Efter over 20 år på flugt blev en mand fra Rwanda i går anholdt i Sydafrika.
Fulgence Kayishema står anklaget for at have beordret omkring 2.000 tutsi-flygtninge dræbt i forbindelse med folkedrabet i Rwanda i 1994.
Da han blev anholdt, benægtede han først sin identitet. Men efterfølgende sagde han: "Jeg har ventet længe på at blive anholdt", skriver CNN.
Anholdelsen skete i samarbejde mellem sydafrikanske myndigheder og efterforskere fra FN.
Ifølge FN's anklager deltog Kayishema i planlægningen og udførelsen af massakren mod omkring 2.000 tutsi-flygtninge, som havde søgt tilflugt i en katolsk kirke i byen Nyange i Rwanda.
Der blev først hældt benzin på kirken for at brænde den ned. Da det ikke lykkedes, så brugte han og andre en bulldozer til at vælte kirken, så flygtningene blev begravet og dræbt.