesøen Boutrup Sø ved Holstebro. (Foto: Anders Davidse © DR Midt & vest)
  • Amnesty-rapport: Amazon lever ikke op til menneskerettighederne

    Under titlen 'Amazon, let workers organize!' beskriver Amnesty, hvordan Amazons hårde linje overfor fagforeninger gør, at de ansatte ikke reelt har fri mulighed for at organisere sig.

    Det betyder ifølge Amnesty, at Amazon ikke lever op til menneskerettighederne.

    Amnesty beskriver i rapporten, hvordan Amazon i hemmelighed overvåger ansattes private facebookprofiler- og grupper for at opsnappe, om der er fagforeningstiltag eller demonstrationer på vej.

    Amazon bruger ifølge rapporten også overvågningskameraer og en speciel type software til overvågningen.

    Amazon siger selv, at det står deres ansatte frit for, hvorvidt de vil organisere sig i en fagforening. Alligevel skriver Amazon i den seneste årsrapport for 2019, at 'eksistensen af fagforeninger' udgør en 'forretningsrisiko'.

  • Ny hurtigtest for corona er en stor hjælp på landets akutafdelinger

    Akutmodtagelserne rundt i landet er ekstra pressede for tiden på grund af årstidens snue, hoste og forkølelse.

    For kommer en patient ind med tegn på corona, skal han testes og isoleres, indtil der er svar på testen.

    Men en ny hurtigtest for corona har skabt mindre travlhed på flere akutmodtagelser.

    Hvor patienter tidligere skulle vente mindst seks timer på testsvaret, går der nu kun 20 minutter.

    - Hurtigtesten gør en verden til forskel for både ansatte og patienter. Hvis ikke vi havde haft den nye test, ville vi være nødt til at sende patienter rundt til andre afdelinger, som så ville risikere at aflyse behandlinger, siger ledende overlæge i akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital, Christian Rasmussen.

  • E55 Gedser Landevej er åben igen

    E55 Gedser Landevej er åben igen.

    Vejen har været helt spærret efter et uheld ved Radbjerg Tværvej og Brænderisvej, oplyser P4 Trafik.

  • Brasiliens Bolsonaro vil ikke vaccineres mod corona

    Den brasilianske præsident Jair Bolsonaro siger, at han ikke vil vaccineres mod corona, skriver Reuters.

    Udtalelsen er dermed endnu en i rækken fra præsidenten, der udtrykker skepsis over for vaccinationsprogrammer mod corona.

    Bolsonaros tale blev sendt live over flere sociale medieplatforme. Her sagde den højreorienterede leder desuden, at det er usandsynligt, at kongressen ville kræve, at brasilianerne tager imod en vaccine.

    Brasilien har det næsthøjeste antal dødsfald med coronavirus i verden, og Bolsonaro har i flere måneder nedtonet pandemiens alvor, på trods af at han selv var smittet med virusset i juli.

    - Jeg siger dig, jeg vil ikke tage det. Det er min ret, siger Bolsonaro.

    Den brasilianske præsident Jair Bolsonaro vil ikke vaccineres mod corona, siger han. (Foto: Adriano Machado © Scanpix)
  • E55 Gedser Landevej er spærret i begge retninger efter uheld

    E55 Gedser Landevej er spærret i begge retninger, oplyser P4 Trafik.

    Det sker efter et uheld ved Radbjerg Tværvej og Brænderisvej.

    E55 er den typiske vej til færgelejet i Gedser, hvor der sejles til Tyskland.

  • Politiet minder om afstand, mundbind og god hygiejne til Black Friday

    I dag er det 'store udsalgsdag', Black Friday, og selv om flere butikker forlænger udsalget, så det gælder over flere dage, har Syd- og Sønderjyllands Politi sendt en reminder ud til dem, der bruger dagen til at handle i de fysiske butikker.

    - Følg vejledningerne i butikkerne, deres markeringer, god afstand til medhandlende, mundbind og god håndhygiejne, så vi får en corona-venlig Black Friday, skriver politiet på Twitter.

    - Skru ned for tætheden og op for ansvarligheden, så vi får smittetrykket nedbragt, lyder det.

