Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har her til aften fundet en dræbt mand på en adresse i Mogenstrup nær Næstved.
I den forbindelse efterlyser politiet vidner, der kan have oplysninger til sagen.
Fundet skete kort efter klokken 19 søndag aften, hvorefter politiet spærrede stedet af.
- Der er lige nu intet, der tyder på, at den almindelige befolkning har grund til at føle sig utryg, og vi vil nu bruge natten på tekniske undersøgelser og yderligere efterforskning, lyder det fra politiinspektør Kim Kliver.
Politiet opfordrer folk til at respektere politiets afspærringer, og samtidig beder man eventuelle vidner om at henvende sig på telefon 1-1-4, hvis man har oplysninger til sagen.