  • Regeringen og arbejdsmarkedets parter forlænger ordning om dele-job

    Den såkaldte delejob-ordning, som gør det muligt for virksomheder at undgå fyringer ved at fordele arbejdet mellem medarbejderne, bliver nu forlænget.

    Det betyder, at private virksomheder kan anvende den hele næste år – uanset om de har benyttet ordningen i 2020.

    Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

    Der er i øjeblikket mere end 7.000 personer på ordningen, som siden september har fungeret som afløser for hjælpepakkerne fra foråret.

    Med ordningen kan virksomheder, som på grund af udbruddet af coronavirus fortsat er udfordret, benytte sig af arbejdsfordeling. Medarbejderne deler på den måde det arbejde, der er, og i den resterende tid uddanner de sig eller er hjemme på dagpenge.

  • Første hold cyberværnepligtige bliver færdige

    I dag bliver 15 cyberværnepligtige færdige som de første nogensinde.

    Værnepligten har varet ti måneder, hvoraf fire måneder bruges på basisuddannelse. De resterende seks måneder er brugt på it- og cyber-delen.

    Her er de værnepligtige blevet trænet i at beskytte sig mod angreb online, og de har lært, hvordan man kan angribe i cyberspace.

    - Hvis man skal kunne beskytte sig bedst muligt, skal man vide, hvilke tanker og muligheder en modstander i cyberspace har for at trænge ind, fortæller uddannelsesleder Morten H., der ikke ønsker hele sit navn frem.

  • Kold dag giver plads til solen

    Natten har flere steder været et par grader under frysepunktet, og kan give glatte veje her til morgen. Samtidig ligger der tåge i Midt- og Nordjylland, Fyn, Sjælland, som også giver dårlig sigtbarhed.

    Når dagen kommer i gang bliver det med nogen sol, og det holder tørt hele dagen. Temperaturen kommer op mellem 4 og 8 grader, og der vil dagen igennem være en svag vind fra skiftende retninger.

    I aften tåge flere steder, og igen i nat kommer der frost, så der er også risiko for, at vejene kan være glatte lørdag morgen.

    Solopgang efter rimtåge her til morgen. Billedet er taget syd for Hanstholm (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Sydkorea beskylder Nordkorea for vaccinespionage

    Sydkoreanske efterretningsagenturer har forpurret nordkoreanske forsøg på at hacke sydkoreanske virksomheder, der udvikler vacciner mod coronavirus.

    Det melder det sydkoreanske medie News1 ifølge The Guardian.

    Efter at være blevet briefet af det nationale efterretningsvæsen siger politikeren Ha Tae-keung, at det er uvist, hvor mange og hvilke virksomheder, der er blevet angrebet.

    Ha Tae-keung oplyser også, at det ikke er sket nogle skader i forbindelse med hackerangrebene.

    Microsoft oplyste i sidste uge, at hackere med forbindelse til Rusland og Nordkorea har forsøgt at angribe medicinalvirksomheder i Sydkorea, Canada, Frankrig, Indien og USA.

  • Risiko for rimglatte veje - kør forsigtigt

    Der har været nattefrost flere steder, og derfor er der her til morgen risiko for rimglatte veje, advarer DMI.

    Desuden kan der også være lokal tåge, så kørende opfordres til at passe på.

    - Kør forsigtig i morgentrafikken, skriver DMI.

  • Irland vil genåbne restauranter og visse pubber

    Den irske regering ventes i dag at godkende et forslag om at genåbne restauranter og pubber, der serverer mad, fra den 7. december.

    Det skriver Ritzau med baggrund i flere lokale medier.

    Dermed fortsætter den gradvise lempelse af restriktioner, som regeringen genindførte den 21. oktober som et af de første lande i Europa, da antallet af coronasmittede personer igen begyndt at stige.

    Tidligere i denne uge kom det frem, at butikker fra 1. december igen kan slå dørene op for kunder. Siden 21. oktober har detailforretningerne været begrænset til at udlevere varer, som er bestilt online.

  • Tyskland runder en million coronasmittede

    Tyskland har det seneste døgn registreret 22.806 tilfælde af coronavirus. Dermed når landet op over en million smittede siden pandemiens start.

    I alt har Tyskland haft 1.006.394 tilfælde af covid-19, oplyser Robert Koch Instituttet, der indsamler data om sygdommen.

    15.586 har mistet livet til corona i landet.

  • Maradona er begravet ved lille ceremoni med kun 20 deltagere

    Den argentinske fodboldlegende Diego Maradona er blevet stedt til hvile ved en privat begravelse på Bella Vista-kirkegården i udkanten af Buenos Aires.

    Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge Ritzau.

    Kun lidt over 20 mennesker fra den nærmeste familie var til stede, hvilket stod i skarp kontrast til de titusindvis af mennesker, der torsdag var forbi Maradonas kiste, som stod til skue ved præsidentpaladset i hovedstaden Buenos Aires.

    Familien ønskede ifølge Reuters, at Maradona skal ligge ved siden af sine forældre.

    Kisten var dekoreret med et argentinsk flag og flere af Maradonas trøjer. (Foto: RONALDO SCHEMIDT © Scanpix)
  • Australien vil fyre adskillige soldater i sag om drab på civile

    Hovederne er begyndt at rulle i det australske forsvar, efter at det i sidste uge blev afsløret, at specialstyrker fra Australien under udsendelse til Afghanistan begik 39 ulovlige drab.

    Senest har 10 soldater fået besked om, at de sandsynligvis vil blive afskediget. De er mistænkt for at have bidraget til eller været vidne til drabene eller for at afgive usandfærdige vidneudsagn om deres kendskab til uhyrlighederne.

    Det skriver BBC ifølge Ritzau.

    Tidligere er det kommet frem, at andre 19 medlemmer af eliteenheden Special Air Service, som mistænkes for at have slået civile afghanere ihjel, kan blive anklaget for drab.

  • Donald Trump vil forlade Det Hvide Hus, hvis valgmændene peger på Joe Biden

    Den amerikanske præsident, Donald Trump, har nægtet at erkende sit nederlag ved præsidentvalg for godt tre uger siden.

    Men nu er der nyt fra den siddende præsident: Han vil nemlig forlade Det Hvide Hus, hvis valgmændene peger på den nyvalgte demokrat Joe Biden, der efter planen skal indsættes som præsident den 20. januar.

    - Det vil jeg selvfølgelig gøre. Det ved I, siger han i en Thanksgiving-tale med fremmødte journalister ved Det Hvide Hus.

    Valgmandskollegiet går sammen den 14. december, hvor de 538 valgmænd fra de forskellige stater bliver fordelt.

    Det er det nærmeste, præsidenten er kommet en erkendelse af valgresultatet. Han har gentagne gange kaldt både valget og resultatet for svindel.

  • Indkøbsposer i plastik bliver forbudt i Tyskland fra 2022

    Tyskerne har kun et år tilbage med at kunne pakke varer i en plastikpose fra supermarkedet.

    Parlamentet har nemlig besluttet at forbyde plastikposer i supermarkeder fra begyndelsen af 2022.

    - Plastikposen er indbegrebet af at spilde ressourcer, siger miljøminister Svenja Schulze, som er initiativtager bag forbuddet og foreslår, at man i stedet bruger indkøbsnet og stofposer.

    Forbuddet gælder dog ikke de tynde poser, som man kender fra frugt- og grøntafdelinger.

    Oppositionspartierne Die Linke og De Grønne er dog ikke jublende glade for forslaget, som bliver kaldt for 'en dråbe i havet' af miljøordføreren for De Grønne, Bettina Hoffmann.

  • USA får leveret de første vacciner mod coronavirus i næste uge, siger Donald Trump

    De første vacciner mod coronavirus til USA vil blive leveret i næste uge og igen i ugen efter.

    Det siger den amerikanske præsident, Donald Trump, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Vaccinen vil i første omgang blive givet til medarbejdere, der arbejder i frontlinjen under epidemien, til sundhedsmedarbejdere og til ældre borgere.

    Herjemme præsenterede regeringen og sundhedsmyndighederne i dag en plan for udrulningen af vaccineplanen i Danmark. Her håber man ifølge Sundhedsstyrelsen at kunne starte i starten af 2021 - og hvis alt går vel allerede i slutningen af året.

  • Danske søfolk i britisk farvand kan endelig komme i havn efter flere uger til havs

    Danske skibe i Storbritannien har i ugevis ikke kunnet skifte besætningen på skibene på grund af forbuddet mod at indrejse til det britiske fra Danmark.

    Men det forbud bliver ophævet på lørdag, og søfolkene til havs kan atter komme på land - og nye folk komme ud på skibene.

    Det fortæller Jacob K. Clasen, viceadministrerende direktør hos Danske Rederier, til Ritzau.

    - Der er mange skibe, hvor søfolkene har måttet tage en ekstra tørn de seneste uger, og de kan nu komme hjem til deres familier, siger han.

  • Brand i lade og 350 store halmballer kommer til at tage to til tre døgn at slukke

    En lade med 350 bigballer halm står i flammer i Veerst ved Vejen, og ilden kommer ikke til at dø ud lige med det samme.

    Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter.

    - Slukningsarbejdet forventes at tage to til tre døgn. Ingen fare for mennesker eller dyr, lyder det fra politiet.

    Årsagen til branden er for nuværende ukendt, men ifølge politiet kan det skyldes fyrværkeri.

  • Aarhus Universitetshospital bliver nødt til at aflyse aktiviteter på grund af pres under coronapatienter

    Patienter med coronavirus lægger pres på afdelingerne på Aarhus Universitetshospital.

    De seneste uger har hospitalet modtaget ligeså mange patienter med eller med mistanke om coronavirus som i april, da der var flest indlæggelser som følge af coronavirus.

    Og det sætter nu hospitalsledelsen i klemme, der er nødt til at prioritere hårdt for at have personale nok til at håndtere presset, fordi det ikke er muligt at få sygeplejersker ind udefra.

    - Vi har et kapacitetsproblem, som vi skal have løst frem mod jul, siger hospitalsdirektør Poul Blaabjerg til DR.Han erkender, at hospitalet kommer til at skuffe patienter, der ikke bliver akut indlagt.

    - Det betyder, at vi skal aflyse andre aktiviteter, siger Poul Blaabjerg.

  • Store folkemængder tager afsked med fodboldlegenden Maradona

    (Foto: Demian Alday Estévez)

    Der er ikke meget frygt for coronavirus eller forsamlingsforbud at spore i gaderne i Argentinas hovedstad, Buenos Aires.

    Her et tusindvis af mennesker troppet op ved præsidentpaladset for at hylde den argentiske fodboldlegende Diego Maradona efter meldingen om hans død i går.

    Argentina har erklæret tre dages landes sorg på grund af tabet af manden, der nærmest er en nationalfigur i Argentina.

    Nogle steder har folkemængderne været så store, at politiet har været nødt til at bryde dem op, skriver BBC.

  • Det er 'meget, meget' muligt, at vi kan vende tilbage til livet som før corona i løbet af næste år, siger WHO-ekspert

    De kommende vacciner mod coronavirus, der ser ud til at kunne blive bredt ud i verden, i næste år er rigtig godt nyt for alle, der savner et liv uden virus-restriktioner.

    - Jeg tror, det er meget, meget sandsynligt, at vi kan vende tilbage til livet, som vi kender det, men vi vil være nødt til at have god hygiejne og fysisk afstand.

    Sådan siger Verdenssunhedsorginastionen WHO's øverste katastrofe-ekspert Mike Ryan til Reuters.

    - Vacciner er ikke lige med nul covid. At tilføje vacciner til vores nuværende tiltag vil virkelig lade os knække kurven, undgå nedlukninger og opnå stor kontrol over sygdommen, tilføjer han.

  • Tilsyn tvinger Danske Bank til at lade uvildige granske forkert opkrævning af kunders gæld

    Danske Bank er blevet pålagt at lave en ekstern undersøgelse i forlængelse af sagen om forkert opkrævning af gæld for tusindvis af kunder.

    Det fremgår af en meddelelse fra Finanstilsynet, som Danske Bank har offentliggjort.

    I sagen hos Danske Bank kan i alt 106.000 kunder være berørt af fejlen, og banken forventer, at mellem 10.000 og 15.000 kunder skal have penge tilbage.

    Finanstilsynet vurderer, at Danske Bank ikke har den fornødne ekspertise til at afgøre, om de tiltag, banken har sat i søen for at rette op fejlene, er tilstrækkelige.

  • Det bliver umiddelbart ikke muligt at betale sig fra at springe vaccinekøen over, siger Brostrøm og Heunicke

    Nogen kan måske have fået den tanke, at man må kunne gribe dankortet og betale for en vaccine mod coronavirus, så man ikke skal vente på, at det bliver ens tur til at få den af den danske stat.

    Kreativ idé, der dog godt kan skydes en hvid pil efter i første omgang. Det siger både Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

    Magnus Heunicke understreger, at EU har indgået 'meget, meget store handelsaftaler' med de virksomheder, der arbejder på en vaccine.

    - Så derfor er det ikke noget, der er lige foran os, at der er sådan et privat alternativ.

    De danske sundhedsmyndigheder forventer at kunne begynde at vaccinere i starten af 2021. Går alt vel, vil det tage et lille år at få vaccineret hele den danske befolkning.

  • Brostrøm: Jeg bliver glad, hvis vi kan give et kram igen, når 2021 lakker mod enden

    Bare fordi danskere bliver vaccineret, så skal man ikke regne med at gå tilbage til livet inden corona lige med det samme.

    - Vaccinen fjerner ikke alt. Vi kommer til at fastholde vores anbefalinger. Også for de vaccinerede, advarer Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

    Derfor kommer der heller ikke til at være et A-hold og et B-hold mellem dem, der er blevet vaccineret og dem, der ikke er vaccineret endnu.

    Omkring tidsperspektivet siger Søren Brostrøm, at han bliver glad, hvis vi kan give hånd og et kram til bekendte igen, når 2021 lakker mod enden.

    Den udmelding støtter støtter Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.

    Han regner med, at det kan tage det meste af et år, før alle danskere, der ønsker det, er vaccineret.

  • Fra lørdag må danskere igen rejse ind i England

    England ophæver fra lørdag indrejseforbuddet for rejsende fra Danmark.

    Det oplyser den britiske transportminister, Grant Shapps, på Twitter.

    Indrejseforbuddet blev indført 7. november på grund af coronaudbrud blandt mink i Nordjylland.

    Danmark er dog fortsat på listen over lande, hvorfra rejsende skal i karantæne ved indrejse i England, skriver Shapps.

  • Lægemiddelstyrelsen: 'Hvis alt går vel, kan vi have den første vaccine i Danmark i slutningen af året'

    – Hvis alt går vel, kan vi have den første vaccine i Danmark i slutningen af året eller begyndelsen af næste år.

    Det siger Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen.

    Men han understreger, at intet i så fald skal gå galt i godkendelsesprocessen.

    Han advarer samtidig mod, at forhaste forløbet med godkendelse af vaccinerne.

    – Jeg har flere gange sagt, at vi har travlt, men det må ikke gå for hurtigt. Heller ikke med at godkende vaccinerne, siger han.

    Lægemiddelstyrelsens direktør det nuværende arbejde med at udvikle en vaccine mod coronavirus for medicinalsektorens svar på en månelanding.

    – Der er ingen af de her dygtige folk, der går på kompromis med grundigheden, siger Thomas Senderovitz.

  • Ældre, kronisk syge og frontpersonale får først tilbudt vaccinen, siger sundhedsminister

    De kommende coronavacciner bliver først tilbudt til ældre, kronisk syge og ansatte i sundheds- og plejesektoren, som har patientkontakt.

    Og vaccinen bliver gratis.

    Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde om Danmarks vaccineplan.

    Alle indbyggere i Danmark, Grønland og Færøerne vil få tilbudt en vaccine mod covid–19.

    Ifølge Magnus Heunicke kan Danmark i det mest optimistiske scenarie få de første coronavacciner i slutningen af december.

  • Heunicke: 29 procent af personer med tilknytning til mink er testet positive

    29 procent af personer med tilknytning til minkproduktionen er testet positive i Nordjylland.

    Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde om Danmarks vaccinationsindsats og status på epidemien.

    – Vi er meget opmærksomme på smitte relateret til mink, minkproduktion og pelserier rundt om i Danmark, siger Heunicke.

    Tidligere i dag kom det frem, at 310 personer nu er smittede på seks pelserier i Jylland. I starten af sidste uge var tallet 200.